Den elektriske troldmand
Som menneske har den Nobelpris-vindende trubadur Bob Dylan altid været lidt mystisk og hemmelighedsfuld.
Sangene
derimod har altid budt ind, været åbne og tænksomme. I denne film bliver vi kun lidt klogere på manden, før han slog
igennem – men især bliver vi klogere på tiden.
1961, folk music har fået tag i Amerikas søgende ungdom og en ung mand
ankommer fra Midtvesten til New York med blot sin vadsæk, guitar og enorme talent. Hurtigt bliver Bob (Timothée
Chalamet) en del af musikmiljøet, støttet af etablerede navne som Pete Seeger (Edward Norton) og Joan Baez (Monica
Barbaro). Gennembruddet kommer, alle flår i ham og Dylan sætter strøm på alt og alle omkring sig.
Chalamet er aldeles
glimrende i rollen, og synger og spiller selv. Hans Bob-hed er ikke charmerende: Uudgrundelig, lidt af et røvhul, men
også en urkraft. Dylan ønsker ikke som sådan at være sin generations stemme, og det går op for ham, at han er blevet det.
Bid mærke i det, når publikum begynder at synge med på den helt nye sang: Han ser næsten fortabt ud.
Instruktør James
Mangold (”Le Mans” og den sidste ”Indiana Jones”) er eminent til at skabe tidsbilleder, der føles varme, autentiske og
levende. Fotograferingen er poetisk, nærværende og man får lyst til at tidsrejse dertil.
Portrættet af countryægteparret
Cash i ”Walk The Line” satte nye standarder for genren. Her er en næsten bedre udgave i skikkelse af Boyd Holbrook som
Johnny Cash. Mangold leverer også varen i det her mangefacetterede nedslag i en kort, vigtig periode i Vesten og musikken.
Cuba-krisen, atomfrygt, Vietnam-krig og et begyndende ungdomsoprør kædes sammen med Dylans pludselige berømmelse.
Ikke fortænkt, men som tidslinjer, der skæbnebestemt krydser hinanden. Resultatet er elektrisk.
”A Complete Unknown” har biografpremiere den 20. februar