I 2010 bragede Agnes Obel igennem med sit debutalbum Philharmonics. Vi har talt med den 32-årige sangerinde, der 30. september udgav sit længe ventede andet album, Aventine.
Hvad handler dit nye album om?
“Hver sang har sin egen historie og bevæggrunde. Et mål for mig har været at fastholde den lyd, jeg fandt frem til på Philharmonics, og samtidig være oprigtig i forhold til sangen og den personlige fortælling, den bygger på. Men det helt overordnede tema for pladen kender jeg ikke endnu. Jeg tror, den skal lidt på afstand, før jeg ved det.”
Hvordan adskiller Aventine sig fra dit forrige album?
“Jeg har i højere grad arbejdet med dynamikken mellem det stille og enkle og det store og komplekse. Da vi begyndte at spille koncerter med Philharmonics, fandt jeg ud af, at sangene havde et større dynamisk potentiale, end jeg havde troet. Jeg var derfor interesseret i at se, om jeg kunne få skabt nogle sange, der på en gang havde Philharmonics’ intimitet og samtidig åbnede op for et større og mere dynamisk rum som det, jeg havde oplevet live.”
Hvordan har det været at lave en opfølger til debutalbummet?
“Den største forskel har nok været bevidstheden om, at nogen ville lytte til det, jeg gik og rodede med. Det har både været fedt og sommetider overvældende på en lidt pacificerende måde, så jeg har forsøgt ikke at tænke på det. Da jeg lavede Philharmonics, var det uden større forventning om, at nogen ville høre det i sidste ende: Nu ved jeg, at det er en frihed, du kun kan have, når du laver noget for første gang.”
Hvilke kunstnere inspirerer dig musikalsk?
“Roy Orbison har været en stor inspiration på den nye plade. Han synger med en stemme, som var den fra en anden verden, og han kan med sine sange på en gang inkarnere drømmende skønhed og smertelig grumhed. Og så er hans sange sublime og tidløse popnumre.”
