Eurowoman skal mødes med Alban klokken 9 på Det Kgl. Teater. Et minut over 9 bipper en sms ind: "Jeg er en smule forsinket. Undskyld." Et par dansere spørger, hvem vi venter på. "Alban." De griner. "Alban kommer altid for sent." Men kun 10 minutter i dag ... Han er tilgivet og skal være så velkommen i sin hvide T-shirt med opsmøgede ærmer.
LÆS OGSÅ: Søs Egelinds datter: "Derfor bor vi i min mors bofællesskab"
Er du frisk om morgenen?
- Nej, men jeg er altid glad. Jeg har bare virkelig svært ved at stå op. Den bedste morgen er, når man går tidligt i seng og ikke har drukket rødvin om aftenen og vågner fem minutter inden vækkeuret. Så er det helt Disney-agtigt. Jeg stiller altid uret til klokken 8 og snoozer så en halv time. Jeg tænder for Radio 24/7 og kan godt lide Millionærklubben klokken 9. Det er egentlig ikke noget, der interesser mig, penge og DAX (tysk aktieindeks, red.), men ham manden, der ofte er med, lyder som en rolig boksekommentator. Jeg gør mig bare klar til at danse og forsøger at være kunstneragtig. Snak om økonomi er en god kontrast. Er jeg i virkelig godt humør, hører jeg Lukas Graham eller Motown.
Hvad spiser du til morgenmad?
- De der madguruer siger jo, at det er sundt at spise morgenmad, så jeg spiser en banan eller yoghurt med rosiner og vitaminer. Min mor ringer og spørger: "Har du nu spist dine piller?", så jeg spiser Omega 3, 6 og 9, C-vitamin og en bombe af en multivitaminpille. På vej til teatret får jeg en kop kaffe hos Dolores på Frederiksborggade lige ved Torvehallerne, hvor jeg bor. Det er byens bedste, og den superflinke mand ved, hvad jeg kan lide. Vi startede med en latte, og så trappede vi ned på mælk og sukker og er nu ude i det, der vist hedder en tude-cortado med dobbeltskud.
Det bedste sted i verden at spise morgenmad?
- Det er oppe i min mors ødegård i Sverige. Så kan man sidde ude på terrassen i dalen, der er omgivet af store grantræer, ingen vind og masser af sol. Vi får æg, melon og ristet brød. Der er næsten ingen forbindelse til mobilen, så man føler sig væk fra det hele. Man henter bøger fra reolen, som man måske bare læser et par sider i, eller hvis det er en god bog, bliver man ved.
Hvad skal du resten af dagen?
- Klokken 10 til 11.30 er der træning, og så prøver fra 12 til 16. I aften skal jeg spise hos nogle venner på Vesterbro. Det er dj's, fotografer, musikere og et par svenskere. Min bror er der også. Han er sådan en, der kan koge suppe på et søm. Forhåbentlig kommer jeg i seng klokken tolv-et-stykker, men jeg ved, det bliver hyggeligt. Jeg skal ikke spilde et sekund de næste to uger i København, inden jeg flytter til New York. Det bliver vemodigt, men jeg glæder mig også til at danse på New York Ballet Theatre. Det er lidt "Wow!"
Hvordan ser din yndlingsdag ud?
- Jeg ville kunne synge helt vildt svedigt, sådan Bruno Mars-agtigt, for jeg kan virkelig ikke synge. Og jeg ville spille guitar og være rigtig god på klaveret, jeg kan godt lidt i forvejen. Det skulle ikke være seriøst at spille musik, bare som sidegesjæft og noget, jeg gjorde med mine venner. Vi skulle også danse. Jeg vil gerne være bedre til hiphop og have nogle latindanse i baglommen. Bare for sjov.
LÆS OGSÅ: "Jeg ville bare være sammen med en masse gifte mænd!"
LÆS OGSÅ: "Da jeg havde en kæreste, spurgte ingen mig, om jeg var glad"
LÆS OGSÅ: 6 tegn på, at du klæder dig på for dine veninder