Nedtællingen er begyndt: Det ved vi om prins Harry og Meghan Markles vilde bryllup
Hvem skal følge bruden op ad kirkegulvet? Og hvor skal parret på bryllupsrejse? Gætterierne er mange, når det kommer til det royale bryllup mellem prins Harry og Meghan Markle. ALT.dk har samlet alt, vi ved, om årets mest spektakulære vielse.
Den 19. maj klokken 12 vil prins Harry få sin Meghan Markle.
Omringet af venner, familie og mennesker, de sikkert ikke kender, vil det royale par blive viet i St George's Chapel i Windsor Castle under storslåede omgivelser, inden festen fortsætter i Frogmore House for de nærmeste venner og familie.
Medier verden over har travlt med at spekulere i detaljerne, mens kongehuset selv er sparsom med oplysningerne.
Således vil vi først for alvor kende Meghan Markles titel, vielsesringene og navnene på gæsterne, når kirkeklokkerne er ringet af.
Men kan du alligevel ikke vente på alle de officielle udmeldinger, har vi samlet alt, vi ved, til dig her. Både de oplysninger, der er bekræftet, og dem, der måske blot er sladder.
Vidste du f.eks., at Meghan Markle forventes at bryde med traditionerne?
Brormand skal være forlover
Det er ikke normalt, at kongelige har forlovere ved deres bryllup. Både Harry og William har dog gjort en undtagelse og valgt hinanden som forlovere ved deres respektive bryllupper. Foto: Getty Images.
Prins Harry har valgt sin bror, prins William, som forlover ved brylluppet den 19. maj. Det skriver Kensington Palace i en pressemeddelelse, hvor de også fortæller, at tronfølgeren ser frem til at stå ved sin brors side.
- Hertugen af Cambridge er beæret over at være blevet spurgt, og han ser meget frem til at støtte sin bror i St George’s Chapel, Windsor, den 19. maj, lyder det.
Prins Harry var desuden forlover ved prins Williams bryllup med Kate Middleton i 2011.
Foruden prins William vil 10 børn, der står Harry og Meghan nært, tage del i vielsen som brudepiger og såkaldte page boys. Det inkluderer bl.a. prins William og hertuginde Kates to børn, George og Charlotte, ligesom Meghans veninde Jessica Mulroneys tre børn også er iblandt.
Hvem skal give Meghan væk?
Det er i disse smukke omgivelser, at Harry og Meghan giver hinanden deres ja. Foto: Getty Images.
Det er uvist, hvem der vil stå ved Meghan Markles side, når hun lørdag går op ad St George’s Chapels lange kirkegulv.
I begyndelsen af maj kunne Kensington Palace annoncere, at det ville være den kommende hertugindes far, 73-årige Thomas Markle, som ville følge hende op ad kirkegulvet. Det oplyste kongefamilien i en pressemeddelelse, hvor de også kunne afsløre, at Meghans mor, Doria Ragland, ville følge sin datter i bilen på vej til kirken.
- Frk. Markle er glad for at have sine forældre ved sin side til denne vigtige og glædelige lejlighed, lød det i pressemeddelelsen.
Ugen inden brylluppet kunne flere medier imidlertid meddele, at Thomas Markle, der bl.a. har arbejdet som lysmand på tv-serien Vore Værste År, har trukket sig fra brylluppet og derfor hverken vil give sin datter væk eller deltage i vielsen. Det skriver bl.a. The Guardian.
Ændringen i planen skyldes angiveligt en paparazzi-skandale, hvor Thomas Markle skulle have iscenesat billeder, der viser, at han bliver målt til et jakkesæt, træner med vægte i en park, læser en bog om britisk historie og kigger på artikler om det kommende bryllup på en internetcafe.
Ifølge TMZ sagde Meghan Markles far mandag, fem dage før brylluppet, at han ikke vil deltage, "fordi han ikke vil gøre den royale familie eller sin datter forlegen".
“Dette er et dybt personligt øjeblik for frk. Markle i dagene før hendes bryllup. Hun og prins Harry beder endnu engang om forståelse og respekt overfor hr. Markle i denne svære situation," lød det ifølge The Guardian i en udtalelse fra kongehuset tirsdag.
Senere er det dog kommet frem, at Thomas Markles udeblivelse nærmere skyldes, at han efter sigende er undergået en hjerteoperation, hvilket dog ikke er blevet officielt bekræftet af kongehuset.
Torsdag eftermiddag - efter forvirringen om Meghan Markles far er total - har den kommende brud valgt at udsende en pressemeddelelse, hvori hun bekræfter, at hendes far ikke vil være til stede, når hun giver Harry sit ja.
"Desværre vil min far ikke være til stede ved vores bryllup. Jeg har altid holdt af min far og håber, at han kan få den plads, han behøver, til at fokusere på sit helbred. Jeg vil gerne takke alle, som har skrevet støttende beskeder. I skal vide, at Harry og jeg ser meget frem til at dele vores specielle dag med jer på lørdag," lyder den fulde meddelelse.
Meghan Markle ses her med sin mor, Doria Ragland. Foto: Getty Images.
Flere medier spår nu, at det i stedet bliver Meghan Markles mor, Doria Ragland, som vil følge sin datter op ad kirkegulvet. Hun skulle angiveligt være landet i London, hvor hun skal møde sin datters svigerfamilie for første gang.
Doria Ragland bor til dagligt i Californien og arbejder som yoga-instruktør og socialrådgiver. Thomas Markle bor i Mexico.
De to blev skilt, da Meghan var blot seks år gammel.
Bryllupskagen bryder med traditionerne
Prins William og hertuginde Kates bryllupskage var ekstravangt, som kun de kongelige kan gøre det. Foto: Getty Images.
Bryllupskagen vil formentlig være en af de fineste kager, vi nogensinde har set. Men den vil også bryde med de traditionelle royale traditioner.
Således vil kagen være lavet af citron og hyldeblomst og skal smøres op med smørcreme, mens toppen dækkes med friske blomster. Kongehusets typiske bryllupskager er ellers tårnhøje frugtkager.
Det skriver Kensington Royal på Instagram.
Claire Ptak er konditoren bag Harry og Meghans bryllupskage. Foto: Getty Images.
Konditoren bag kreationen er Claire Ptak, som ejer Violet Bakery i London, og som Meghan Markle tidligere har interviewet til sin nu lukkede blog, The Tig.
Meghan Markle forventes at holde tale
Meghan Markle er selvudnævnt feminist og mener, at en mand og kvinde bør være ligeligt repræsenteret i et forhold. Foto: Getty Images.
Ligesom bryllupskagen bryder med traditionerne, har Meghan Markle efter sigende også andre, moderne planer i ærmet.
Det forventes nemlig, at hun holder en tale ved brylluppet, hvilket bryder med en årelang tradition i det engelske kongehus, hvor det ofte er brudens far, der holder tale.
Eftersom Thomas Markle ikke deltager i brylluppet - og derudover ifølge flere medier ikke er den store taler - bliver det formentlig Meghan, der griber muligheden for at takke prins Harry, Dronningen og alle de andre gæster.
Udskyder bryllupsrejse
Noget tyder på, at Harry og Meghan skal en tur på safari, når de rejser på bryllupsrejse. Foto: Getty Images.
Nok er et bryllup stort – men bryllupsrejsen må være prikken over i’et.
Ifølge rejsemediet Travel + Leisure har Harry og Meghan valgt Namibia som deres Honeymoon-destination, hvor der bliver rig mulighed for safari og overvældende natur. Noget, der imidlertid ikke er bekræftet fra kongehusets side.
Harry har før talt varmt om Afrika, hvilket han kalder stedet, ”hvor jeg føler mig mere som mig selv end noget andet sted i verden”.
Derudover har parret allerede skabt fælles historie i det sydvestlige Afrika. Tidligt i deres forhold inviterede prins Harry nemlig Meghan til Botswana, så de kunne lære hinanden at kende, uden snagende øjne. En tur, Harry senere har kaldt ”helt fantastisk” , og som har inspireret den store diamant i Meghans forlovelsesring, der netop er fra Botswana.
Hvornår bryllupsrejsen bliver, er dog endnu uvist. Noget tyder på, at det ikke bliver lige efter brylluppet, da Harry og Meghan har deres første officielle arrangement blot få dage efter vielsen.
Du kan betale med Meghan og Harry
Som det er traditionen i det engelske kongehus, har Harry og Meghan fået lavet en britisk mønt med deres ansigter på forud for vielsen den 19. maj.
Billederne er lavet af designer Jody Clark, og skulle du få lyst til at erhverve dig din egen mønt, kræver det blot, at du er stinkende rig.
Guldmønten koster nemlig intet mindre end 16.700 kroner, mens den billigste sølv-variant koster 700 kroner.
Selv er mønten ikke mere værd end 5 pund.
Kjolen, alle taler om
Meghan Markles kjole forventes at være mindre prængende end hertuginde Kates smukke brudekjole. Foto: Getty Images.
Meghan Markles brudekjole er formentlig den mest omtalte kjole i år.
Suits-skuespilleren er nemlig ikke bare kendt for sin smukke stil – hun er også særdeles velbevandret i modeverdenen og har vist et utalt af smukke kjoler frem på den røde løber.
Prinsessen to-be har før sværget til britiske designere som Erdem og Antonio Berardi, mens amerikanske mærker som Marchesa og Misha Nonoo også har været blandt hendes favoritter.
Sidstnævnte er desuden Meghans veninde, som også forventes at være gæst til brylluppet.
Kongehuset har endnu ikke meldt noget ud, men toneangivende modemagasiner som Vogue og Harper’s Baazar har travlt med at spekulere. Desværre må vi dog vente med at se, om de har ret, til den 19. maj.
Smukke blomster og flotte billeder
Blomsterarrangementerne til brylluppet vil sende tankerne til smukke landskaber. Desgineren hedder Philippa Craddock. Foto: Getty Images.
Blomsterdesigner Philippa Craddock bliver kvinden bag brylluppets blomstrende udsmykning. Hun står nemlig for at pynte kirken med flotte forårsfornemmelser den 19. maj.
Skulpturerne vil inkludere løv fra The Crown Estate og Windsor Great Park, ligesom der vil blive brugt sæsonbestemte planter, herunder græs af bøg, birk og hornbjælke samt hvide haveroser, pæoner og rævekløver.
Designet vil således afspejle et vildt og naturligt landskab, skriver kongefamilien på Instagram.
Manden bag kameraet hedder Alexi Lubomirski, og det er også ham, der har taget de flotte forlovelses-fotos af parret.
Meghan Markles søskende er ikke helt tilfredse
Meghan Markle er ikke helt på god fod med sine søskende, tyder spydige kommentarer på. Foto: Getty Images.
Smukke omgivelser og flotte billeder kan imidlertid ikke overskygge det faktum, at familie-drama kan ramme selv de royale.
Således forventes store dele af Meghan Markles familie ikke at være inviteret, når hun giver sit ja til sin prins. Herunder hendes to halvsøskende, Samantha Grant og Thomas Markle Jr., som hun ikke har talt med i årevis.
Og noget tyder da også på, at Meghan ikke er på bedste fod med sin fars side af familien.
Hendes halvbror, Thomas Markle Jr., skulle efter sigende have sendt et håndskrevet brev til prins Harry, hvori han fraråder prinsen at gifte sig med den amerikanske skuespiller og i øvrigt kalder hende ”slidt, overfladisk og indbildsk”.
Det skriver flere engelske medier, herunder tabloid-mediet In Touch Weekly, der hævder at have billeder af originalbrevet. Kongehuset har ikke selv kommenteret sagen.
- Som tiden skrider frem mod jeres royale bryllup, bliver det meget tydeligt, at dette er den største fejltagelse i kongelige brylluppers historie, skriver Thomas Markle Jr. angiveligt i brevet, inden han fortsætter:
- Meghan Markle er tydeligvis ikke den rette kvinde for dig.
Han afslutter brevet med at fortælle prinsen, at ”familien kommer først”, og at det hele selvfølgelig er Meghans beslutning, men at han blot vil kommentere sin side af sagen.
Og som om det ikke burde være nok, så stopper familiefejden ikke her.
Meghans halvsøster, Samantha Grant, har nemlig også et par ord at sige om den kvinde, hun deler far med. I pressen har hun skiftevis givet gode og – lad os være ærlige – mindre gode kommentarer om sin søster.
Derudover er hun efter sigende ved at skrive en bog, som hun skulle have givet den noget opsigtsvækkende arbejdstitel ”The Diary of Princess Pushy’s Sister”.
- Det er sandt, at jeg skriver en bog, og titlen er korrekt. Hvad der ikke er sandt er den utrolige sladder om, at det skulle være en eller anden ”tell-all”-bog, har hun fortalt til Good Morning Britain.
Samantha skulle senere have droppet titlen, da den angiveligt var for misinformerende.
Og ja, så melder rygterne også, at Meghan Markles eksmand, Trevor Engelson, skulle have skrevet under på et tv-show, som rammer temmelig tæt på privatlivet. Den handler nemlig om, når ens kæreste bliver gift med en prins.