Myndighederne har glemt to ting, mener Andrea: Nu har hun 9 prepping-råd, til når krisen rammer
Stop med at fare i supermarkedet efter radio og toiletpapir, mener forfatter Andrea Hejlskov. Hun har i stedet 9 alternative anbefalinger til, hvordan du skal forberede dig på en krise.
Prepping er ikke kun vand på flaske og dåsemad på lager.
Det mener forfatter Andrea Hejlskov, som ikke kan se fidusen i de nye anbefalinger fra myndighederne, der vil have alle danskere til at forberede sig på en krise ved at samle ind til tre dage uden mad og vand.
Andrea Hejlskov har tidligere boet i vildmarken med sin familie, hvor hun har gjort sig en række bitre erfaringer om at klare sig uden moderne bekvemmeligheder. Og det kræver to helt særlige ting, hvis det skal fungere, mener hun.
”Det psykologiske er efter min mening langt vigtigere end ting, når vi skal klare os i krisesituationer. Vi er også flokdyr, og problemløsningsevner er noget, som vi har udviklet i flok, så den darwinistiske ”survival of the fittest”-tilgang er bare ikke relevant længere. Mennesker, der samarbejder, klarer sig bedre,” siger Andrea og tilføjer, at det helt grundlæggende handler om at kunne tænke anderledes, hvis en krise skulle ramme.
”Jeg mener helt grundlæggende, at det ikke handler om praktiske ting, men om at ændre sin tankegang. Det er et paradigmeskifte, når verden ændrer sig, og derfor bliver vi nødt til at tale om det på en anden måde, end hvor mange dunke vand vi skal have på lager.”
Anbefalingerne fra Beredskabsstyrelsen og forsvarsminister Troels Lund Poulsen er med andre ord svære at overleve på alene, mener Andrea Hejlskov. Derfor giver hun dig her sine alternative prepping-råd, som kræver mere mental træning – og mindre tid i supermarkedet.
1. Husk, at Rom ikke gik under på en dag
”Ingen store forandringer i vores kollektive historie er sket på øjeblik. De sker drypvis, og at forbredde sig på én stor begivenhed er i mine øjne åndssvagt. Vi skal lære at kunne reagere, både hvis der mangler strøm, hvis vi bliver ramt af ekstrem tørke, eller hvis transportsystemet bryder sammen.
Jeg tror ikke på hele ideen om, at der kommer én stor begivenhed, som forandrer alting. Der kommer flere små ting hele tiden, og det er dét, vi skal forberede os på.”
2. Vær omstillingsparat
”Fordi vi ikke kan forberede os på, hvad der kommer til at ske, skal du lære at være omstillingsparat. Vi ved ikke, om det bliver en klimakrise, en istid eller en cyberkrig, der rammer, og hvis du lærer at kunne orientere dig i en ny virkelighed, tror jeg, at du vil have en meget større chance for et godt liv, end hvis du har nok vand på lager.
Det ligger i krisens natur, at vi ikke kan forudsige den, og derfor skal du være omstillingsparat og klar til mentalt at kunne favne en ny virkelighed.”
3. Byg tætte relationer
”Hvis krisen rammer, så er det de mennesker, som er i nærheden af dig lige nu, som du skal forholde dig til. Det er ikke din familie, som bor i den anden ende af landet, men dem i lokalområdet. Og når vi alle sidder i vores individuelle lejligheder med vores eget liv, kan det godt blive problematisk. For at dyrke relationer er også at dyrke resiliens. Begynd derfor med at se dine relationer efter i sømmene – er de stærke nok?”
4. Lær at tolerere ubehag
”Vores kultur bygger efter min mening på, at vi ikke må have det ubehageligt. Men hvis vores liv forandrer sig, så er det jo per definition fucking ubehageligt. Både fysisk og psykisk. Så hvis vores verden bryder sammen, skal vi være forberedt på at stå ansigt til ansigt med vores eget ubehag – og det kræver øvelse.
Studér derfor ubehaget og spørg dine venner, der har haft en nedtur, hvordan man klarer sig, når man er nede.”
5. Udnyt ressourcerne omkring dig
”I stedet for at forbruge og købe mere og mere, så synes jeg, at vi skal lære at se ressourcerne omkring os. At gøre, hvad vi kan, med det, vi har. Det nytter ikke noget at købe en kæmpe batteribank, for hvad hvis du mister den, eller den ikke virker i ekstrem kulde? Det slutter aldrig, hvis du skal købe dig ud af problemerne.
Se i stedet, hvad du kan få ud af de ressourcer, som vi i forvejen har. Det kan f.eks. være regnvandsopsamling eller en solcelle i stedet for 10 kæmpebatterier.”
6. Lær dit lokalområde at kende
”Orienter dig i verden i stedet for at orientere dig i en tjekliste eller på internettet. Hvor kan du komme under jorden? Hvor kan du finde vand? Hvor er der områder med mad? Hvilke mennesker bor i nærheden af dig, og hvor er der generelt ressourcer, du kan bruge? Overvej også, hvad du selv kan bidrage med.”
7. Køb enkelte basisting
”Du behøver ikke ret meget grej for at kunne opfylde menneskets fem basale behov: Mad, ild, vand, shelter og fællesskab. Køb derfor sparsomt, men smart. Det kan f.eks. være et life straw, der kan hjælpe dig med at få rent drikkevand fra dit nærområde, og en gasbrænder, ildstål, lighter, tændstikker eller stearinlys, som kan producere varme og lys. Det er selvfølgelig også rart med lidt ris, tørrede bønner og havregryn, men gå efter de madvarer, som vi ikke selv kan producere. F.eks. olie, krydderier og honning.”
8. Sørg for underholdning
”Find måder at være kreativ på, så du har noget at gå op i. Det kan være tuscher, spil, musikinstrumenter og papir til at skrive på. Det handler om at skabe overskud, og det får vi ikke, hvis vi bare skal overleve.
Bøger er også alfa og omega. De er megavigtige både til underholdning og til viden – for hvis internettet går ned, har du ingen idé om, hvordan du f.eks. samler mad i naturen.”
9. Lad være med at gå i panik
”Jeg vil skyde på, at 90 % af jordens befolkning kan finde ud af at leve i en krisesituation og med meget få ting omkring sig. Det er det, vi har gjort det i millioner af år. Træk derfor vejret og drop panikken.”