Andrea Elisabeth Rudolph: “På mange måder har jeg det bedre, end jeg har haft i mange år”

Der er dage, der bliver helt anderledes, end man havde regnet med.

Læs også

Fanny Bornedal lå på bagsædet af en bil og græd – og så gik noget særligt op for hende

“Husk badetøj – ellers tager vi den bare nøgne,” skriver Andrea Elisabeth Rudolph til mig i en besked, der tikker ind om morgenen. I min Jordbo-kalender står der efterår; høst, bevaring, vilje, forvandling og omsorg. Jeg kigger ud ad vinduet, hvor grå skyer stryger hen over himlen. Dagene er blevet kortere og skyggerne længere, men den tidligere tv- og radiovært og indehaver af pleje- og skønhedsbrandet Rudolph Care gider ikke sidde inde. Hun vil ud. Ud af byen og ud i naturen.

Vi mødes på parkeringspladsen ved Rudolph Cares domicil i Valby, hvor hun iklædt denimoveralls og en grøn- og blåternet skovmandsskjorte bundet om livet energisk stopper familiens elbil med termokander, tæpper, æbler fra haven og en kurv med en svampebog og en lille kniv. Det skaldede hoved, der for to år siden prydede Eurowomans forside, er for længst igen fyldt med viltre, bløde krøller, så lange, at de kan samles i en hestehale.

“Da jeg var syg, opdagede jeg, at naturen har en helende effekt på mig, og jeg besluttede, at ligegyldigt hvad der sker, vil jeg være mere i den natur, som jeg er en del af – som vi allesammen er en del af. Vi glemmer jo, at vi selv er natur, og hvor meget den kan fikse, hvis vi er i den og lader den virke,” siger Andrea Elisabeth Rudolph, der som hver niende danske kvinde, en søndag aften i januar 2021, opdagede en knude i sit bryst, som viste sig at være cancer. I dag er hun efter operation og et længerevarende kemoforløb et naturligt bryst fattigere, men kræftfri.

Hvordan det er at være på den anden side, skal vi tale om i dag, men først skal vi ud på en køretur.

“Er du klar?” siger hun og smiler tilfreds.

“Nu skal vi i hegnet.”

Det er nok de færreste succesfulde iværksættere, der begynder dagen med en naturoplevelse, men det gør Andrea. Hun er som regel på kontoret to gange om ugen, men møder først ind over middag. Formiddagene er hendes egne – til at træne, dyrke yoga eller køre en tur i skoven eller ud til vandet.

“Jeg har ikke den samme energi som tidligere, men jeg vælger også ikke at have den energi, for jeg har ikke lyst til at presse mig selv, som jeg gjorde før.”

For når hun først træder ind over dørtærsklen til Rudolph Care, bliver hun grebet. Ideerne ruller, mulighederne udfolder sig, og hun glemmer at gå hjem. Men det skal hun, for hun er stadig i en restitueringsproces.

Da hun blev syg, overlod hun driften af sin virksomhed til ledelsen og en bestyrelse, og i 2022 ansatte hun en administrerende direktør.

“Jeg har aldrig drømt om at være direktør. Der er alt for mange arbejdsopgaver i det job, som interesserer mig for lidt, men jeg kan godt lide at lede, få os alle sammen til at blive bedre og sætte et godt hold,” siger hun.

Læs også

Isabel Christensen om skarpt hjørne: Jeg har jo giftet mig med en mand, der er 18 år ældre

Hun er kreativ, idérig og en inspirator, der gerne visualiserer og går forrest, men hun skal ikke længere være den, der løber boldene i mål. Og at fjerne sig fra driften har gjort hende stolt af virksomheden på en måde, hun ikke har været tidligere, forklarer hun.

“Det år, jeg var syg, blev det bedste regnskabsår i virksomhedens historie, og værdien af min virksomhed er kun blevet højere af, at de har vist, at de kan klare sig uden mig.”

Næsten da. For det er fortsat hende, der sætter kursen.

“Jeg vil gerne inspirere andre til at være mere i naturen – lege mere, grine mere. Hvis man har en tæt relation til naturen, tror jeg, at man tager ansvar for den, og jeg er virkelig nysgerrig på, hvordan vi kan tage den bæredygtighedsdel, der altid har været en del af Rudolph Care, et skridt videre.”

Ligusterhæk-paradis

Det med at springe ud som naturentusiast er langt fra noget nyt, men i nogle år glemte hun, hvor glad hun er for den, fortæller hun, da vi kører på motorvejen op mod Tisvilde i Nordsjælland.

Som så mange andre unge flyttede hun til København i begyndelsen af sine tyvere. Hang ud med venner på Vesterbros caféer, var dansegulvets dronning til fester og en af de få udvalgte, der blev en del af DR’s talenthold.

“Jeg var ansat på ungdomsredaktionen på sådan en kartoffeltrykskontrakt, hvor jeg bare skulle være glad for at være der.”

Men hun knoklede, beviste sit værd og blev ansat på en rigtig kontrakt, der gav råderum til andet end huslejen.

“Jeg tænkte, at jeg hellere måtte bruge pengene fornuftigt og købte et lille, grimt sommerhus. Det var det eneste, som ikke blev solgt i påsken 2003, og jeg har haft det siden da. Selv om det bare er en firkantet grund omringet af ligusterhæk, opdagede jeg, at jeg glemte alt andet, når jeg trådte ind på matriklen og var omringet af grønt.”

Hun fik en kæreste og sit første barn, datteren Isolde, der i dag er 17 år.

“Kort efter startede jeg min virksomhed, og livet blev ret alvorligt på en eller anden måde,” siger Andrea Elisabeth Rudolph, der fik ideen til et bæredygtigt skønhedsbrand, da hun som højgravid i 2006 deltog i en Greenpeace-test, der viste, at hendes krop var fyldt med kemikalierester og hormonforstyrrende stoffer – bl.a. fra de skønheds- og plejeprodukter, hun smurte sig med.

“At få Rudolph Care op at køre krævede alle mine kræfter, min fulde opmærksomhed og virkelig mange timers arbejde. Og jeg kom væk fra naturen.”

Men glæden er genfundet.

Det er naturen, hun er formet af, ude i den, hun er vokset op. Når hun og broderen kom hjem fra skole, var det første de gjorde at klæde om og hoppe i en kedeldragt eller tyk trøje. Og så ud i skoven med alle dens hemmelige lommer, indtil maverne begyndte at knurre, og de løb hjem. Møgbeskidte, trætte og med røde kinder efter en dag på egen hånd, hvor de legede, byggede huler og tømmerflåder og fandt dyreskeletter.

“En af mine veninder og jeg kogte et katteskellet ovre ved laden, og syntes, vi havde sådan en sej klub,” fortæller Andrea og blinker fra og ind på en parkeringsplads mellem Tibirke og Asserbo med gangstier ind i Tisvilde Hegn.

“Når jeg har været her sammen med drengene, kan vi godt lide at gå ind her,” siger hun med henvisning til de to yngste sønner, Alfred og Arthur på otte og seks år, som hun har sammen med tidligere håndboldspiller og håndboldekspert Claus Møller Jakobsen.

Læs også

Katrine Lilleør har lært sine børn særlig morale – og opfordrer dig til at følge den samme

Hun stopper op, da vi når frem til en lille lysning, omringet af høje fyrre- og grantræer, med et udstrakt grønt mostæppe under os. Ikke en lyd høres andet end løv, som rasler i vinden, og fugle, der kvidrer.

“Velkommen til mit nye kontor,” siger hun og breder et tæppe og isolerende underlag ud på jorden.

“Nogle vil måske ikke synes, at det er den optimale dag at være herude på, fordi det har regnet lidt, men for mig betyder det ikke noget. Vil du have kaffe?” spørger hun.

“Ja, tak,” siger jeg og ser på, mens hun koncentreret hiver udstyr op af rygsækken. Et campingblus, en Madam Blå-lignende kaffekande, et stoffilter, kopper og en lille glasflaske med mælk.

Hvad er det, der er særligt ved det her sted?

“Det er helt ærligt det sted, jeg har det allerbedst. Jeg elsker det her Ronja Røverdatter-agtige landskab. Det beroliger mit nervesystem, gør mig glad og nærværende. Det aktiverer alle mine sanser. Jeg nyder at røre ved træerne, ved jorden. Det er godt for mit øje, at der er perspektiv.”

Hun trækker vejret dybt ind og kører hænderne rundt i mospuderne. Der dufter af efterår. Af forfald, af råd.

“Jeg registrerer og mærker på en helt anden måde herude, og jeg kan sidde længe og kigge på en lille bille, der kribler rundt. Jeg synes, det er sådan et mikroeventyr at være her.”

Velkommen på kontoret

Da hun var syg og i kemobehandling og havde det virkelig skidt, blev det pludselig nemt at mærke, at det var i naturen, hun fik det bedre.

“Jeg var selvfølgelig megasyg af kræft, men det jeg mærkede, var behandlingen. Jeg reagerede voldsomt på kemokuren og kastede enormt meget op i døgnet efter, jeg havde fået den.”

Uanset hvor skidt hun havde det, sørgede hun for at komme ud og gik en masse ture med hunden Charlie. Men hun havde svært ved at huske, hvad hun skulle have med; nøgler, snor, hundeposer?

“Kognitivt blev jeg mere og mere lammet for hver behandling. Jeg ville slet ikke være i stand til at pakke den taske, jeg har gjort til i dag for eksempel,” siger hun.

“At have det så ekstremt dårligt gjorde det nemt at mærke, hvad der var godt, og hvad der var skidt for mig. Og det har jeg forsøgt at holde fast i. For i virkeligheden er det jo det samme, der gavner og skader, når jeg er rask. Det er bare sværere at mærke det, når hverdagen kører derudad.”

Hvad er det så, der er dårligt for dig?

“Det er dårligt for mig at have travlt over længere perioder. Uro og for meget larm er dårligt for mig.”

Men det er svært at undgå larm, når man bor i byen, og i det kvarter, hvor hun bor med sin familie, bliver der bygget en del, så der er konstante lyde af hamren, banken, boren, store maskiner og motorsave.

“Der er virkelig mange, som fælder træer,” siger Andrea Elisabeth Rudolph, der bliver oprigtigt ked af det, når store smukke, gamle træer fældes for at forlænge stuer med flisebelagte terrasser.

“Vi har brug for flere, ikke færre, træer. Mange fatter ikke, at den virkelige værdi ved at bo der, er de gamle, høje træer, som har stået der i hundredvis af år og huser egern og fugle,” siger Andrea og kigger op i birke- og løvtræernes kroner, hvor gule blade titter frem mellem de grønne.

Læs også

Glad for livet efter Christiansborg: "Jeg kan bedre lide den her version af mig selv"

På det lille campingblus, som hun har fået gang i med en god portion stædighed, begynder vandet at koge. Store spindelvæv glitrer i sollyset, der trænger ned mellem træerne, og kviste knækker tørt under vores bevægelser.

Der er ret skønt på hendes nye kontor.

“På mange måder har jeg det bedre, end jeg har haft i mange år,” siger hun.

“Jeg har arbejdet vildt meget med mig selv og mit ego og står ved mig selv på en helt anden måde. Jeg er blevet mere nærværende, ydmyg og taknemmelig,” siger hun.

Ikke at hun ikke var det før, men når døden pludselig ikke er en abstrakt størrelse mange år ude i fremtiden, dannes et mønster af liv, der ikke blev, som man havde forestillet sig.

“Jeg nyder virkelig hver eneste dag og er blevet bevidst om, hvor kort livet pludselig kan blive.”

Da sygdommen for alvor manifesterede sig, kunne hun umuligt være den, der havde teten – hverken hjemme i familien eller i hendes virksomhed.

“Jeg måtte overgive mig til Claus, og det er godt, når jeg gør det. Han besidder en ro og har brede skuldre i mere end en forstand.”

Det gjaldt hendes liv og hendes børn, så på den måde var det ikke spor svært.

“Rollerne blev byttet om, og det var rigtig godt og sundt.”

Og der lå eller sad hun så – måske for første gang i sit liv – og havde hverken travlt med firma eller familielogistik. Hun havde ingenting, hun skulle drive og ingen planer.

“Jeg skulle bare igennem det lort og blive rask.”

Hun gik til en læge og spurgte, hvilke vitaminer, hun skulle spise, så hun kunne gøre sin krop stærk? Lægen svarede: “Kemo er en forgiftning, så lige nu skal du bare overgive dig, lade den flyde igennem din krop og udrydde kræften. Du skal ikke sende soldaterne afsted nu, så begynder de at kæmpe mod kemoen.”

Det gav totalt god mening for hende, men hun havde brug for at føle, at hun gjorde alt, hvad hun kunne.

“Der er sindssygt meget i sådan et kræftforløb, som er ude af ens hænder – stort set det hele – så man må prøve at finde sin egen vej igennem det og gøre det, som man selv synes, giver mening. Jeg havde brug for at handle.”

Hun tog cannabisolie for at dæmpe kvalme, lindre smerter og bevare appetitten. Hun mediterede og overgav sig til den kemo, der bare skulle strømme igennem hende.

“Jeg visualiserede, hvordan det virkede, og hvordan min kræft forsvandt.”

Ofte opdaterede hun med videoer på Instagram og fortalte ærligt og sårbart sine omkring 162.000 følgere, når det nagede, smertede eller glædede. Når hun fik gode eller dårlige svar i scanninger eller på blodprøver, da hun skulle sige farvel til sit ene bryst og endelig, da hun i slutningen af september 2021 delte nyheden om, at hun efter 16 kemobehandlinger var kræftfri.

Hun kigger til campingblusset og hiver to poser frem fra rygsækken.

“Det er Nak & Æd-mad. Det er Nikolaj Kirk, som har lavet det,” siger hun begejstret og læser op fra deklarationen bag på.

“Øko-kylling med cremet byg, tørrede ærter og svampe…” Hun klasker en myg, der har sat sig godt til rette.

“Det er godt nok nogle ordentlige myg! Det siger vi ikke til Claus, så får jeg ham aldrig med herud.”

Er han ikke lige så meget til outdoor-liv som dig?

“Nej, han er en total indekat. Han har købt en motorcykel, og da jeg beskyldte ham for at have en midtlivskrise, sagde han: “Okay, og hvad så med, at du ønsker dig en hængekøje og en økse, er det ikke også en slags midlife crisis?”, siger hun og griner.

“Vi er faktisk gode til at lade hinanden gøre ting hver for sig, men når man har børn, bliver man meget hurtigt et praktisk makkerpar. Og jeg insisterer så meget på at være kærester.”

Styrken i deres forhold ligger i, at der er et godt fundament og en ramme. Sammen og hver for sig har de fem børn, og det forpligter.

“Aftalen er uopsigelig. Man kan ikke bare sige: “Nå, men så gider jeg ikke længere,” når det er svært, Livet slår kolbøtter, og vi bliver alle ramt af kriser på et eller andet tidspunkt. Nogle går man igennem alene, andre går man igennem sammen.”

Læs også

Som 11-årig begyndte Bathsheba at skrive sange: ”De fungerede som outlet for alt det, der skete derhjemme”

Det lyder så let, men hvordan gør man det?

“Vi har været dødgode til at løfte og holde hinanden. Vi har på en eller anden måde evnet at supplere hinanden, så når den ene har været nede, har den anden været oppe. Men selvfølgelig har vi nogle gange ramt en dal samtidig, og det er hårdt. Så er der ingen, som har overskud.”

Du sagde før, at I byttede roller, da du var syg. Føler du, at I har fået rusket op i jeres gamle roller?

“Ja, men vi er også faldet lidt tilbage. En del af os søger tilbage til det, der var. Det var trygt. Men det kan vi ikke, for der er ikke noget, der er, som det var. Så det er det der med at acceptere, at der er sket en forandring, uden at vi taler om kræft hver dag, og det bliver en identitet, for det er det ikke, og det skal det ikke være.”

De har begge været igennem en traumatisk oplevelse – sammen og hver for sig, forklarer hun. Der er en masse sorg forbundet med den tid, hvor hun var syg.

“Nogle gange har man brug for at tale om det, og andre gange har man ikke. Det er ikke altid, at vi rammer det tidspunkt samtidig. Vi kan begge godt have brug for at kigge den anden vej. Det bliver for tungt, og vi orker det ikke mere. Sygdom er jo råddent.”

Men Andrea Elisabeth Rudolph er ikke og har aldrig været typen, der går igennem livet med lukkede øjne. Hun vil registrere forandringerne. Gå ind i dem. Holde dem ud i strakt arm og undersøge, hvad de betyder.

“If you don’t deal with your shit, your shit deals with you. Jeg har valgt at face det.”

Hvis det ikke havde været kræften, havde det måske været en anden eksistentiel krise, der forandrede dig?

“Nej, det kan jeg godt sige dig, 100 procent. Jeg er alt for stædig. Jeg skulle åbenbart helt ud til kanten og hænge og dingle lidt.”

Omsorg og selvomsorg

En af gaverne ved at intet er som før, er, at hun har lært at drage omsorg. Ikke kun for andre, for det har hun altid været god til, men også for sig selv. Hun går til verden med en større følsomhed, er blevet blidere ved sig selv og er stoppet med at presse sig selv til kanten.

“Man kan ikke gøre for, at man bliver syg, men min første indskydelse var at føle skyld. Der måtte være noget, jeg havde gjort forkert. Jeg havde lavet en fejl.”

Et billede, hun ofte fik genspejlet, når hun mødte folk, der sagde, at når hun kunne blive syg, kunne alle blive syge.

“Min store udfordring har altid været, at mit hoved taler højere end min krop. Jeg har en stærk vilje og et stort drive, og jeg kan presse mig selv rigtig langt. Så langt, at det bliver usundt.Jeg har krævet, at min krop kunne mere end de flestes, at den uanset hvad stod op, og at den ikke behøvede særlig meget søvn. Jeg har altid syntes, at det var røvsygt at sove, og det synes jeg faktisk stadig, men nu ved jeg, at det er så godt for mig at give min krop en pause,” siger hun.

Læs også

Lærke Kløvedal: ”Mit eget stille oprør er, at jeg lever i en kernefamilie”

Og den eneste måde hun kan øve sig i det, er ved at tænke, at hun skal passe på sig selv, som var hun sin egen datter. Hvad ville hun sige til Isolde?

“Det er nyt for mig og meget emotionelt,” siger hun.

“Tænk, at jeg aldrig nogensinde har givet lille Andrea en pause. Tænk, at jeg har været så hård ved hende. At jeg ikke har været mere kærlig over for hende. Strøget hende over håret og sagt: “Ved du hvad, lille skat, nu skal du bare lægge dig ned og slappe af. Du skal have hvile, nærende mad og koble fuldstændig fra.” Det siger jeg jo hele tiden til mine børn, hvis de er syge eller har det dårligt, men jeg har aldrig kunnet sige det til mig selv.”

Vores Trail food-måltid er for længst spist op, men inden vi pakker sammen, taler vi om hendes drømme for fremtiden.

“Jeg har overvejet, om jeg skulle tage jagttegn for at komme mere ud i naturen,” siger hun.

“Men jeg behøver ikke at skyde noget, så måske en pigespejdertrup er bedre.”

Hun vil gerne have flere venner, der vil med hende ud i naturen. Ikke at hun vil af med de gamle, men hun vil gerne lære af nogle, der er mere erfarne ud i outdoor-livet end hende. Og så vil hun gerne plante flere træer og investere i vores drikkevand.

“Vi har ødelagt drikkevandet, og inden for en overskuelig fremtid bliver dét det mest kostbare,” siger hun og fortæller om en udsendelse, hun for nylig har hørt på P1, som handlede om, at vi er bagud med opsætningen af vindmølle- og solcelleparker i Danmark. Ingen vil se på dem.

“Hvis vi lukker øjnene og forestiller os det idylliske Danmark, ser vi gyldne, bølgende kornmarker, naturhegn og en bondegård med et dannebrogsflag, der flagrer i vinden. Vores landskabsopfattelse hænger fast i de gamle guldaldermalerier, i landbrugs-Danmark. Men landbruget er ikke naturligt, det er tungt klimabelastende og det værste svineri, der ødelægger vores grundvand. Og det må jeg godt sige, for jeg kommer selv ud af det.”

“I programmet fortalte de, hvordan der i nogle områder, hvor der bliver opsat solceller og plantes natur, opstår en helt sindssyg biodiversitet. Dyrearter, som ikke har været der længe, dukker op samtidig med, at der skabes energi. Det skal vi have mere af, og det vil jeg gerne være med til,” siger hun.

“Jeg drømmer om at købe noget land, plante træer og få gang i noget biodiversitet. Jeg har lyst til at være med til at skabe den forandring – for de næste generationers og for min egen skyld,” siger hun.

“Det er meningsfyldt.”