Andrea fra Den store bagedyst: “Jeg gik ikke ind i det for at blive kendt”

Flere tusinde håbefulde amatørbagere ansøgte på nettet om at være med i Den Store Bagedyst sidste år. En af dem var 51-årige Andrea Søllested, og allerede dagen efter fik hun en mail om, at man gerne ville se hende til casting sammen med 299 andre. På det tidspunkt drømte hun ikke om, at hun skulle komme gennem det nåleøje – og da slet ikke om, at hun skulle ende med at tage sejren helt hjem.

– Jeg sad til et møde, da de ringede, at jeg var kommet med i bagedysten. Jeg blev selvfølgelig vildt glad, men jeg måtte ikke sige det til nogen, før alle deltagerne blev meldt ud fra DR, husker Andrea, som til dagligt er selvstændig teaterkostumedesigner og illustrator og bor med sin mand i et hus i Næstved, hvor de to ældste døtre er flyttet hjemmefra, men sønnen Asbjørn stadig bor.

– Det er ret vildt, at jeg overhovedet kom med, for jeg havde aldrig bagt ret meget andet end frugtærter og julekager. Og når det kiksede, så var det jo bare til familien, som hun siger.

Træning om natten

Selv om Andrea var jublende lykkelig over at skulle være med i tv-bagekonkurrencen, meldte der sig også hurtigt nogle bekymringer. Især fordi hun i modsætning til mange af de garvede og rutinerede amatørkonditorer i feltet, som nævnt i virkeligheden aldrig havde bagt ret meget i sit liv.

Så selvom op imod en million danskere kunne sidde foran skærmen og se, Andrea gang på gang trylle med ingredienserne i bageteltet på Clausholm Slot og fremvise værker som "hawaiikagen" og "påfuglen", følte hun på ingen måde, at hun kunne gå på vandet, og hun oplevede hele tiden hård konkurrence fra de andre deltagere.

– Jeg havde aldrig prøvet glace, jeg havde aldrig prøvet at lave butterdej i 144 lag, og jeg havde aldrig prøvet chokoladetemperering. Jeg lavede mit livs første fyldte chokolader klokken to om natten inden, jeg skulle lave dem i teltet. Næste dag på vej til Clausholm udtænkte jeg nogle nye, fordi jeg syntes, de første smagte af sæbe, siger Andrea med et grin.

Hendes drøm var faktisk ikke at vinde konkurrencen, men hun ville gerne nå finalen – mest af alt for at få alle programmerne med.

– Jeg ville også hygge mig med det. Jeg ville ikke sidde og rive mig i håret, hvis jeg ikke klarede den, men når jeg tænkte på, hvor mange der gerne ville have min plads, så tænkte jeg på, at jeg ikke måtte sjuske. Derfor gjorde jeg mit ypperste hver gang.

"Hej Michael?"

Faktisk har Andrea ingen uddannelse som hverken designer, illustrator eller konditor. Men hun har evnen til at skabe, kreere og gøre smukt.

– Min mor havde en gammel Singer-symaskine, som skulle have en klat olie og en skruetrækker i ny og næ. Ved siden af stod en stor kurv med stofrester, og dem måtte jeg klippe og sy i som barn, husker hun.

– I det øjeblik jeg var kreativ, var jeg glad. I det øjeblik slapper jeg af. Om det så er et julekort, en renæssancedragt til Nationalmuseet eller kager, jeg laver, er ikke så afgørende.

Det kunne Andrea også tydeligt mærke, når kameraerne var tændte, og pulsen var høj i bageteltet.

– Der var en dag, hvor jeg skulle udenfor og lave et interview, da jeg så fotografen, sagde jeg "Hej Michael, er du også her i dag?" Så kiggede han på mig og sagde: "Jeg har stået og filmet dig på 10 centimeters afstand de seneste 40 minutter". Jeg troede, han tog pis på mig, men jeg løftede ikke blikket, når jeg bagte.

– Jeg er nok en ret atypisk kvinde, for jeg kan ikke multitaske. Jeg koncentrerer mig om en ting ad gangen, og så går jeg ind i en boble.

Derfor havde Andrea heller ikke set ret meget af, hvad der ellers foregik i teltet, når hun bagte. Og da slet ikke til finalen, hvor alle sekunder skulle udnyttes.

– Jeg havde ikke set, hvor presset Jesper var i finalen, men jeg har set programmet siden, og jeg sad med svedige håndflader og heppede højt på de andre. Det var faktisk hårdt at se finalen, indrømmer hun.

En kage skal ende i maven

Siden Andrea vandt bagedysten i slutningen af sidste år, har blade og aviser udråbt hende som bagedronning, men at blive kendt var heller ikke en del af hendes motivation, da hun sendte sin ansøgning til programmet.

– Nej, jeg gik ikke ind i det for at blive kendt. Jeg ville bare være med i processen, det er jo den, der er sjov. Jeg har det også sådan, at når jeg er færdig med et projekt , er min interesse væk. Jeg mener ikke, man ødelægger en flot kage ved at spise den. Tværtimod er det et godt punktum for en arbejdsproces, når en kage ligger godt i maven.

I mindst et tilfælde har Andrea dog oplevet en stor fordel af at være kendt fra tv-programmet.

– En dag jeg gik op mod skoven med min hund, havde jeg helt glemt en hundepose, og så lagde Sally selvfølgelig en ordentlig landmine midt på fortovet, griner Andrea og kigger kærligt på sin golden retriever-hvalp. – Jeg gik hen til nærmeste havelåge og spurgte, om jeg måtte låne en plastikpose til det. Da kvinden så, det var mig, sagde hun: "Er det ikke dig fra bagedysten? Det skal vi da nok ordne for dig", griner Andrea.

I dag hvor støvet har lagt sig, er hun lidt i tvivl om, hvad hun skal bruge sejren til, selv om hun jævnligt kigger over på trofæet, som står i stuen.

– Jeg vil gerne arbejde med kagekunst, men det bliver hverken et konditori eller en bagebog, du ser fra mig. Det er ikke det at udtænke opskrifter, der interesserer mig. Jeg er jo ikke typen, der eksperimenterer med karry, myseost og røget sild. Det er designet, der interesser mig. I bagedysten har vi fire timer til at lave et mesterværk. Tænk hvad jeg kunne nå på en uge? Jeg kunne godt tænke mig at lave en kageinstallation af spiselig kunst som for eksempel Svanesøen i kage? Eller Commedia dell'Arte? Eller et koralrev, siger Andrea og drømmer om alle de kager, hun ikke har bagt endnu, men måske skal i gang med.