5 hjerter til ’De lydløse’: ”Man sidder på kanten af sædet og holder vejret”

Et vellykket heist eller kup er altid en nøje afstemt cocktail af et udsøgt miks af muligheder, mennesker og mod, men også altid en understrøm af risici, skjulte dagsordener og straf. 

Delene bindes sammen af held og timing. Den mest udførlige og gennemtænkte plan kan vælte. Og selv hvis alt spiller, kan det så blive en god film? Her er svaret ja. 

Læs også

5 hjerter til ’The Substance’: ”Demi Moore leverer en fuldstændig forrygende uforfærdet præstation”

Kasper (en fremragende Gustav Giese), en lovende bokser, der aldrig kom til tops, kommer i kontakt med Slimane (fransk-algierske Reda Kateb), og sammen planlægger de danmarkshistoriens største kup. 

Gustav Giese spiller atter en gut, der er vokset op ”i blokkene” (som i den glimrende og hårde serie 'Huset', hvor instruktør Frederik Louis Hviid også var indover). Fjæset er hærdet og sultent, kroppen en maskine. Men øjenene viser konstant tandhjul i spil, planer, udregninger, hvis-nu-scenarier. Ikke en hærdet forbryder, men en mand, der er blevet gjort hård, og som hærder sig selv. Ambitionerne er store og med muskelkraft bag. 

Det samme kan siges om filmen, der drevent ruller sin fortælling frem. Men mylderet af skæbner om Kasper får for lidt plads. At hyre et navn som Kateb er et kup i sig selv og at sætte eminente Amanda Collin til at spille ærgerrig sikkerhedsvagt, samt Camilla Lau som Kaspers ”babymama” og så ikke bruge dem mere, er nærmest kriminelt.

 Kuppet og Kasper selv opvejer det. Selve røveriet har en enorm rolig og lang optakt og varer uendeligt, føles det, mens man sidder på kanten af sædet og holder vejret. Røveriet er langt fra lydløst, elegant eller højteknologisk, men hårdt arbejde. 

Scenerne med bokseren, der hyper sig selv inden kampen eller lander i virkeligheden bagefter, er smukke og sigende (tak til fotograf Adam Wallensten). Må både Hviid og Giese slippe forstadsbetonhelvedet og komme helt ud i naturen næste gang.

'De lydløse' kan ses i biografen