Ann Hjort om at blive skilt: ”I dag har Finn og jeg det godt sammen”

0-10 år (1956-1966): En melankolsk undertone

"Jeg er født i Hvidovre, og min far var sønderjyde og min mor fra Saxogade, så de var nærmest yin og yang. Jeg blev født på min søsters 11-års fødselsdag, hvor hun råbte: ”Jeg har fået en lillesøster i fødselsdagsgave” ud ad vinduet.

Min far ville egentligt ikke have børn, men da han mødte min mor, som i forvejen havde min søster, blev de meget forelskede, og jeg blev min fars store kærlighed. Min søster var som en ekstra mor for mig, og jeg tror også, hun legede med mig som en dukke indimellem.

Læs også

Nillou Zoey Johannsen: At være voksen handler for mig om én eneste ting

Min far havde en boghandel, og min mor havde en papirvareforretning, og i min tidlige barndom gik jeg ud og ind af min mors butik. En dag spurgte hun mig, om jeg ville i børnehave, hvor man skulle lege med de andre børn og sove til middag i en køjeseng, men det sagde jeg nej til.

I stedet kom jeg til at gå til dans – indtil en dreng hev mig i fletningerne, så ville jeg ikke gå der mere. Jeg begyndte til ballet og akrobatik, og med tiden lærte jeg at hvæse ad drengene, hvis de hev mig i fletningerne. Men på danseskolen blev grundstenen lagt til alt det, jeg siden har beskæftiget mig med.

Der hvilede en melankoli over min mor, som jeg først så som voksen. Jeg kunne se, at noget af det skyldtes, at hendes mor havde forladt sin mand og fire børn inden krigen. Jeg tror, det var derfor, hun havde en side, som var trist og stille. Da jeg var fem år, mistede hun to små drenge, som blev taget ved kejsersnit, men døde to dage gamle.

Jeg kan ikke huske, at min mor var gravid, men jeg kan huske billedet af min far, som går ned gennem kirken med en lille hvid kiste hvilende i hver hånd. Dengang i 1950’erne talte man ikke højt om sin sorg, og jeg har siden tænkt over, om det var det, jeg rendte fra, når jeg dansede, turnerede med forestillinger i Jylland og søgte hen, hvor der var fest og bevægelse.

Kan man arve sorg og melankoli? Det ved jeg ikke, men siden jeg var teenager, har jeg vidst, at jeg nægtede at falde i den gryde. Jeg følte mig dog som et lykkeligt og privilegeret barn, og jeg syntes, det var så synd for alle de børn, som ikke boede i mit hus, med min familie og gik på min danseskole. Det har faktisk forfulgt mig hele livet, at jeg altid har følt, at jeg var det allerbedste sted."

10-20 år (1966-1976): Jazzballet og Puch Maxi

"Balletten blev til jazzballet med bukser og bindebluser, og jeg blev også assistent på danseskolen for de mindre børn. Derhjemme var mine forældre tvangsindlagt til at se mig optræde med hat og stok, for jeg havde så meget, jeg gerne ville af med.

Min mor havde operaer på LP, og dem dansede jeg til. Jeg drømte om noget, som jeg ikke vidste, hvad var, men jeg regnede nok mest med, at jeg skulle være danselærerinde med mit eget danseinstitut. Det var midt i 1960’ernes kvindeoprør, men det forstod jeg ikke helt, for jeg kom fra et hjem, hvor min far også kunne støvsuge, sylte og lave mad, og min mor også gik på arbejde.

For mig var ligeværd mellem kønnene naturligt, og derfor var det underligt at kigge ud i verden, hvor kvinderne kæmpede. Det har nok også betydet, at jeg i mit voksne liv aldrig har accepteret en skarp opdeling mellem kønnene derhjemme, og jeg har altid fundet mænd, der kunne bære det.

Læs også

Caspar Phillipson: "At være i nuet synes jeg nogle gange bliver misforstået"

I mine teenageår var der mange danseturneringer i hele landet med dertilhørende drengebesøg på værelserne og ”den som flaskehalsen peger på.” Hjemme i Hvidovre kørte jeg rundt på en grøn Puch Maxi. Den var dog ikke boret. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle efter realen, for skolen havde aldrig rigtig interesseret mig, så jeg uddannede mig til gymnastiklærerinde.

Da jeg var 18, læste jeg i avisen, at de søgte dansepiger til Cirkusrevyen. Jeg gik til audition, men fik at vide, at jeg var for lav. Jeg søgte igen året efter, for det kunne jo være, jeg var blevet højere, ha-ha. Så fik jeg lov at komme med, men jeg skulle stå ude i siden, så de høje piger kunne stå inde i midten."

20-30 år (1976-1986): En mand i mit liv

"Jeg arbejdede ved siden af dansen som garderobepige på restauranten Skt. Gertuds Kloster. En aften kom en smuk ung tjener ned i garderoben og spurgte, om jeg ikke ville have noget at drikke, når jeg bare sad der. Han hed Ole Hjort. Vi blev gift, da jeg var 21, og jeg var overbevist om, at han var manden i mit liv.

Jeg dansede hos Britt Bendixen, og en dag ringede hun og bad mig om at tage hendes undervisning på Statens Teaterskole, fordi hun var blevet syg. Jeg mødte op i en lille dragt med min pladespiller, og der stod folk som Henrik Koefoed, Rikke Wølck og Søren Østergaard.

Efter ti minutter kunne jeg mærke, at her var alt det, jeg drømte om. Nogen tid efter var der en amerikansk koreograf, der spurgte Britt Bendixen efter ”little dark Anna”. Det var mig, hun mente. Hun kom og så mig synge og danse og til sidst sagde hun: ”Du har fået jobbet”. Jeg anede ikke, hvad det var for et job, men det var West Side Story på Aarhus Teater. Jeg gik hjem til Ole og sagde: ”Jeg har fået drømmejobbet”.

Senere kom jeg ind på teaterskolen i Aarhus, men det betød også, at Ole og jeg levede hver vores liv, og med tiden førte det til, at vi blev skilt. Jeg var pludselig et helt andet sted i livet, for på skolen arbejdede jeg med mig selv, min opvækst og den melankoli, der havde været i mit barndomshjem."

30-40 år (1986-1996): Den største lykke

"Da jeg var 30 år, var jeg arbejdsløs, min far var lige død, Søren Østergaard og jeg var gået fra hinanden, og jeg besluttede mig for at blive undersøgt for, hvorfor jeg ikke havde fået børn i de to lange forhold, jeg havde været i. Det viste sig, at mine æggeledere var vokset sammen.

Jeg blev anbefalet at prøve at adoptere i stedet for at få børn selv, og der var jeg virkelig nede og bide i gulvtæppet. Jeg havde ikke nogen mand, og det var meget sorgfuldt for mig at erkende, at jeg ikke kunne få børn.

Læs også

Moniques underviser bad alle om at ringe til deres ekskærester – det blev en øjenåbner

Da jeg var 32, var jeg med i Nissebanden i Grønland og mødte Finn Nielsen. Vi forelskede os deroppe på indlandsisen. Da vi kom hjem fra Grønland, sagde jeg til ham, at jeg ikke kunne få børn. Finn drømte ikke om at få børn, men han tog hele pakken, da han fandt mig.

Jeg blev opereret to gange, men jeg blev stadig ikke gravid. Jeg var igennem 120 hormonbehandlinger og kæmpede stædigt for at få et barn. Jeg var sikker på, at jeg måtte have slået et barn ihjel i et tidligere liv, siden jeg skulle straffes så hårdt i dette. Jeg prøvede pendulering, og jeg visualiserede mine lår som hormonsiloer og min livmoder som et stykke fluepapir.

Så købte vi tre reagensglasforsøg på et privathospital i dyre domme, men intet lykkedes. Derefter stod vi i kø to år til det offentlige system, og i andet forsøg kom Anton – den gæve gut. Faktisk var jeg oprindeligt gravid med tvillinger, men det ene foster gik til grunde.

Da forstod jeg min mors sorg, den sorg man ikke kan gøre noget ved. Men i modsætning til hende, talte jeg om det. Den graviditet er det største og det bedste, der nogensinde er sket for mig. Min største lykke er, at jeg fik lige præcis Anton, og min største sorg er, at der ikke kom flere."

40-50 år (1996-2006): ”Vær glad for det, du har”

"Jeg kom med i flere revyer, og det har jeg haft meget glæde af. Jeg gik også til psykolog i de år, fordi jeg var så ked af, at jeg ikke havde fået flere børn. Men en dag sagde min psykolog: ”Nu stopper du. Se på din søn. Han er glad, og du må ikke overføre din egen sorg til ham. Lad være med at gøre ham til et sorgfuldt enebarn. Vær i stedet glad for det, du har”.

Det var vise ord, som jeg har brugt siden. Hver gang en stor hovedrolle i en tv-serie eller rollen som Medea på Det Kongelige Teater er gået mig forbi, har jeg været glad for de roller, jeg har. Jeg fik også job med at lave tegnefilm og læse lydbøger ind, og det er det helt rigtige for mig. Igen: Jeg er det helt rigtige sted. Men hvis jeg skal være ærlig, kan jeg da godt ærgre mig over, at det ikke blev til de helt store roller."

50-60 år (2006-2016): Madklub med Finn

"Finn og jeg flyttede fra hinanden, og kort efter var jeg i et nyt forhold. Men efter nogle år blev jeg single igen, og det var sundt for mig, for jeg havde ikke været uden en kæreste, siden jeg var helt ung. Det var godt at opdage Ann alene og tænke: ”Hvad vil jeg gerne foretage mig helt for min egen skyld?”

I starten af vores skilsmisse var Finns og min relation svær, men i dag er vi rigtig gode venner, og vi har blandt andet en madklub sammen med nogle gamle kolleger. Den hedder KIPO, og det betyder ”Kommer I på onsdag”.

Vi mødes den første onsdag i hver måned til en gang hurtig hverdagsmad, hvor nogle måske står op og spiser, fordi der ikke er stole nok, og nogle skal videre på teatret. I dag har Finn og jeg det godt sammen, for som skilt kan vi være sammen om det gode, der fungerer, og lade resten være."

Læs også

Kamilla taler med dem, som andre kigger væk fra: ”For nogle er jeg deres eneste ven”

60- år (2016-): Ny identitet

"Det var lidt svært for mig at sige min alder højt, men jeg må indrømme, at jeg faldt på plads, da jeg fyldte 60. Jeg skulle ikke længere nå noget eller bevise noget. Jeg fejrede det ved at invitere 80 mennesker til en stor fest, hvor vi dansede hele natten.

Min mor på 95 var den sidste, der blev sendt hjem i en taxa. Hun døde kort efter, jeg flyttede ind til København, og jeg holdt op med at farve mit hår mørkt. Engang var jeg jo ”little dark Anna”, og det er lidt af et identitetsskift at se sig selv som gråhåret, men jeg må erkende, at 60’erne er en fed tid.

Ingen skal være bange for at fylde 60. Rigdom er ligegyldig, bare du er rask. Jeg har haft et fantastisk liv, men det er faktisk bedre end nogensinde nu, hvor jeg er 66 år. Der var en, der forleden spurgte mig, om jeg ikke skulle fejre mine 66 år ved at køre Route 66 i USA, og det kan da godt være.

Jeg har også for halvandet år siden fået en kæreste, Søren, som jeg mødte gennem venner. Det kan godt være lidt svært at blive kærester i vores alder, for man kommer med sine vaner og en stor portion levet liv, og man gider ikke noget bullshit.

Man siger altid, at man bliver god til at sige fra med alderen. Det er jeg også, men jeg er faktisk bedre til at sige ja."