Anna Gaarslev: ”Jeg har aldrig sagt nej til noget, der lød sjovt, hvad end det var en fest eller flirt”
Hør Anna Gaarslev fortælle om blandt andet at have testet mange mænd gennem tiden, at være diktator derhjemme og om at rapportere fra steder, hvor mødre ængsteligt venter på nyt om deres sønner.
Hvilken vej var den første, du gik på?
"Det var allerførst Kronens Kvarter i Albertslund, men så købte mine forældre hus i Roskilde, hvor jeg gik til skole ad Sognevej. En morgen kom jeg i tanker om, at der var skolefoto, men jeg havde glemt de 30 kroner i kontanter, det kostede dengang.
Så jeg ringede på samtlige døre på Sognevej, indtil en dame til sidst gav mig de 30 kroner. Hvis man ser skolebilledet i dag, bærer det tydeligt præg af den morgen. Samme aften katapulterede min mor sig ned til damen for at betale tilbage, for min mor var svensker, og de kan godt lide at skamme sig.
Jeg var i det hele taget en stærk stråle som barn, og jeg tror, de voksne ville have syntes, det var dejligt, hvis der havde været en mute-knap på mig. Mit karakterblad viste, at mine evner ikke er bredt funderede. Jeg var god til sprog og samfundsfag, men matematik og naturfag var noget juks. Så der var mange lave karakterer og mange høje, og tilsammen gav det jo et meget jævnt gennemsnit.
Jeg kommer fra et hjem, som man godt kan betragte som ”social climbers”, for begge mine forældre var bedre uddannet end deres egne forældre, så på den måde er jeg et produkt af det skandinaviske velfærdssamfund.
Min mor var sygeplejerske, og min far var læge, og det var et pænt hjem. Når man ser på 70’erne, får man indtryk af, at alle var hippier, men jeg kommer fra et hjem med kokostæppe på gulvene, tv i stuen og bil i garagen, og min mors eneste feministiske oprør bestod i at bede min far om at lave mad en gang om ugen.
Min fars liv bestod i at passe andre menneskers tarmbakterier fra 8 til 18 hver dag. Det var den pæne middelklasse med lammekølle, spansk rødvin og Gyldendals bogklub. Min mor havde en evig sult på viden men kom fra et hjem uden bøger, så at blive sygeplejerske var en kæmpe sejr for hende, og det var jo også en mulighed for at flytte sig væk fra sildefabrikken hjemme i Uddevalla, hvor hun kom fra."
Dit livs omvej?
"Jeg flyttede til Italien som 18-årig, fordi min veninde, skuespiller Sarah Boberg, ville på mimeskole, og så tog jeg med. Jeg blev tjener på en restaurant i Firenze uden at kunne et ord italiensk, så når folk bad om rejer, gav jeg dem pizza og omvendt. Men jeg lærte italiensk på den måde og fik forskellige andre job, mens Sarah flyttede videre til Rom, og jeg blev i Firenze.
I starten var jeg ensom, og jeg kan huske, at jeg sad uden for posthuset, hvor man kunne ringe collect call, og græd af ensomhed og selvmedlidenhed. Men der lovede jeg mig selv, at jeg først ville tage hjem til Danmark, når jeg havde vundet over ensomheden. Jeg blev hurtigt glad for at være der, men da på et tidspunkt var hjemme i Danmark og stod i linje to en regnvejrsdag og kiggede mig omkring, kunne jeg pludselig mærke, at jeg skulle hjem."
Har du nogensinde mistet vejgrebet?
"Som 21-årig blev jeg ramt af en spiseforstyrrelse, idet jeg først fik anoreksi og siden bulimi. Jeg tabte mig voldsomt i den periode og blev også mere usikker og indadvendt.
Annonse
Jeg arbejdede på Cafe Krasnapolsky dengang, og det var ret vildt at være bartender i 80’erne. Jeg aner dog ikke, hvorfor jeg blev syg, men der mistede jeg virkelig vejgrebet. Min tilværelse koncentrerede sig om at spise, ikke at spise, og alle, der har prøvet det, ved, hvor opslugende det er. Det dominerer krop og sjæl, og hele ens system er fucked.
Dengang var Fontex lige kommet på markedet i Danmark, og min mor var sygeplejerske og skaffede mig med i et forsøg, hvor man tog Fontex mod spiseforstyrrelse. Det gav mig ro til at begynde at tænke udad og opad i stedet for indad og nedad, men det tog mig tre år at komme ud på den anden side."
Hvem har fundet vejen til dit hjerte?
"Mange! Jeg har testet mange mænd med tiden, og jeg var ikke nærig med mig selv som ung, men de fleste unge mænd fløj videre – eller også gjorde jeg. Jeg har aldrig sagt nej til noget, der lød sjovt, hvad end det var en fest eller en flirt. Måske handler det om, at jeg voksede op i en tid, hvor piger kunne være billige, men det var vi nogle, der nægtede at acceptere. Nej, en pige kan ikke være billig, for hun er ikke en vare. For mig var det et aktivt valg, men set i bakspejlet kunne jeg nok godt have sagt nej til et par stykker.
Så kom Palle, som jeg har været gift med siden 2005. Jeg faldt for Palles nærvær, humor og intelligens. Han er godt selskab og en god kammerat, selv om jeg egentligt ikke synes, man skal være venner med sin ægtefælle. Vi er tætte og fortrolige, men vi er ikke venner, og der er ting, jeg fortæller mine veninder, som Palle aldrig hører.
Vores vej har ikke været snorlige – lad os sige det sådan – for de første år bed vi ikke til bolle. I en periode gik vi fra hinanden, og jeg blev gravid, men Palle var med til fødslen og har siden adopteret min datter. Palle havde to børn i forvejen, og derfor er jeg lige blevet bedstemor til lille Auke, hvilket jeg føler mig ustyrligt heldig med."
Hvordan fandt du din levevej?
"Jeg troede i mange år, at jeg skulle være tolk. Derfor læste jeg til korrespondent, men jeg fandt ud af, at det ikke var mig at blive en form for engelsktalende sekretær. En aften da jeg sad på et værtshus med nogle venner, kom det til mig: Jeg skulle droppe studiet og søge ind som journalist. Jeg kom ikke ind første gang, jeg søgte, men jeg gjorde i andet forsøg, og siden har jeg ikke set mig tilbage.
Dengang puttede man ofte kvindelige journalister ned i en kasse, hvor de allerhøjst kunne komme til at skrive socialstof. I hvert fald skrev kvinder ofte kun om nogen, det var synd for. Jeg ville være økonomisk journalist, hvilket er lidt sjovt, fordi jeg aldrig har interesseret mig for penge – slet ikke mine egne. Men jeg følte, jeg skulle bryde den kønsopdeling, hvor kvinder kun skrev det bløde stof.
Derfor sad jeg på Børsen, inden jeg blev ansat på TV2, hvor jeg i starten lavede pengestof og siden begyndte at rejse en del. Da jeg først havde smagt på æblet, var der ingen vej tilbage. Tænk at få lov at komme ud og se verden og møde alle de mennesker."
Hvordan er livet på landevejen?
"Jeg producerer historier til DR om blandt andet migrationskrisen i Italien, Sverige og en meget spændende udvikling på Balkan, men lige for tiden er Ukraine den vigtigste historie. Det er aldrig selve ødelæggelserne, der griber mig. Et sønderbombet hus gør mig højst lidt forstemt. Det er manden, der går grædende og fejer foran sit sønderbombede hus og redder, hvad reddes kan, der griber mig.
Hvis jeg står et sted, hvor mange er døde, er det ikke det. Det er moren, der står og venter på nyt om sin søn. Der er så mange familier, der er slået i stykker, og hver dag i Ukraine er et umenneskeligt pres for dem. Jeg er ikke bange, når jeg befinder mig i højrisikoområder. Bare opmærksom. Jeg laver det indslag, jeg skal, og så tager jeg videre. Så heldig er jeg som journalist."
Hvornår kan du føle dig på afveje?
Annonse
"Jeg kan godt føle mig på afveje, når jeg er i et selskab, hvor folk har vildt mange penge eller kulturel kapital. Jeg kan godt føle mig lille i selskab med folk, der kan sige noget om Habermas og slå ud med armene. Som voksen har jeg lært mennesker at kende med et helt andet økonomisk fundament, end jeg kendte til som barn. Men jeg har boet i Kartoffelrækkerne i snart 25 år, og med de mange nye naboer har jeg med tiden måtte erkende, at mennesker med mange penge også kan være superflinke.
Jeg tjener selv en løn, som min mor kun kunne drømme om, så det sidder stadig i mig fra min barndom. Hvad kan jeg tillade mig at bruge penge på? Der vil altid sidde en pige i mig, som siger: ”Det har du slet ikke råd til”, selv om jeg også kan være mærkeligt ødsel på mange områder.
Jeg er også begyndt at forstå, at vi har et klimaproblem, og jeg flyver meget, så for at kompensere køber jeg mindre tøj. Jeg går nærmest altid i det samme tøj, men jeg kører i benzinbil og elsker en god bøf."
Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?
"Det er mig, der er diktatoren, men jeg har efterhånden lært at lægge ansvaret fra mig, når jeg ikke er hjemme. Før i tiden ringede jeg hjem for at minde dem om svømmetøjet. Den dag i dag kan min søn dog sagtens finde på at ringe til mig i Ukraine og spørge, hvor hans cykelnøgle er henne. Jeg kan faktisk godt lide det, for så er der en levende forbindelse til dem derhjemme.
Når jeg er hjemme, kommer jeg også tit til at overøse min familie med mad for at kompensere for, at jeg er så meget væk. Det er også mig, der får alle mobilepay-anmodningerne. Måske fordi børnene ved, at pengene sidder lidt løsere på mig.
Men jo, alt starter og slutter hos mig, og jeg er en diktator, der afgiver magt, når det passer mig. Gad vide om de egentlig synes, det er irriterende, at jeg bestemmer? Jeg burde nok blive bedre til at slappe lidt af med det."
