Anna har muskelsvind og har rejst jorden rundt: ”At rejse er en investering for mig”

Når man træder ind i 45-årige Anna le Dous’ lejlighed i Charlottenlund, er det som at træde ind i hele verden komprimeret på få kvadratmeter.

Der er souvenirs i massevis, og al vægpladsen er optaget af smukke fotografier fra hele verden.

Læs også

Da kæresten kiggede Helene i øjnene og tog hendes hænder, ødelagde han mere end deres forhold

"Der er faktisk et billede fra hvert land, jeg har været i," siger Anna le Dous, og kigger rundt på smilende ansigter, tårne, vandfald, endeløse veje og små faldefærdige hytter.

"Da corona kom, var jeg særlig udsat, og der lavede jeg alle disse billeder, så jeg kunne "rejse" hjemmefra," forklarer hun.

Anna le Dous er et yderst berejst menneske. Hun sidder i kørestol og har brug for hjælp 24 timer i døgnet, men det forhindrer hende ikke i at rejse planeten tynd – altid i selskab med et familiemedlem, en hjælper eller ven. Det er netop alle disse rejser hendes bog, 'Hjulspor', handler om. Bogen blev til under corona, hvor hun var indespærret mere eller mindre i tre år.

"Det var virkelig en svær tid for mig, og det var faktisk først sidste sommer, jeg holdt op med at tænke på det," siger Anna, som er i en særlig risikogruppe på grund af sit handicap.

Anna har rejst meget med sine forældre som barn, og det stoppede ikke, da hun blev voksen. Mange af ideerne til, hvor hun skulle hen, er opstået ret spontant.

"En dag var jeg til en julefrokost, hvor jeg mødte en kvinde, der skulle til New Zealand, og da vi skulle sige farvel, sagde jeg, at jeg ville besøge hende. Jeg tror ikke, hun regnede med, at jeg ville gøre det," smiler Anna.

Fire stærke mænd

Annas mantra er nemlig, at det godt kan lade sig gøre at rejse med en elektrisk kørestol.

"Der er for eksempel ikke nogen elevator til Den Kinesiske Mur, men der rejste jeg med en rejseleder, som var god til at sige, ”Du skal være med til det hele, Anna. Du skal ikke bare sidde og vente på os andre”."

På den måde lykkedes det Anna at blive båret af fire stærke mænd op på den berømte mur.

"I nogle lande er der bare rigtig meget menneskelig tilgængelighed, når den fysiske tilgængelighed ikke er der. Der er de bare gode til at hjælpe, og det er typisk i de lande, hvor intet fungerer," forklarer Anna.

Når det gælder tilgængelighed, er Annas eget hjemland faktisk ikke særlig godt.

"Der skal meget lidt til, for at jeg ikke kommer med toget fra Københavns Hovedbanegård. Hvis batteriet er gået på liften, der skal løfte mig ind i toget, kommer jeg bare ikke med," siger hun og mindes en af de hændelser, der satte sig mest i hende:

"Jeg var på en café og skulle drikke et glas juice. Men på grund af mit handicap har jeg lettest ved at drikke af et hvidvinsglas, så jeg spurgte, om jeg måtte få juicen serveret i sådan et glas, men det måtte jeg ikke. Jeg kunne jo se, de havde hvidvinsglas hængende over baren," husker hun om episoden.

Læs også

Ann og Mikkel elskede at rejse, da Ann blev bundet til en kørestol: Sammen fandt de en ny vej til at udleve drømmen

"Danskere er ikke så gode til at tænke ud af boksen, men jeg passer ikke altid ind i boksen. Der skal tit tages særlige hensyn til mig, og det er de tit bedre til at imødekomme ude i verden."

Men så kan hun altid tænke tilbage på en oplevelse i den modsatte ende af skalaen:

"Jeg var engang i Malaysia og skulle med en taxa, men jeg kunne ikke have både kørestolen og mig selv i taxaen. Da chaufføren så det, sagde han ”Hey, jeg finder lige noget værktøj og fikser det”. Han gik faktisk i gang med at skrue døren af sin taxa for at kunne få mig med," siger Anna med et smil.

"Nogle gange handler tilgængelighed jo bare om at tage på lossepladsen og finde to stykker træ og banke nogle søm i, og så har man en rampe til en kørestol," siger hun.

Fløj fra kørestolen

Den slags finder man ikke i en lufthavn, og det er netop lufthavne, der er den største stressfaktor, når Anna rejser.

"Jeg har prøvet meget, f.eks. at min kørestol blev sendt til et andet land end der, hvor jeg skulle hen. Jeg har prøvet at lette med et fly i Mexico og se min kørestol stå alene tilbage på landingsbanen. Når den slags sker, betyder det, at jeg skal tilbringe de første par dage af min rejse i en hotelseng, for selv om jeg har en ekstra kørestol med, er det ikke en, jeg sidder særlig godt i," siger hun.

"Jeg er altid så bange for, at der sker noget med mig eller min kørestol, for de har meget lidt plads til at bære mig på plads i et fly, og hvis min kørestol blev glemt eller skadet, ville det betyde, at jeg bare skulle hjem igen. For andre mennesker betyder det jo ikke så meget, at deres bagage ikke kommer frem. Så skal de bare ud at købe en ny tandbørste."

Anna er langt fra færdig med at ture rundt på planeten, for selv om hun aldrig afslører sin næste destination, er der planer. Det giver hende nemlig meget at rejse, selv om hun lige skal planlægge lidt ekstra, for at udfordringerne ikke ødelægger turen.

"Det giver mig selvfølgelig oplevelser og indblik i andre kulturer, men derudover får jeg følelsen af: Det kan godt lade sig gøre. Herhjemme mødes jeg ret tit med den tilgang, at tingene ikke kan lade sig gøre."

Anna nægter at lade sådan noget som økonomi begrænse sig.

"Det er da en dyr hobby at rejse, men i virkeligheden er det jo bare et spørgsmål om prioritering. Jeg har en veninde, som er gift og har børn og har fået renoveret sit hus. Jeg kunne have rejst jorden rundt tre gange for de penge."

Når det så er sagt, er Anna ikke bange for at tage et lån i banken, hvis hun lige står og drømmer om en rejse.

"Af en eller anden grund bliver folk altid en smule forargede. Men at rejse er en investering for mig, selv om det ikke er en økonomisk investering. Men jeg lærer så meget om verden."

Om Anna le Dous, 45 år

• Har en bachelor i jura.
• På grund af muskelsvind sidder hun i kørestol og har altid hjælpere med, når hun rejser.
• Hun er medlem af De Berejstes Klub, fordi hun har besøgt lige så mange lande på kloden, som hun har haft fødselsdage.
• 'Hjulspor' udkom i maj og er udgivet på Forlaget Globus.