En dag i forældrenes bryggers skete noget uventet for Anne-Cathrine: Det blev et vendepunkt i mit liv

Troen er stærk hos forfatter Anne-Cathrine Riebnitzsky, og det har den været, siden hun som 20-årig fik det, hun selv beskriver som en åbenbaring, der ud over troen gav hende en form for vished om, at alting nok skal gå.

Det fortæller hun i et stort interview til ALT for damerne, nummer 39.

Anne-Cathrine Riebnitzsky var på besøg hos sine forældre, da hun pludseligt hørte en stemme ude i bryggerset, fortæller hun.

”Umiddelbart tror jeg, at der står et menneske i bryggerset, så jeg vender mig om, men idet jeg vender mig, tænker jeg: Det her er jo ikke et menneske. Det er så stort, det er over det hele, det kan umuligt være et menneske. Og med ét er der sådan en overvældende kærlighed i rummet. En latter. En mildhed. Og en fornemmelse af, det nok skal gå.”

Hvad der mere præcist blev sagt, bliver mellem Anne-Cathrine Riebnitzsky og Vorherre, fortæller hun. 

”De (ordene, der blev sagt, red.) er i sig selv ikke særlig vigtige. Det var mere den der fornemmelse af, at ”det skal nok gå, Anne-Cathrine, jeg er her”.”

Læs også

Sonja Richter: "Pludselig ryster mine arme, og jeg begynder at skrige"

Vendepunktet

For Anne-Cathrine Riebnitzsky, som er vokset op i et hjem, der bar præg af en far, som var voldelig, og en mor, der prøvede at begå selvmord ti gange, inden Anne-Cathrine var fyldt 18 år, blev ”mødet” i bryggerset – tilbage i 1994 – afgørende for hendes videre liv. 

”Det var et kæmpe vendepunkt i mit liv. Pludselig gik det op for mig, at der er nogen eller noget derude, som er større end mig. Og dette ”noget” vil mig det godt. Det var en meget stor forskel i forhold til at have et par forældre, hvor jeg konstant var i tvivl om, hvorvidt de egentlig på den lange bane ville mig det godt. Altså, de ville mig det godt, selvfølgelig, men der havde bare været så mange svigt. Andre ting, der var vigtigere. Følelser kan virkelig få mange ting til at gå i skuddermudder.”

Hvad tænker du om den oplevelse i dag?

”Jeg tænker, det var eddermame vildt, at Vorherre kom og præsenterede sig for mig på den måde. Og jeg kan huske, at jeg faktisk i dagene efter havde en underlig overvejelse om, at man kan komme til at føle sig udvalgt, når man har sådan en oplevelse. Det er så heldigvis sidenhen gået op for mig, at det slet ikke er så sjældent endda, at folk oplever den slags, men vi har i årevis været meget dårlige til at tale om det. Vi har heller ikke noget godt sprog for åndelige oplevelser. Og i mange år var der også en frygt for, at hvis du havde haft sådan en oplevelse og fortalte om det, så ville folk putte dig ned i en kasse, der hedder skizofren – ”hun hører stemmer”. Men der er bare en kæmpestor forskel på at have haft en åndelig oplevelse – eller fire – og på at høre stemmer flere gange om dagen og være direkte på vej ud i noget, der er virkelig skidt for dig og dit liv. I dag begynder der så småt at være lidt videnskabelig forskning på området og en anerkendelse af, at den slags åndelige oplevelser, som jeg havde, rent faktisk findes. Men vi mangler stadig et sprog for det.”