Anne Dorte Michelsen: "Sangene har altid været klogere end mig"

0-10 år (1958-1968)

Midt i en parcelhustid

"Jeg voksede op lidt uden for Århus i et nybygget Friis og Moltke-hus med fladt tag og store vinduespartier.

Det var midt i skabelsen af parcelhustiden. Dengang supermarkederne og institutionerne endnu ikke var rykket ind, og køerne stadig græssede for enden af de nyetablerede villaveje.

Udefra så det nok ret konformt ud, men det var det ikke. Mine forældre kom begge af arbejderfamilier, men havde uddannet sig til lærere og var del af den opstigning og udvikling, der kendetegnede tiden. Selv om de faktisk var lidt for gamle til at være rigtige 68’ere, vendte de sig mod alt det nye. Musikken, værdierne og opgøret med det bestående. De sendte deres børn på friskole og til musik og opfordrede os til at udfolde os frit og kreativt.

Jeg var et ekstremt entreprenant og selvsikkert barn, så jeg greb alle mulighederne. Lavede teater, byggede huler, skrev børneaviser og kommanderede rundt med mine veninder og med min lillebror. Og så begyndte jeg at skrive sange. Først satte jeg melodier til Halfdan Rasmussens børnerim, men allerede som 8-årig skrev jeg mine egne tekster.

Jeg føler faktisk, at den, jeg er, og det, jeg kan – det eneste jeg i virkeligheden rigtigt kan! – blev grundlagt lige der i det nye parcelhuskvarter i min helt tidlige barndom."

10-20 år (1968-1978)

Klaveret og de langhårede drenge

"Mine fritænkende forældre følte sig mindre og mindre tilpas i parcelhuskvarteret, men i stedet for at flytte til byen rykkede de endnu længere ud på landet og ind i en kollektiv landsby. Det var det helt forkerte ryk for mig. Der boede omkring 30 børn. Alle under 10. Og jeg var lige fyldt 14.

Jeg havde al min energi rettet mod byen, mod vennerne og mod ungdomslivet, og nu havde jeg pludselig endnu længere til Århus. Med en rutebil der stort set aldrig gik. Mine forældre kunne godt se, at det var helt sort.  Måske var det derfor, de gav mig lov til at flytte alene til København allerede som 16-årig. Måske var det bare en anden tid. I dag ville sådan et flyt være uhørt. Men det var ikke helt så uhørt dengang.

Jeg tomlede selv til hovedstaden for at flytte ind i et lille kælderværelse og starte på Det Fri Gymnasium. Det havde til huse i en gammel fabriksbygning og var fyldt med langhårede drenge og engagerede lærere. I fællesrummet stod et klaver. Det var lige mig det hele. Jeg var vild med stemningen, undervisningen og de langhårede drenge, så jeg var en meget engageret studerende, selv om jeg brugte en del matematiktimer ved klaveret i stedet for i klasselokalet.

Jeg spillede mest Carole King, fordi hun i modsætning til de andre kvindelige sangere i tiden ikke spillede guitar, men klaver ligesom mig. Og fordi hun havde en helt særlig sans for rytme, som ramte min egen tilgang til sangskrivning fuldstændig rent. Det rytmiske er musikkens omdrejningspunkt. Al stor popmusik forholder sig til stortrommen. Det er der, lyden, der bliver til kæmpe hit hos teenagere, findes.

Da jeg selv var teenager, skrev jeg en dansk tekst til Carole Kings 'Will You Still Love Me Tomorrow?' Den blev til 'Er det det samme i morgen?' Og så var jeg ligesom i gang."

20-30 år (1978-1988)

Selvsikker … og pillet ned

"Jeg havde i virkeligheden gang i mange andre ting – mit og Gitte Naurs band med det frygtelige navn 'Sødsuppe', for eksempel – da Klaus Kjellerup spurgte mig, om jeg kunne hjælpe med en tekst til en melodi, han havde komponeret. Vi havde haft øvelokale ved siden af Tøsedrengene og sunget kor for dem et halvt år, og han havde fanget, at jeg også skrev.

Min utroligt store selvsikkerhed var ellers begyndt at slå lidt revner efter nogle år i København, hvor der var langt større interesse for fusionsjazz end den århusianske sangskrivning, jeg kom anstigende med. Men det ændrede sig fuldstændig med en enkelt sang. Jeg skrev teksten til 'Sig du ka’ li’ mig' på en enkelt aften. Selvom vi måske intuitivt mærkede, vi havde fat i noget fedt, kom sangens enorme succes som en fuldstændig overraskelse, i al fald for mig. Tøsedrengene blev start firsernes største popnavn. Vi var alle vegne. På landets største scener, på TV og i radioen nonstop.

Succesen forandrede mit liv fuldstændig. Og det var ambivalent. Det var fantastisk at få så stort et gennembrud, som sikrede mig et publikum helt frem til i dag. Men det var også svært. Jeg blev overvældet, sky og tilbagetrukket på en måde, der slet ikke lignede mig. Jeg var helt sikkert heller ikke altid særlig sød. Det steg mig til hovedet, samtidig med at det pillede mig ned. Jeg kunne ikke administrere den her ekstreme og konstante opmærksomhed og fetering.

Og så vendte det. Som om en hel medieverden med ét besluttede, at nu skulle jeg ned med nakken. Der blev åbnet en flanke, hvor man kunne sige og skrive alt. Jeg kan især huske én overskrift, der slog mig fuldstændig ud. Fordi den var så ondskabsfuld og ikke havde noget med min musik at gøre, men kørte på alt det, der er blevet kørt på over for kvinder gennem årtier. Vores udseende, vores alder og vores værdi i mandens øjne. Lille pige med rynker stod der i overskriften over mit portræt. Jeg var 27 år gammel."

30-40 år (1988-1998)

Det farlige moderskab

"Jeg tror, at jeg som ung havde en helt naturlig tro på, at jeg havde ret til min plads i verden. Også selvom jeg er kvinde. Men jeg fattede jo ikke en bjælde, før jeg blev mor. Der stod det til gengæld ret hurtigt klart for mig, at det til en start først og fremmest ville blive mit projekt, selvom jeg havde levet et meget ligestillet liv sammen med min kæreste, indtil vi blev forældre. Det er en oplevelse, jeg deler med tusinde af kvinder. To år senere blev vi skilt.

Jeg var lige blevet 30 og stod samtidig et virkelig sårbart sted karrieremæssigt. Mine soloalbum havde succes i Norge og Sverige og især i Japan, hvor jeg var blevet båret på hænder og fødder og havde været på forsiden af Vogue og Elle. Men det var, som om den anerkendelse ikke trængte igennem til mig, fordi modtagelsen fra det danske (mandlige) anmelderkorps var så hård og så optaget af mit udseende og udtryk.

Jeg var for gammel, forkert klædt, for stille og for kedelig. Det gjorde mig ked af det og usikker og fik mig til at vende ryggen lidt til verden. Moderskabet er en farlig periode for enhver kvindelig kunstner. Du er ikke en af de unge og friske længere. Og samtidig ligger din energi helt naturligt et helt andet sted. I at bære, føde og nurse et barn. Da jeg skrev En lykkelig familie om alt det, der kan gå skævt i en lille ny familieenhed, lærte jeg at bruge den sårbarhed – det problem jeg havde – i min sangskrivning. Med humor, der samtidig rummede en alvor.

Det blev også tilgangen i 'Venter på Far', hvor jeg sammen med Cathrine Nordseth, Cæcilia Glode og Gitte Naur sang om kønsroller og stereotyper. I hit som 'Handyman' gjorde vi tykt grin med husmorklicheen, men også med vores egne romantiske forestillinger og længsler og evige drøm om det her hellige parforhold. Der var en dobbelthed i det, for vi pegede også på os selv. Og det var derfor, det ikke kun var sjovt, men også gjorde nas.

Dengang forsvor vi, at vi var feminister, men retrospektivt kan jeg godt se, at det var et feministisk projekt. Det er ligesom med sangene. De har altid været klogere end mig. Og det er først bagefter – flere år efter jeg skrev dem – at jeg helt har forstået, hvad det hele egentlig gik ud på."

40-50 år (1998-2008)

Alders-kvababbelser

"40’erne står for mig som de sværeste år i mit liv. Jeg havde de vildeste alders-kvababbelser. Alene det at runde 40 fyldte mig med rædsel. Jeg var sikker på, at min karriere – ja nærmest mit liv – var forbi, men jeg havde jo også hørt på, at jeg var for gammel, siden jeg var 27. Det føltes i hvert fald fuldstændig utænkeligt at fortsætte et liv som popsanger og sangskriver. Og hvad skulle jeg så?

Jeg er ikke et menneske, der kan mange forskellige ting. Jeg kan én ting. Jeg kan skrive sange. Og på det tidspunkt i mit liv havde jeg endnu ikke forstået, at der – på trods af branchens insisteren på det modsatte – faktisk ikke er en udløbsdato på kvindelige sangere og sangskrivere. Der var ellers meget andet, der var ret lykkeligt i mit liv. Jeg fik min yngste søn, og vi rykkede hele familien ind i en stor og fin villa i Charlottenlund.

Jeg endte med at finde en vej i andres sange. Højskolesange og salmer af Ingemann, Nielsen, Weise og Brorson. Selv om min barndom var alt andet end kirkelig og klassisk, er det sange, jeg altid har elsket, men bare havde glemt, og det var en stor oplevelse at genopdage dem. I en årrække forlod jeg helt frivilligt mit eget repertoire for at turnere med salmer og danske sange i landets kirker. Det blev en stor succes, og det føltes faktisk som en befrielse at komme lidt på afstand af mig selv og mine egne tekster."

50-60 år (2008-2018)

Ud under åben himmel

"Da jeg blev 50, var det, som om alle kvababbelser omkring alder, og hvad man kan og ikke kan som kvinde, forsvandt fra den ene dag til den anden. Jeg gad simpelthen ikke beskæftige mig med det længere. Samtidig havde jeg det lidt som en hest, der havde stået for længe i boksen og stod og skrabede utålmodigt for at komme ud og danse og røre sig noget mere til musikken.

Og så havde jeg jo fået smag for at genopdage gamle sange – pludselig også min egne. Maria Bramsen og jeg ”genforenede” Tøsedrengene – bare uden drengene – og tog på turné med alle de gamle hit. 'Sig du ka’ li mig', 'Ud under åben himmel', 'Indianer'. Og de holder! Jeg blev faktisk helt forbløffet over hvor godt. Men jeg kan simpelthen mærke det, når jeg synger dem: Det er stærke sange, der modstår tidens tand.

Anmeldere kan tage fejl, men tiden kan ikke, og de sange har stadig fat i os på scenen og i publikum. Det er en ret fed følelse. Den tvivl, jeg har haft omkring min sangskrivning – som jeg ikke havde som et lille selvsikkert barn i parcelhuskvarteret, men som andre plantede i mig – den er væk nu. Jeg ved, at de sange er gode. Og det er i orden at sige det højt."

60 år- (2018-)

Nyt album og nyt gammelt hus

"Jeg troede aldrig, jeg skulle lave et album igen, da sangene begyndte at melde sig, kunne jeg omvendt slet ikke lade være. Både musikken, teksterne og arrangementerne har været længe undervejs og er ekstremt gennemarbejdede.

Corona gav mig stor arbejdsro, Og så har jeg selv som noget nyt været med til at producere. Før har der altid været en mandlig producer ind over á la: Anne Dorte, du er så sød og skriver så fine sange, men nu kommer der lige en og overtager. Denne gang er det mig og min musik, der træder fuldstændig i karakter. Et af numrene, Det år vi var mest vrede, som handler om det år, #metoo peakede, har allerede provokeret en studievært på Aftenshowet. Det blev jeg ret paf over. Men det er vel egentlig godt nok, at sangene kan provokere.

Jeg er også stadig virkelig vild med at spille koncerter. Og bare give den fuld skrue. Med nye sange, andres sange og med hele mit bagkatalog. Men jeg kan godt mærke, at jeg har brug for længere tid til at restituere.

Derfor har jeg købt et hus ved Comosøen, der jo er det smukkeste sted i Italien. Jeg skulle i virkeligheden se på et andet hus, da det pludselig dukkede op på en tilgroet grund i nærheden. Det viste sig ligesom for mig. Det var selvfølgelig ikke til salg, men nu er det mit, og selv om det virkelig trænger til renovering og faktisk lige p.t. mangler et tag, kan jeg mærke, at det bliver det helt rigtige. Jeg glæder mig."