Anne Dorthe Tanderup: "Bjarne og jeg kiggede på hinanden og sagde: Hvad laver vi egentlig her?"
Kvindelandsholdet blev hele Danmarks yndlingspiger i 1990’erne. Det var et chok for generte Anne Dorthe, men chokket var næsten større, da hun blev tvunget af banen igen. Heldigvis havde hun på det tidspunkt mødt Bjarne Riis.
Hvilken vej var den første, du gik på?
"Jeg er født og opvokset i Hadsten, men flyttede til Aabyhøj med min mor, far og lillesøster, da jeg skulle i 3. klasse. Det hele var meget harmonisk.
Min mor er keramiker og gik hjemme, og min far var partner i et reklamebureau og var altid på arbejde. Min mor var sådan en, der altid var med på trends med mad og design, og vi byggede tit om i huset, så vi lærte at skrue en skrue i og hænge en lampe op. Der var altid gang i noget.
Min mor og søster var meget kreative, mens jeg var en drengepige, som gik til sport – især håndbold og badminton. Mine bedsteforældre havde heste, for de boede på landet, hvor jeg kom hver sommer og red og tog på dyrskue. Der lærte jeg også om god mad, for min mormor havde egen køkkenhave på gården ved Skive. Jeg var god i skolen og måske også lidt hurtig, for jeg var allerede dengang konkurrencemenneske. Jeg slæbte gerne ti bøger med hjem fra biblioteket, men i frikvarteret spillede jeg fodbold med drengene. Jeg havde nok lidt af en maskulin energi, for selv til min konfirmation havde jeg bukser på.
Jeg var i øvrigt helt vildt genert. Et godt eksempel er, at hvis jeg så noget, jeg godt kunne lide i en tøjbutik, turde jeg ikke spørge om lov til at prøve det, og når jeg kom hjem og ikke kunne passe det, turde jeg ikke tage tilbage og bytte det."
Hvordan fandt du din levevej?
"Det blev meget tidligt håndbold, for jeg havde en barnepige i Hadsten, som var træner i den lokale klub, og hun tog mig altid med, så hun kunne træne sine hold og passe mig samtidig. Da vi flyttede til Aarhus, fandt min mor en klub til mig, og det blev i Brabrand, at jeg lærte alt det bedste om dansk foreningsliv. Der var jeg i otte-ni år.
Som 19-årig kom jeg til Østrig, hvor jeg spillede i verdens bedste klub på det tidspunkt, Hypobank, og der havde jeg også lige været afsted med det danske kvindelandshold for første gang. Det var faktisk aldrig min drøm at blive professionel håndboldspiller, for dengang var der ikke rigtig nogen at se op til. Faktisk var damelandsholdet ved at blive nedlagt, for det var slet ikke nogen, folk tog notits af. Men pludselig var vi et ungt hold med blandt andre Anja Andersen, som godt kunne spille bold, og nogle af os tog også til udlandet og spillede. Folk snakkede om os, og det føltes som en stor omvæltning.
Jeg kan huske, da vi kom hjem med en sølvmedalje fra VM i 1993 og fik en kæmpe modtagelse i København. Alle rev i os og stak mikrofoner op i hovedet på os, men vi havde jo bare spillet noget bold. Vi var spontane, umiddelbare og autentiske, og jeg tror, det var det, danskerne elskede ved os.
Jeg forsøgte at holde mine ben på jorden, men det er svært ikke at blive revet med, når man for eksempel får en sponsoraftale med Adidas og får alting forærende. Alle vil gerne være en del af dit liv, og alle døre står åbne. Jeg havde svært ved at sige nej til alle de mennesker, der ville mig noget, og pludselig var jeg på forsider og i modeblade, og det hele skete inden for to år."
Hvem har fundet vejen til dit hjerte?
"Det har min mand (tidligere cykelrytter Bjarne Riis, red.). Vi mødtes første gang i 1996, og så udviklede det sig over årene. Jeg var 24, og han var otte år ældre. Vi blev kærester, og da jeg var 27 år, flyttede til Italien.
Annonse
Jeg faldt for det, jeg ikke selv havde: Roen. Derudover så Bjarne mig for den, jeg var. For ham handlede det ikke om håndbold, det var bare mig. Jeg følte, jeg var kommet hjem sammen med ham, og at jeg kunne slappe af. Først og fremmest connectede vi jo omkring sporten, selv om cykling er meget forskellig fra håndbold.
Men derudover kom han fra et hjem, der var meget anderledes, idet han var alene med sin far, mens jeg kom fra en barndom med total opbakning. Når jeg hørte om hans barndom, kunne jeg godt forstå, at han kunne sætte sig op på en cykel og køre seks timer om dagen. Han var så modsat mig, og vi var tiltrukket af at være hinandens modpoler, mens vores fællesnævner var at være fysisk aktive, men også at vi begge er både reserverede og eksponerede.
Bjarne havde i forvejen to drenge på seks og otte år fra sit første ægteskab, men fordi vi boede i udlandet, så vi dem mest i ferierne. Jeg tænkte meget over, at de skulle se deres far og ikke føle, at jeg tog ham fra dem, så i starten trak jeg mig lidt tilbage, når de var hos os. I dag har vi et superforhold til dem. Faktisk har vi lige siden dengang haft en tradition med at holde nytårsaften med dem, og det har de også prioriteret, selv om de blev voksne. De er også meget tætte med de fire drenge, jeg har fået med Bjarne. De er ægte brødre."
Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?
"Det sker ikke så ofte mere som for bare ti år siden. Nu er jeg vist mest kendt som Bjarne Riis’ kone, hvilket nogle af mine veninder er lidt fornærmede over, ha-ha. Men der var engang, hvor jeg havde svært ved, at folk kom over og snakkede med mig, for jeg er ikke selv typen, der ville gå over og hilse på en kendt. Jeg følte det som en indtrængen i min privatsfære, og ofte følte jeg, at det handlede mere om mit udseende, end om hvordan jeg spillede håndbold. Men i dag er det fint."
Har du nogensinde mistet vejgrebet?
"Jeg spillede min sidste kamp i 1997 og stoppede på grund af en skade i knæet. Jeg havde været ude nogle gange før, men VM i 1997 spillede jeg på gigtpiller på grund af smerter. Min kirurg havde advaret mig om, at vi skulle have en snak efter VM, men jeg sagde bare ja-ja og spillede videre. Under de sidste to VM-kampe havde jeg smerter på trods af pillerne, og da lovede jeg mig selv, at jeg aldrig mere ville spille på piller.
Jeg prøvede at genoptræne i otte måneder, men måtte til sidst stoppe. Heldigvis havde jeg mødt Bjarne og var klar på noget nyt. Jeg er også sådan en, der får tingene overstået og rykker videre. Men der var flere gange, Bjarne sagde: ”Anne Dorthe, hvad er det, du ikke vil huske? Hvad er det, du ikke vil tale om?” Men nej, i lang tid ville jeg ikke tale om, at jeg ikke længere spillede håndbold. Da vi flyttede til Schweiz, blev jeg faktisk kendt som hende, der havde fire børn – ikke hende, der havde en OL-guldmedalje.
I dag kan jeg godt se, at der var noget uforløst i det, og jeg tror, det var følelsen af at bruge al den tid på sporten, medierne og fansene og så bare blive brugt, spyttet ud og glemt bagefter. Men det var også sorgen over at blive tvunget ud af en sport, jeg ikke følte mig færdig med som 25-årig."
Hvornår har du stået ved en korsvej?
"Vi har haft hus i Vejle i over 20 år, og nu flytter vi hjem og skal bo i det. Bjarne har boet i udlandet siden 1986, jeg har boet i udlandet siden 1999, og vores børn er født og opvokset i udlandet. Jeg havde virkelig ikke set den komme, at vi skulle flytte hjem, men Bjarne er blevet farfar i Danmark, mine forældre bliver ikke yngre, og vores to ældste drenge er færdige i gymnasiet, så en dag hjemme i Schweiz kiggede vi på hinanden og sagde: ”Hvad laver vi egentligt her?”
Vi har levet et privilegeret liv med et hus ned til søen i Lugano, men pludselig var det noget andet, der var vigtigt. Kald det bare en midtlivskrise, hvis du vil, men nu glæder jeg mig til at blive en del af et dansk lokalsamfund."
Hvor er du på vej hen lige nu?
"Når jeg kigger tilbage, og vi taler om veje, har jeg det som om, jeg har kørt på en motorvej med foden på speederen i min håndboldkarriere. Der var altid et mesterskab med Viborg eller en landsholdssamling, og der var aldrig tid til at slappe af – hverken sommer eller jul.
Annonse
Jeg havde aldrig en ferie de år, og når jeg var skadet, kørte jeg af motorvejen og ind på en rasteplads, hvor jeg kunne se mine medspillere og konkurrenter ræse derudad på motorvejen, mens jeg sad fast og ventede på grønt lys. Når man så stopper med at spille, er kontrasten stor. Du får en buket blomster, og bagefter kan du se, at dit hold også kan vinde kampe uden dig.
De seneste år har jeg kørt hurtigt, fordi det gør man, når man er mor til fire. Det hele har drejet sig om at få familien til at fungere, for mine første tre børn er født på tre år, og jeg har været mor dag og nat. Nu glæder jeg mig til at skulle ude at køre igen, selv om det aldrig mere bliver på motorvejen. Nu vil jeg huske at holde ind og se alle de smukke steder, der findes på min vej."
