Anne-Grethe Bjarup Riis om sit ægteskab: ”Vi har været en tur i helvede”
Bølgerne er gået højt hjemme hos den 54-årige skuespiller og forfatter, der er aktuel med en ny bog om hendes søns sygdom og svigt i familien.
Det var lige før, at ægteskabet ikke klarede det.
Da Anne-Grethe Bjarup Riis’ søn Gilbert – som dengang var otte år – fik konstateret kræft i 2015, gik livet nemlig i stå fra den ene dag til den anden – og det satte i den grad sine spor i ægteskabet og i familielivet generelt.
Det fortæller den bogaktuelle skuespiller og forfatter i denne uges Hendes Verden:
”Rigtig mange par, der har et barn med kræft, bliver skilt”, siger hun bl.a. i interviewet og fortsætter:
”Det var da også lige før, vi ikke klarede den. Vi har været en tur i helvede”, siger hun om sit og filmproducer Bo Mortensens forhold. Parret har familiens to yngste børn, Yrsa på 16 og Gilbert på 13 år, sammen.
”Der var korporlige slåskampe mellem Bo og mig. Voldsomme konflikter, magtesløshed og vrede”, fortæller hun og forklarer desuden, at parret forsøgte sig med selvmedicinering i en periode:
”Vi prøvede jo en form for selvmedicinering med alkohol. Det er der mange, der gør, og det er tabubelagt, det ved jeg godt, men vi gjorde det begge to.”
Det var dog først, da parret talte med en hospitalspræst i en form for parterapi, at konflikterne løsnede sig, fordi de fik sat ord på deres angst og vrede.
”Vi har det godt igen. Bo og jeg har fået god hjælp. Og som vores psykolog ganske rigtig sagde: ”Det hele er ikke kun skyld og skam. I har også knoklet for det, og hvis I er i tvivl, så kig på jeres børn: Fungerer de?” Og ja, det må jeg jo indrømme, at de gør.”
Når krisen rammer
Familiekrisen blev også begyndelsen på en ny krise; en følelse af svigt, som også er omdrejningspunktet i Anne-Grethe Bjarup Riis’ nye bog ”I Guds Rige”. Her beskriver hun bl.a. den ensomhed, hun mærkede på hospitalet under sin søns kemobehandling.
”Vi havde kun hinanden, for jeg må konstatere, at vores venner, familie og andre pårørende ikke kom. Det er hårdt at sige, men det er sandt”, siger hun og fortsætter:
”Når man står i sådan en situation, skal bolden ikke ligge hos mig. Jeg havde ikke overskuddet til at ringe til dem og række ud efter dem. I sådan en situation skal ens familie komme forbi og være der, og hvis det er en dårlig dag, må man afvise dem. Som præsten på Riget sagde: ”Delt byrde er lettere byrde”. Vi er simpelthen ikke skabt til at gå alene”, siger hun.
Og netop derfor sætter Anne-Grethe Bjarup Riis fokus på (familie)krisen og de mekanismer, de afføder hos mennesker, i sin nye bog, fortæller hun:
”Når du står i en så voldsom krise, har du brug for støtte, bagefter havde jeg også brug for at tegne et billede af, hvorfor den støtte ikke kom. Jeg ved godt, at min familie ikke kunne deale med Gilberts sygdom, for de har deres eget at deale med, men jeg havde behov for at sige: ”Jeg havde brug for dig, og nu tilgiver jeg dig for, at du ikke var der”. Bogen er skrevet i et kærlighedsperspektiv, selv om der står mange voldsomme ting.”
Læs hele det store interview med Anne-Grethe Bjarup Riis i denne uges Hendes Verden, hvor hun fortæller mere om sin egen barndom, sin søns sygdom og svigt i familien.