Anne Karin Broberg: "I de år troede jeg, at mit navn var fede svin"
Da Anne Karin Broberg for ti år siden valgte ædrueligheden, stod det pludselig klart for hende, at hun ikke altid havde gjort det godt nok som mor.
Hvilken vej var den første, du gik på?
"Det var Vejlevej i Kolding, hvor jeg stavrede af sted i min flyverdragt med min farmor og farfar, som vi delte hus med.
Vi boede på førstesalen, og min farmor og farfar i stuen. Fra vores altan var der udsigt over Kolding Stadion, så hver søndag eftermiddag samledes mine onkler på altanen for at se fodbold.
Jeg var lidt af en hyggegris, som var blevet fodret med konfekt og pakket godt ind i vat hjemme i reden. Jeg var en buttet sag, og da jeg startede i skolen, stod der praktisk talt ”Her er jeres nye mobbeoffer” i panden på mig. I de år troede jeg, at mit navn var fede svin. De var grusomme, men dengang blev det jo bare kaldt drillerier, og min mor opfordrede mig til at drille igen.
Det blev så slemt, at jeg slet ikke ville ind på skolen, medmindre min far gik med helt op i klassen, og jeg bemærkede straks, når han prøvede at snige sig ud. Det hang ved mig i mange år, selv om jeg både skiftede skole og fandt metoder til at klare mig mod mobberne og alle deres medløbere.
I en periode gik jeg på en katolsk skole, hvor jeg fik venner, men så flyttede vi til Sjælland, og jeg gik fra asken til ilden. Jeg udviklede mig til både en klovn og en rebel, for hvis nogen grinede ad mig, grinede jeg selv allerhøjest og slog flikflak eller sådan noget.
Da jeg var 14, flyttede vi til Mors, for min mor ville hjem til sin familie, og min far var alligevel aldrig hjemme, fordi han arbejdede som impresario. Han fjumrede rundt og prøvede at gøre alle tilpas, men i virkeligheden gjorde han mange fortræd. Blandt andet levede han i mange år et dobbeltliv med en anden kvinde. Jeg har haft store opgør med mine forældre, men nu hvor de er væk, ville jeg give mange penge for at sidde ved et veldækket frokostbord med de to igen."
Hvordan fandt du din levevej?
"På Mors faldt jeg til ro, fik disciplin og gode lærere. Jeg var god til at skrive og fik også en realeksamen, men hver eftermiddag stod jeg og sang Stevie Wonder og Sanne Salomonsen ind i min bogreol, for der var en god akustik. Og så var der mine store idoler The Osmonds, som hele mit værelse var plastret til med. Jeg lærte at placere tonerne rigtigt ved at lytte til alle dem.
Min far var jo i branchen og var også gammel amatørskuespiller. Han rejste rundt med folk som Dario Campeotto, Grethe Sønck og Bjørn Tidmand, som optrådte og var værter ved bingoarrangementer. Ofte kom de folk til natmad hos os, og jeg er som lille engang vågnet i min seng, fordi Dario sad og sang højt i vores stue. Når jeg efterrationaliserer, kan jeg godt se, at man gerne vil ses af sine forældre, og min far syntes jo, at showbiz var vældigt. Min mor var meget musikalsk og spillede klaver på en danseskole som en anden Misse Møhge.
Selvom jeg sang meget, skulle jeg jo have en uddannelse, så jeg kom i lære hos Frisør Hårtoppen, som var Nykøbing Mors’ svar på Dennis Knudsen. Samtidig var jeg med i forskellige amatørsyngekonkurrencer, og i 1981 vandt jeg Se & Hørs konkurrence med sangen Luk op for dit sind, som jeg havde indspillet på kassettebånd, fordi jeg ikke kunne noder. Jeg fik en god eksponering på tv, og pludselig var jeg med i melodigrandprix. Sådan går det, når man sender noget ud fra hjertet. Så droppede jeg ud af frisøruddannelsen og gjorde den først færdig i 2001 på voksenuddannelse."
Hvem har fundet vejen til dit hjerte?
"Jeg har været gift og skilt to gange. I dag er jeg kæreste med Konsulen, som jeg begyndte at kalde ham engang, hvor jeg var sur på ham. Vi er kærester uden at bo sammen, men Konsulen er min livsven, og han har været med til at prikke til min selvudvikling gennem årene.
Jeg troede ikke, jeg kunne blive gravid, men Konsulen og jeg fik Juliane Marie, da jeg var 40 år, og hun er også en stor inspiration for mig. Jeg startede med at opdrage hende, som jeg selv var blevet opdraget – en blanding af kontrol og laissez faire. Det virkede på mig, som var lidt af et ADHD-barn, men det virkede ikke på Juliane, der som 11-årig fik anoreksi. Jeg tror, det var hendes oprør.
Når ens nærmeste udvikler noget, som man kun tror sker for naboen, så er gode dyr rådne. Men når jeg sad på hospitalet og kiggede rundt på de andre forældre, kunne jeg se, at de ikke turde kigge på deres egen andel i det. Det turde vi. Jeg var for kontrollerende over for hende, og jeg pakkede hende ind i vat, som jeg selv var blevet, og samtidig havde jeg mine egne ting at slås med.
Det var ikke hendes ansvar, selv om hun ofte har taget skylden på sig, og hun er et fantastisk menneske. For et år siden havde vi en session, hvor jeg fik sagt undskyld til hende. Det er stort at få lov til at give sit barn en undskyldning. Det tog fire år, men i dag er hun ude af det og spiser både and og flæskesteg til jul."
Hvornår har du stået ved en korsvej?
"I nogle år levede vi et liv med jobs, en frisørsalon, et liv på scenen og et barn i skole, og i de år var jeg uden kurs og hyggede mig ofte med en flaske vin, men efterhånden blev det for meget. Jeg stod op om morgenen og så godt ud og smurte min datters madpakke – som hun så smed ud – men jeg var nået til et punkt i mit liv, hvor jeg ikke vidste, hvilken vej jeg skulle.
Jeg har en form for tro med mig hjemmefra, så en dag lagde jeg mig her på gulvet og bad til min skytsengel. Jeg kunne ikke mere. Næste dag mødte jeg ud af det blå en kvinde, som jeg faldt i snak med, og hun viste sig at være i AA (Anonyme Alkoholikere, red.). I det øjeblik gik det op for mig: Jeg går jo og lyver. Gu’ fanden har jeg et problem med alkohol. Jeg havde prøvet at tage pauser fra alkoholen, men når det så blev jul, skal jeg da love for, at der røg noget ned. Jeg var så træt af hele tiden at gå og forhandle med mig selv, om det var okay at drikke i weekenden eller fortynde alkohol med vand eller drikke lidt mere, når jeg besøgte min søster.
Kvinden gav mig nogle papirer om AA, og den 21. januar 2014 mødte jeg op første gang og gik i gang med de 12 trin. Jeg troede, jeg var den eneste i lokalet med mine tanker, men der sad 50 vidt forskellige mennesker, direktører og kassedamer og langtidsledige – skønne mennesker – som alle sammen havde én ting til fælles, og som gik med de samme tanker."
Hvor er du på vej hen lige nu?
"I dag skal jeg strikke en trøje færdig, og så skal jeg i biografen med Konsulen. Vi kan godt lide sådan en aften i København med en biograftur, og så slutter vi af med en pølse på Rådhuspladsen, mens vi kigger rundt på alle lysene.
I det større perspektiv kommer jeg tættere og tættere på den, jeg egentligt er. Jeg sidder ikke hårdt på min familie mere. Jeg bruger tiden på personlig udvikling og prøver at undersøge, hvorfor jeg reagerer på forskellige måder i forskellige situationer. Hvorfor føler jeg mig pludselig jaloux? Hvad er min andel i en konflikt? Hvad er lykken for mig? Skylder jeg nogen en undskyldning? Jeg synes, jeg er nået langt i processen med at rydde op i mit liv."