Anne Laxholm har i år været sammen med sin mand, Hans-Henrik Laxholm, i 50 år, men kærligheden mellem dem har langt fra altid været lige ud ad landevejen.
Det fortæller hun i et stort interview i Hendes Verden nummer 40.
Anne Laxholm har danset, siden hun kunne gå, og som 15-årig blev hun dansepartner med Hans-Henrik Laxholm. Herfra gik det stærkt mellem de to unge dansere – for kærligheden mellem dem voksede hurtigt.
”Han havde faktisk to dansepartnere på det tidspunkt, så jeg var blot den ene, men med tiden begyndte vi også at komme fast sammen og blev ringforlovede på min 18-års fødselsdag. Det betyder faktisk, at vi har guldbryllup i år,” fortæller Anne Laxholm, som igen i år er dommer i det populære danseprogram ’Vild med dans’.
Stormfuld kærlighed
De seneste 50 år har parret ikke blot danset sammen, men også drevet virksomhed og danseskole sammen samt fået et fælles barn. Men både at være dansepartnere, forretningspartnere, ægtefæller og forældre er ikke altid helt nemt, og det har Laxholm-parret også mærket.
”Det har til tider været stormfuldt mellem os. Meget endda. Dans er en kunstform, hvor man bevæger sig tæt sammen, og især i de tidlige år er det let at give sin partner skylden, når noget går galt eller ikke føles godt,” fortæller hun til Hendes Verden.
”Sådan er det i både dans og et ægteskab, for som jeg skriver i min bog, kunne vores ægteskab være endt med både mord og selvmord, men vi er aldrig nået så langt, at vi har ringet til skilsmissesagføreren, selv om man godt kan blive arrig. Men så meget større er glæden, når man når guldbrylluppet.”
Læs hele det store interview med Anne Laxholm her.
Her fortæller hun meget mere om, hvordan hun kom ind i danseverdenen, hvordan det var at flytte til udlandet at bo i 28 år – og derefter at komme retur til Danmark, men også hvordan hun følte sig ensom, da hun som 38-årig blev mor.
Om Anne Laxholm
- 71 år.
- Født i Humlebæk og uddannet tresproglig korrespondent.
- Blev sammen med sin mand de første danske amatørverdensmestre i 1979 og i 1980, ligesom parret senere vandt europamesterskabet i 1985 som professionelle og US Open hele tre gange.
- I dag indehaver af Dance Academy Laxholm i Hørsholm, hvor hun også bor.
- Gift med Hans-Henrik Laxholm, som hun har datteren Lisamaria med.
- Dommer i Vild med dans, som lige nu ruller over skærmen på TV2 for 20. gang.