Annette Heick og Jesper Vollmer: ”Der er én positiv og én negativ side ved det, der skete”

Hvem har kokkehuen på i jeres forhold?

Jesper: "Vi laver begge to mad."

Annette: "Ja, og fordelingen er nok nogenlunde fifty/fifty. Mange tænker, at når man er gift med en kok, så laver han altid mad. Men HA! Nej, sådan er det ikke."

Hvordan er ratingen af maden?

Jesper: "Drengene kan godt lide mors mad."

Annette: "Men jeg er ikke helt så fantasifuld som Jesper. Tit bruger jeg faktisk vores egne opskrifter fra Klub Vollmer, og så står jeg med iPaden fremme, når jeg laver mad. Og så har jeg mine klassikere, som ungerne godt kan lide. Jeg har vundet mesterskaberne herhjemme i chili con carne."

Bliver du irettesat undervejs af Jesper?

Annette: "Når jeg har lavet mad, kommer Jesper og siger: ”Nå, hvordan gjorde du det?”. Og det er et spørgsmål på samme måde, som når kvinder siger: ”Nå, skal du have den skjorte på?”. Det er jo ikke et spørgsmål. Det betyder: ”Tag den skjorte af nu og tag noget andet på!”. Og når Jesper siger sådan, ved jeg, at jeg har gjort noget galt."

Læs også

Mikael Kamber om kærligheden: ”Da vi sad og så solen gå ned, blev vi kærester”

Jesper: "Nej …"

Annette: "Jo. Men Jesper er også meget pædagogisk og siger: ”Næste gang skal du lige gøre sådan og sådan”. Jeg gør mit bedste, og jeg er rimeligt god til at lave mad, men det er ikke noget, jeg nyder. Det er en passion for mig at spise, jeg er meget madglad, men det er ikke en passion for mig at lave maden."

Hvis I var en ret – hvilken ret var I så?

Annette: "Jeg har sådan lyst til at sige, at vi er boller i karry."

Jesper: "Det er meget familien Danmark-agtigt."

Annette: "Ja, men det er den lidt orientalske udgave. Den spicy udgave. Der sker noget herhjemme. Der er noget smag, og der er noget temperament i den parforholds-karry. Det er puttet nogle ingredienser i, hvor mange andre nok ville sige: ”NÅ, kan man gøre det med boller i karry?”. Her er passion, temperament og drilleri i luften, så på den måde er det også en hot boller i karry."

Jesper: "Vi har været gift siden 2001, og vi går til stålet med et glimt i øjet, men der er også alvor bag. Vi kan godt give hinanden et verbalt klap i røven, når det er nødvendigt. Sådan, okay, det kunne du godt lige have sagt til mig, det gjorde du ikke – men nu tager vi den herfra."

Hvad er opskriften på jeres lange forhold?

Jesper: "Masser af tålmodighed og tilgivelse."

Annette: "Kærlighed, rummelighed og tilgivelse. Og ærlighed. En meget stor portion ærlighed, som nok efter nogens smag er i kategorien, uh, hold da op, kan I sige sådan til hinanden og stadig tale sammen? Og ja, det kan vi faktisk godt. Man skal kunne stille krav til hinanden.

Vi er også gode til at udvikle os både sammen og hver for sig. I weekenden skal Jesper f.eks. op til Sverige med en masse venner. ”Det Kolde Broderskab”, kalder de det, og det er noget med, at de bl.a. vinterbader sammen. Jesper og jeg vinterbader også sammen, og vi træner sammen, men vi giver også hinanden lov til at lave ting hver for sig. Det vigtige er bare, at man hele tiden sørger for at have en fællesmængde."

Og hvad er jeres fællesmængde?

Annette: "Det er vores børn, selvfølgelig, vores hjem og vores drømme. Vi sørger for hele tiden at have nogle drømme, hvor vi kan sige til hinanden, aj, kunne det ikke være fedt at gøre sådan og sådan? Lige på det seneste har vi haft rigtig travlt og har været meget væk fra hinanden, og i sådan en periode kan det hele hurtigt blive meget praktisk.

Men der synes jeg faktisk, at vi er gode til alligevel at tjekke ind hos hinanden. Her til morgen, hvor vi egentlig havde travlt, sagde jeg til Jesper, lav lige en kop kaffe og kom herud på terrassen. Jeg havde fundet en kasse oppe på loftet med en masse af Jespers gamle fotografier, som havde været væk i fem år, og så sad vi lige en halv time sammen og drak kaffe og kiggede på gamle billeder.

Der kunne vi også have valgt at rende rundt og være praktiske, men vi prioriterede at sætte os ned sammen i stedet for."

Jesper: "Jeg må lige komme med en bemærkning til det, for vores kaffe- og billedpause i morges er meget sigende for Annette. Hun er tidsoptimist. Og nu driller jeg lidt – men drengene og jeg har et fælles ord, som vi ofte siger TIL og OM Annette.

Hun er altid meget effektiv og når mange ting, men vi siger tit: ”NU?”. I morges havde jeg lige fortalt Annette alt det, jeg skulle nå, inden vi skulle lave det her interview, og så – fem minutter efter – siger Annette, kom lige herud, jeg skal vise dig nogle billeder. Og det var også rigtig hyggeligt, men: ”NU?”."

Læs også

Michèle Bellaiches ferieforelskelse: ”Jeg fortalte først min mor det mange år senere”

Hvordan bagte I på hinanden i sin tid?

Annette: "Vi mødte hinanden første gang til en fødselsdag gennem en fælles ven, Kenneth. Men der var ikke noget."

Jesper: "Annette boede sammen med en anden."

Annette: "Senere mødtes vi igen i Aalborg via den samme ven, og så var det pludselig sådan, hov – der er vist noget her. Og så var jeg nødt til at gøre op med ham, jeg var sammen med."

Hvad var det for ”noget”?

Annette: "Der var sådan en fuldstændig ro nede i maven, kunne jeg bare mærke. This is it. Det sagde jeg også til mine forældre, og de var sådan, hov, der er lige en, der er gået ud ad døren, Annette, og så kommer der en anden ind? Men der var bare ikke så meget at rafle om."

Hvad faldt I for?

Jesper: "Da vi mødte hinanden i Aalborg, stod vi sjovt nok på et tidspunkt og lavede mad sammen. Og der i køkkenet faldt Annette for mine hænder."

Okay, hvorfor det, Annette?

Annette: "De der store, grove hænder. Det kunne jeg godt lide, haha."

Hvad faldt du for, Jesper?

Jesper: "Vi havde det hyggeligt i Aalborg med venner, dans og fest, og det var alt sammen sjovt, men det, der gjorde det for mig – der hvor jeg blev ramt – det var, da vi lavede det, vi kalder rullepølsen. For nu at blive i madsproget. Vi lå i hver sin side af et stort vattæppe ude i gården, og så rullede vi ind mod hinanden og lå i hver vores pølse ved siden af hinanden og snakkede i timevis. Der lærte vi hinanden at kende, og for mig var det der, det skete."

Annette: "Nu bliver jeg bekymret for, at overskriften på artiklen bliver lavet om til: ”Hun faldt for rullepølsen i Aalborg”, haha."

Hvordan gaflede I så endeligt hinanden?

Jesper: "Vi var – seriøst – næsten kedeligt ordentlige, fordi Annette jo netop var sammen med en anden. Men vi sås ofte hos Kenneth. Grillede, hyggede, spillede frisbee i Kongens Have, og vi kunne bare mærke, at det var dejligt. Annette brugte sommeren på at finde ud af, hvad hun ville. Jeg trak mig, så hun fik ro til det, og hun fandt ud af, at hun ikke længere skulle være sammen med den gamle kæreste.

Og så var det ret sødt, for efter sommeren lavede Kenneth og jeg en aftale om en biograftur i København. Vi aftalte, at vi skulle mødes på Axeltorv, men da jeg stod der og ventede, var det ikke Kenneth, der dukkede op. Det var Annette. Og så var det bare sådan, okay! Vi krammede i timevis, for nu måtte vi godt, og jeg tror også, at jeg kyssede dig på kinden, Annette …"

Hvem er Jesper & Annette?

Jesper Vollmer Heick er kok, kogebogsforfatter og kendt fra 'Go’ Morgen Danmark'. Han driver madkoncept-huset Rå i Allinge på Bornholm og har sin egen madklub og kokkeskolen Klub Vollmer. Var tidligere køkkenchef i Kongehuset.

Annette Heick er entertainer, musicalstjerne, sangskriver, tv-vært, klummeskribent, debattør og konferencier.

Annette er 51 år, Jesper er 49, og sammen har de sønnerne Storm og Eliot.

Hvordan holder I gryderne i kog i jeres forhold?

Jesper: "Vi er gode til nyde hinanden, men vi har også pissetravlt, og så kan det være svært også at huske ”os”. Men vi prøver at have øje for det, og Annette er ret god til at arrangere ferier og ture. Jeg tager gerne med og bidrager på min måde, og så er vi sammen-sammen."

Annette: "Vi ved godt, at vi på skift er inde i rigtig travle perioder, og så tager den anden over på hjemmefronten. Det har vi altid været gode til."

Jesper: "Ja, men ungerne har også været vant til at være med på farten, nærmest siden de blev født. Med på scenen. Med i autocamperen. Altid. Og de ved også godt, at nogle gange er mor meget væk, andre gange er far. Jeg var køkkenchef i Kongehuset i ti år, hvor jeg i perioder var pænt meget væk. Og der havde Annette den. Jeg var f.eks. væk hver anden juleaften, der var det Dronningen, der havde mig. Sådan var det. Annette delte mig med Dronningen."

Annette: "Jep, sådan var det."

Jesper: "Vi har også altid været gode til at skabe ting sammen. Vi har haft gang i mange hus- og haveprojekter gennem årene. Jeg er nok ham i projektfordelingen, der siger, okay, nu har vi fuldført projektet, nu må vi godt lægge os lidt på ryggen og nyde. Men der er Annette allerede i gang med tegningerne til næste projekt. Det er en balancegang, for vi skal både nyde og videre, og der er det godt, at vi ikke er ens."

Annette: "Jeg er på de store linjer, Jesper er på detaljerne. Det er en god blanding."

Hvad kan bringe jer til kogepunktet?

Jesper: "Jeg kan godt lige få en lille rap skideballe, når jeg er lidt for meget ego, og når jeg glemmer og roder. Annette er rigtig glad for, at her er pænt ryddet op, så hun kan godt råbe lidt højt somme tider, når jeg er kommet hjem til et spotless hus og så lige smider vasketøjet her, sætter go-pro’en til opladning der …"

Annette: "Det er som om, der springer en bombe! Huset går fra at være helt ryddeligt og lækkert til at være fyldt med beskidt tøj og sand på gulvet, når Jesper kommer hjem."

Så der kommer Annette på kogepunktet?

Jesper: "Ja. Og specielt når det smitter af på børnene, kan Annette godt sige, hold kæft, I ligner jeres far! Og det er ikke positivt ment."

Hvad bringer Jesper til kogepunktet?

Annette: "At jeg er tidsoptimist. Det er det korte svar. Men jeg kan faktisk alligevel ikke huske, at Jesper sådan for alvor har hidset sig op over det. Herhjemme er det mig, der er terrieren. Jesper er Sankt Bernhards-hunden."

Bliver du ikke vred, Jesper, eller holder du det bare inde?

Jesper: "Jeg bearbejder tingene på en anden måde. Jeg bliver stille."

Annette: "JA! Jesper bliver meget stille. Som i VIRKELIG stille."

Handler jeres reaktionsmønstre om det, I har med hjemmefra?

Jesper: "Hvis man spurgte en, der vidste noget som den slags, så ja, det tror jeg. Jeg har en mor, der altid har været meget råt for usødet. Tingene kom på bordet lige med det samme. Hun var enlig med mig og min bror i mange år."

Annette: "Jeg ELSKER min svigermor. Hun er fuldstændig ligesom mig. Vi siger tingene – BUM – og så er det overstået. Ingen bærer nag."

Men sjovt, at du så holder det inde, Jesper, når du har set det modsatte derhjemme?

Annette: "Men din bror, hvad gjorde han?"

Jesper: "Han råbte og skreg."

Annette: "Så var det nok derfor, du tog den stille rolle på dig. Det var rigeligt med to, der råbte højt."

Du var udsat for en voldsom badeulykke i Thailand i 2015, Jesper, hvor du brækkede nakken – er der nogle ting, der har ændret sig i jeres forhold af den grund?

Jesper: "Jeg tror, Annette skånede mig i en periode, fordi jeg var lidt ramt. Men på et tidspunkt sagde hun, nu må du kraftedeme komme inde i kampen igen. Og det var fint, at hun sagde det, for hun ville mig det godt. Jeg har fået ombygget min mountainbike, så jeg kan køre på den med de skader, jeg fik efter ulykken – jeg ELSKER den cykel.

Og Annette har aldrig nogensinde lavet den der: ”NU?” overfor mig, når jeg har haft lyst til at køre en tur. Hun elsker, at jeg kommer ud og får rørt mig, og hun ved, at jeg er glad, når jeg kommer hjem. Det er en kæmpe gave, at jeg har fået den leg ind i livet igen."

Annette:  "Og omvendt opfordrer Jesper også mig til at tage ud og spille noget tennis, for det gør mig glad. Vi kan ikke længere spille sammen, men han siger, tag nu afsted og spil med nogle andre. Og så kommer jeg hjem med overskud."

Har der været et tidspunkt i jeres liv, hvor I ikke havde salt til et æg?

Annette: "JA! Are you kidding me! Jesper kunne ikke bevare sit arbejde i Kongehuset efter ulykken. Vi boede i Sverige på det tidspunkt og havde også sat gang i et stort byggeprojekt på Bornholm, så vi besluttede at sælge huset i Sverige.

Der var bare lige det problem, at tilstandsrapporten viste, at der var 40 procent fugt i alle vægge og en stor byggefejl, og forsikringen dækkede ikke. Så væltede hele baduljen. Vi havde et hus, der var nul kroner værd, hvis vi ikke fik det udbedret for en million. Penge, vi ikke havde, fordi vi havde investeret alt, hvad vi ejede, i byggeprojektet på Bornholm.

Jesper var lam efter ulykken, og vi anede ikke, hvor meget han ville kunne træne sig op til. Og vi vidste ikke, hvor meget og hvordan han ville kunne arbejde fremover. Vi havde vitterlig ikke salt til et æg. Så jeg begyndte at gå rundt derhjemme og vende bunden i vejret på alt, hvad vi ejede, for at finde ud af, om det var noget værd.

Jeg samlede bunker til Laurits.com, til Bruun Rasmussen og til loppemarkedet, og så gik jeg ellers i gang med at sælge. Da det var allermest vildt, fandt jeg gamle, skårede urtepotter, som jeg fyldte med planter, jeg gravede op i haven og solgte på loppemarkedet i Holte. Og tænk, jeg tjente 10.000 kroner bare på det. Jeg er den sygeste sælger."

Havde I så overhovedet noget tilbage efter auktioner og loppemarkeder?

Annette: "Nej, alt var væk. Selv vores 15 år gamle havelåge fra Bauhaus solgte jeg. Og alt det tøj, vi ikke brugte."

Jesper: "Da vi var længst ude, havde vi ungernes sparegrise med i bilen, da vi skulle over Øresundsbroen til Sverige for at komme til Bornholm. Vi havde ingen penge på vores kort, og vi havde ingen kontanter selv, så vi var nødt til at have sparegrisene med som nødløsning, hvis betalingsanlægget afviste vores kort. Så ja, der var vi HELT nede og skrabe bunden."

Hvordan kom I på fode igen?

Annette: "Vi byggede et hus til. Vi boede på en meget, meget stor grund i Sverige, som vi heldigvis havde udstykket nogle år tidligere. Det kan man kalde rettidig omhu. Så jeg gik i banken for at låne 2,8 millioner, så vi kunne bygge et nyt hus på den udstykkede grund. Fem banker måtte jeg besøge, før det til sidst lykkedes at få lov til at låne pengene i et år.

Vi sanerede det gamle hus og byggede et nyt, og så havde vi pludselig to huse, der shinede, og som vi kunne sælge. Derefter boede vi i en periode i huset, der var ved at blive bygget på Bornholm, hos nogle venner og i en campingvogn, og til sidst købte vi huset her i Holte. Det er sindssygt at tænke på, at det kun er fem år siden, at alt det her skete."

Hvad har det betydet for jer, at I har været alle de svære ting igennem?

Annette: "Der er en positiv og en negativ side ved det. Den positive side er, at vi har været igennem nogle tankeprocesser, som de færreste kommer igennem. De fleste har jo den forventning til livet – heldigvis – at man ved, hvad man skal her og nu, og så er der en pension, der venter forude. Den ene dag sluger den næste. Stille og roligt. Men der er vi sådan, okay, vi kan dø i morgen, så vi kan ikke skubbe tingene alt for meget foran os.

Der er et stort projekt, vi rigtig godt kunne tænke os at kaste os over, men som vi lige har fået at vide, at vi først kan komme i gang med om 2,5 år. Det var simpelthen sådan en mavepuster for mig, for hvad hvis vi ikke lever til den tid? Det tager jeg faktisk ikke for givet, selvom jeg kun er 50 år. Vi har ikke lavet andet end at vade igennem ulykker de seneste otte år, og vi har set, hvor hurtigt tingene kan ændre sig.

Læs også

Nikolaj Lie Kaas: ”Jeg har giftet mig med en, der har alle de planer, jeg ikke selv har”

Selvom det lyder meget dommedagsagtigt, så er det faktisk positivt i min verden, for jeg ser det som rettidig omhu. Og rettidig omhu ligger simpelthen højt på listen hos os."

Hvad er så det negative?

Annette: "Det negative er nærmest det samme. Nemlig, at vi aldrig nogensinde er rigtig trygge i det, der er. Folk siger tit, at det, der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere, men det er den største løgn. Det, at du lige med nød og næppe overlever noget, betyder, at du bliver frygtelig bevidst om din egen skrøbelighed.

Så for mig er livet aldrig mere sikkert, end at det føles som at gå ude på kanten af klipperne ved en skrænt, der går 50 meter lodret ned i havet. Der skal bare en lille vind til, så bliver man pustet ud over kanten og er færdig.

Så der er kommet en kæmpe alvor ind i vores liv, men samtidig er der også kommet en kæmpe taknemmelighed. Jeg sætter så meget pris på de små ting i livet nu. Meget mere end før. Svenskerne har sådan et godt ord for det: uppskatta. At værdsætte. Noget af det dejligste, jeg ved, er fuglene her i haven. At sætte mig ud en sommermorgen med min kaffe og bare nyde fuglelydene er noget af det bedste, jeg ved.

Jeg kigger på de små egern, på de fine liljekonvaller og på roserne, der står så flot i år. Hold nu kæft, jeg elsker det. Og jeg elsker vores ture ud i havet sammen. Året rundt. Det er de gratis glæder, som vi virkelig uppskattar i dag."

Hvis jeres liv var en kogebog, hvad skulle titlen så være?

Annette: "Jamen, den har vi lavet. Den hedder ”To sider af samme smag”. Og det er faktisk, synes jeg, den perfekte titel på vores ægteskab. Vi har samme smag, samme retning, samme mål og ting, vi gerne vil, men vi har to forskellige tilgange til det.

Læs også

Christina stod af ræset, flyttede til Vestjylland… og fik stress

Nu startede jeg med at sige, vi var boller i karry, men altså, helt seriøst, så synes jeg, at jeg har haft det mest spændende liv i hele verden. Bare de år, hvor Jesper var i Kongehuset. Vi kom nogle steder, og vi oplevede nogle ting, som er så få mennesker forundt. Noget, der var så upperclass-agtigt, samtidig med at vi var boller i karry. Vi dækker spektret fra Keld og Hilda til Dronningen og Prins Henrik. Og det er et meget godt spænd.

Det sjove er, at nogle gange føles det samtidig næsten cirkulært, for jeg tror, at mine forældre og Dronningen – og i sin tid Prinsen – har rigtig mange ting til fælles. Et ægteskab med utrolig meget gensidig respekt. Et ægteskab, hvor man arbejder sammen. Og liv, hvor man stikker ud som familie og skal stå på mål for, hvem man er."

Hvilke fem madvarer ville I tage med på en øde ø?

Annette: "Avocado og tomat. Jeg elsker begge dele. Men jeg er også en kødpige, så jeg ville tage noget oksekød med. Og så æg og kaffe. Så har jeg både til morgenmad, frokost, aftensmad og hele baduljen."

Jesper: "Citroner, vandmelon, kylling og mandariner. Jeg har to sæsoner om året. Vandmelonsæsonen, som går direkte over i mandarinsæsonen. Jeg ved godt, at ingen af delene er særlig spændende, men jeg kan spise SÅ meget vandmelon og så mange mandariner."

Og den sidste ting?

Jesper: "Sun Lolly! Jeg har fryseren fuld af Sun Lolly. Jeg klipper otte op ad gangen, stiller dem i et fad, så de ikke drypper, og så sætter jeg mig ind foran god serie med dem. Så de skal også med på en øde ø."

Hvem ville I gerne invitere på Babettes gæstebud – nulevende eller døde – og hvorfor?

Annette: "Jeg tror faktisk, jeg ville invitere Malou Aamund og Mikael Bertelsen. Jeg kender dem ikke, men jeg synes simpelthen, at de virker som sådan nogle spændende og begavede mennesker, som har meget at byde på. Jeg beundrer dem begge helt vildt."

Jesper: "Knud Rasmussen, som udforskede Grønland på flere ekspeditioner i begyndelsen af 1900-tallet. Jeg er selv involveret i et vildt projekt, der hedder OceanSky Cruises, hvor et nybygget luftskib skal flyve med meget rige gæster fra Svalbard til Nordpolen i 2025.

Jeg står som Head of Dining om bord, og jeg kunne godt tænke mig at tale med Knud Rasmussen om det med at tage på ekstreme ekspeditioner. Det gjorde han, og OceanSky Cruises er også en ekstrem ekspedition, bare på en helt anden måde."