Annette Heick

Annette Heick: Det er et kæmpe tilbageskridt – og jeg bliver så trist

Hun har blandet sig i #metoo-debatten og har store holdninger til kønsdiskrimination i sin egen branche. ALT.dk har fanget sanger og entertainer Annette Heick til en snak om ligestilling anno 2021.

Vi er langt fra i mål med ligestillingen i Danmark, og det skal vi tale højt om, så vi kan gøre noget ved det.

Det mener sanger og entertainer Annette Heick, der – sammen med tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt – netop har deltaget i eventet ”Ta’ lige stilling”, som HK Privat står bag, der blandt andet opfordrer til et opgør med et uligt arbejdsmarked og seksuel chikane.

ALT.dk har fanget hende til en snak om ligestilling anno 2021.

Om ulighed i musikbranchen

”Der er kæmpe, kæmpe forskel på mænd og kvinder i min branche, og det er simpelthen så trist. Jeg bliver så ærgerlig over det. De sidste 15 år, vil jeg sige, at der har været en voldsom diskrimination af specielt danske kvindelige musikere. Det er meget tydeligt på playlisterne. Det betyder, at forbillederne går tabt. For hvad er det, der inspirerer? Hvad er det, der gør, at kvinder skulle have lysten til at gå ind i den branche, hvis de ikke bliver spillet?

Jeg er 49 år, og da jeg var ung, så var det alle mulige danske kvindelige kunstnere, der var i front – Sanne Salomonsen, Anne Linnet, Lis Sørensen, Hanne Boel, Søs Fenger. Det var mega inspirerende. Så kom næste generation – mig, Pernille Rosendahl, Karen Mukupa, Szhirley osv., og så fik man lov til at blive spillet med noget af det første, man lavede, og derefter fik mange af os at vide, at vi var for gamle.

Så der er jo ikke nogen til at vise vejen frem og skabe nogle forbilleder. Hvem er næste generations Birthe Kjær og Anne, Sanne & Lis?

Det er et kæmpe tilbageskridt.”

Der er jo eksempler på kvindelige musikere som fx Tessa, Jada og Mø, der har brudt igennem de seneste år – hvad skyldes det, tror du? Er de undtagelsen til reglen, eller?

”Javist, men de er jo heller ikke generationen efter Anne, Sanne og Lis osv. De er under 30 de fleste af dem, og de kommer til at inspirere piger, der i dag er 7-12 år plus, at det endnu er for tidligt at vide, om de nævnte kvinder overhovedet er at finde på playlisterne om ti år. Det håber jeg. Men Anne, Sanne og Lis osv. er kvinder på 70. Det betyder, at vi har… hvem?… på strækningen 30-70 år? Det vil sige 40 års talentmasse, der er ryddet.”

Hvad er løsningen på problemet, tror du?

”Jeg har været så meget imod kvoter, men jeg har efterhånden svært ved at se, hvordan vi kan komme uden om det, fordi det er nødt til at blive sat i system, hvis der skal være repræsentation. Når det kommer til musik, er det jo meget individuelt, om man for eksempel føler sig repræsenteret i et tekstunivers, og her spiller ageism (alders-diskrimination, red.) også ind. For den musik, som jeg i min alder føler mig på linje med, hører jo også sammen med det forhold at være kvinde, og derfor er det simpelthen et problem, når der er en så stor overvægt af mænd. Jeg kender ikke nogle miljøer, hvor uligheden er så udtalt, som den er i musikmiljøet.”

Om ligestilling i hjemmet

”Jeg har sådan set været hovedforsørgeren hjemme hos os de sidste fem år, så lige dér er det lidt specielt, for det er jo ikke normen – det er jeg godt klar over.

Men i forhold til vasketøj, lektier med børnene og den slags, der er vi sgu nok lidt gammeldags. For altså… jeg kan ret godt lide det. Og det ved jeg godt er lidt ”farligt” at sige, men jeg kan godt lide at stå og stryge og høre podcast for eksempel. Og så har jeg generelt nogle lidt højere krav til, hvordan det skal være derhjemme. Det er jo mine regler, at det skal være snorlige, og så må jeg være den, der efterlever det mest, for Jesper (Annette Heicks mand Jesper Vollmer, red.) har jo nogle andre regler, og hans regler kan være ligeså gode som mine.

Min mand er også kok, så der har vi endnu mere ballade, fordi jeg laver meget mad. Og jeg laver faktisk god mad. Men jeg tror, at vi er lige gode om madlavningen derhjemme.

Så længe vi prøver at mødes et sted på midten, så er det fint for mig.”

Om #metoo:

”Hold kæft, hvor har vi rykket os inden for det sidste år. Det kan jeg virkelig se. Og jeg har været overrasket over, hvor blind jeg selv har været. For nylig var der hele diskussionen med kvinders tryghed og drabet på Sarah Everard i London, og her var der nogen, der skrev på Instagram: ”Jeg har gået og klirret med nøglerne om aftenen for at føle mig tryg, jeg har ladet som om, at jeg talte i telefon” osv., og så tænkte jeg bare: Det har jeg også. Og jeg har aldrig tænkt over, at ingen mænd genkender det. Jeg har bare tænkt ”sådan er det”, men pludselig gik det op for mig: Ingen mænd forstår det her; ingen mænd har prøvet det. Det slog virkelig hårdt. Så der er et stykke vej endnu.

Man kan blive helt overrasket, når man ser tilbage på, hvordan tingene var i gamle dage i forhold til sexisme. På bagkant tænker man: Hvor er det sindssygt. Men dengang accepterede man jo den slags. Ikke fordi det var retfærdigt eller gjorde os til bedre mennesker, men fordi det ”bare var sådan”. Så hele #metoo-debatten har været så vigtig.”

Ny undersøgelse: Ligestilling i hjemmet?

Hvordan ser det ud med ligestillingen i de danske hjem?

Det er et af fokusområderne i en ny undersøgelse, som Epinion har lavet for HK Privat.

Her bliver der blandt andet spurgt til, hvem i hjemmet, der tager sig af vasketøj, madpakker og reparationer af cykel/bil, og resultaterne viser, at de klassiske kønsroller stadig holder ved – men at nye takter er på vej i særligt den yngre generation.  

Her er et udpluk af resultaterne:

  • 73 procent af de adspurgte kvinder svarer, at de ordner vasketøjet derhjemme (mod 13 procent mænd).
  • 42 procent af de adspurgte kvinder svarer, at de smører madpakkerne i hjemmet (mod 24 procent af mændene).
  • 85 procent af de danske mænd svarer, at de fikser reparationer af biler og cykler (mod 7 procent af kvinderne).

Læs mere om undersøgelsen her.