Annette Heick: "Det var ikke en fødselsdepression, men..."

0-10 år - En tryg og brun barndom

"Det var et rigtigt 70’er-barndomshjem, og når jeg ser billeder fra dengang, er alt belagt med orange og brune farver. Men det var indbegrebet af god barndom for mig. Det var rundbold og hinkeruder på vejen og kun én fjernsynskanal. Jeg hørte musik på min rejsegrammofon, tegnede påklædningsdukker og legede tandlægeleg. Man havde sunde interesser, og jeg cyklede til kunstskøjteløb og spillede guitar."

"Det var også en sparsommelig barndom, hvor parcelhuset langt fra var proppet med møbler, for når man havde købt sofaen, var der ikke nødvendigvis til et gulvtæppe også. Når den store lastbil fra Dansk Fryseøkonomi kom forbi på vejen, købte vi forråd for at spare penge. Min fars arbejde mærkede jeg ikke meget til, og min mor gik på arbejde på et kontor dengang."

"Til jul fik jeg altid tilbehør til mit dukkehus, og det bedste ved juleaften var, når de voksne sad i sofaen og fik kaffe, og mit dukkehus kom ind i stuen, så jeg kunne sætte alle de nye ting, jeg havde fået til det, ind i huset."

"Det kan godt være, jeg romantiserer det. Jeg har jo ikke bygget en snemand hvert eneste år af min barndom. Men voksen-Annette er så taknemmelig for den barndom, og det var også et bevidst valg, da jeg selv fik børn, at de skulle have et trygt og enkelt liv på landet, for de voksede op i Sverige. Jeg er spændt på, om de vil værdsætte det som voksne. Jeg er i hvert fald selv taknemmelig over, at jeg voksede op i 70’erne. Hold kæft, det var fedt."

10-20 år - Med på landevejen

"Det krævede en omstilling, for min mor begyndte at tage med min far ud at spille, og jeg var stadig for lille til at være alene hjemme, så jeg kom med. Og i sommerferien var vi på landevejen syv uger om året. Jeg satte aldrig spørgsmålstegn ved det, men i dag kan jeg se, at essensen af det blev, at jeg fik set alt, hvad der rører sig i det, vi i dag kalder udkantsdanmark. Vi mødte alle slags mennesker og så også landets vrangside."

"Vi kom steder, hvor pengene var knappe, og det omrejsende tivoli, hvor mine forældre spillede, var årets højdepunkt. Det var ret meget anderledes end København. I dag elsker jeg at komme ud til de steder, og jeg kan snakke med enhver om det loppemarked, der lå bag det gamle badehotel i Løkken. Jeg skal ikke engang bruge en GPS for at komme derhen."

"Da jeg var 14, flyttede vi fra Skovlunde til Holte, og jeg skal hilse og sige, at det var anderledes. Jeg kom fra et sted, hvor de sociale tilfælde havde borgerlige værdier, til et sted, hvor der var rich kids, som syntes, at kommunismen var hot. Jeg fattede intet. Men i gymnasiet faldt alt på plads, og jeg fandt folk, der matchede mig. I det der skylag har folk ikke travlt med at sige, hvem de er. De er bare. Hvis jeg kom og var datter af Keld og Hilda, så var der en, der var søn af direktøren for Magasin. De var faktisk rummelige."

20-30 år - Lykkelige 90’ere?

"Jeg ledte efter min hylde, så det var lykken for mig at blive ansat på Se & Hør og komme hjem og sige til min mor: "Sådan! Nu ved jeg, hvad jeg skal." Jeg havde fede kolleger, og jeg var så heldig at være der på det rigtige tidspunkt, hvor der stadig var penge i branchen. Der er en undersøgelse, der viser, at 1990’erne var det lykkeligste årti i verden."

"Vi var trygge – okay, det var en falsk tryghed, men Muren var væk, og nu skulle alt blive godt. Det kan godt være 1990’erne var lykkelige, men jeg var ikke. Jeg syntes, musikken i 1990’erne var dårlig, og jeg var søgende efter både kærligheden og på jobfronten. Jo, jeg havde et fedt job, og det var sjovt, men jeg havde også lange perioder, hvor jeg hverken havde kærester eller kyssede med nogen. Jeg følte, jeg sagtens kunne undvære. Men kunne jeg nu også det?"

"Faktisk var det først, da jeg mødte Jesper som 27-årig i 1998, at jeg fik sparket benene væk under mig, og han byggede mig op på ny. Jeg blev et nyt menneske sammen med ham. Jeg fik endelig gnavet den sidste rest af navlestrengen over og fik spurgt mig selv: Hvad drømmer du om, og hvor skal du hen?"

"I mange år havde det været mig og mine forældre i en lille sammentømret familie, som ofte følte sig som os mod resten af verden. Mange syntes, mine forældre var frygtelige, og det bragte os tættere sammen. I dag er vi stadig ret sammentømrede. Min far har for eksempel lige ringet nu for at sige, at deres nye havemøbler er kommet, så dem må jeg hellere køre op og se bagefter. Men dengang manglede jeg det endelige opgør for at blive mig selv i stedet for mine forældres barn. Jeg skylder Jesper alt. Han stillede spørgsmål til alt, hvad vi gjorde. Når vi var på ferie, spurgte han: "Hvorfor spiser vi ikke morgenmad på stranden?" Nej, det plejede vi ikke at gøre! Men Jesper skubbede mig ud over rampen og krøllede "plejer" sammen."

30-40 år - Jespers tur

"Jeg fik Eliot som 32-årig, og vi flyttede til Sverige, for nu skulle vi være far, mor og børn. Jeg havde tøvet med at få børn, og der gik faktisk det meste af det første år med Eliot, før det gik helt op for mig, hvad der var sket. Det var ikke en fødselsdepression, men jeg tænkte ofte: "Hvad skal jeg med sådan en lille en?" Jeg var glad for ham og elskede ham, men det var først en dag, da jeg stod i vores køkken og talte i telefon, og han pludselig satte sig helt rank op, at jeg tænkte: "Gud, han kan noget." Så var jeg til gengæld ved at eksplodere af kærlighed, som blev vildere og vildere. På magisk vis viste det sig endda, at der var kærlighed nok til to børn."

"Jeg faldt ret godt til som freelancer og arbejdede både for TV2, DR og en række produktionsselskaber og lavede blandt andet Ushi Heiku i fem intense uger. Samtidig fik Jesper job som kok i kongehuset, og da tog vi beslutningen om, at nu var det hans tur, og jeg skulle indrette mig. Det blev sådan, at hvis Jesper for eksempel var på Gråsten med dronningen, så var det mit job at skaffe pasning, hvis jeg også skulle noget. Jeg har altid godt kunne lide at arbejde, men jeg havde det også fint med at drosle ned – bare jeg ikke skulle gå ledig. Jesper og jeg har været gode til at skyde hinanden af sted. Min personlige rejse har jeg taget med ham, men det er nok på baggrund af mig, at hans karriere har taget fart. Jeg er den, der skubber på og siger: "Jo, du kan." Vi er gode for hinanden."

40-50 år - En helt anden respekt

"Det er er som om, at hver gang jeg står for enden af en dekade, sker der noget, som sender mig i en eller anden retning. Som 38-årig fik jeg rollen i musicalen Wicked, og det blev en gamechanger, for det ændrede, hvordan verden så mig. Den sidste rest af at være Keld og Hildas datter røg væk. Nu var jeg mig, og der var en helt anden respekt om mig. Ingen har siden ringet og spurgt mig, om jeg vil synge kopisange til en firmafest – ikke at der er noget galt med det."

"Før i tiden skød jeg med spredehagl og blev bedt om at oversætte lidt her, skrive en artikel der og være en del af en konkurrence på et diskotek om natten. Pludselig blev jeg spurgt, om jeg ville tage på nytårsturné med Sønderjyllands Symfoniorkester. Da de ringede og spurgte mig, sagde jeg: "Du er godt klar over, du har ringet til Annette Heick, ikke." Men det hele blev vendt på hovedet, og nu har jeg drømmejobbet."

"Der kom en pukkel på vejen, da Jesper kom galt af sted i 2015 (Jesper Vollmer brækkede en halshvirvel i en badeulykke i Thailand i 2015, red.). I meget lang tid var jeg meget stille og sank nærmest ind i mig selv. Jeg kunne godt passe mit arbejde og mine børn, men jeg havde ikke ret mange ord. Først og fremmest var der en masse praktiske problemer, og oveni kom det følelsesmæssige. Især hos Jesper. Hans selvværd kunne jeg ikke bare komme med en praktisk løsning på. Han fik efterhånden en hverdag igen, og han begyndte at kunne skære grøntsager igen, men det er ikke det samme som at være en hel mand. I virkeligheden faldt det først på plads sidste år."

"Det rører mig ikke at blive 50. Om det er 49 eller 54 er for mig ligegyldigt. Hvis jeg skulle sige noget til mig selv som 10-årig, ville jeg sige: "Du kan godt glæde dig, det bliver simpelthen så sjovt." Den 10-årige Annette ville nok bare sige: "Nå okay." Men den 20-årige Annette ville have haft gavn af, at jeg sagde: Det skal nok blive godt alt sammen."