Annika Hayn blev misbrugt som barn: "Jeg lærte, at en løgn kunne redde mange situationer"

Den første store løgn, Annika Hayn fortalte i sit liv, var også den mest alvorlige. Som tiårig løj hun nemlig for politiet, skolepsykologen og sin mor, da hun sagde, at det, som hendes venindes far havde gjort ved hende, ikke var så omfattende. Det var det. Men Annika vidste godt, at alting blev lidt nemmere, hvis hun nedtonede det, smilede og sagde, at alt var i orden.

"Sandheden var, at jeg kom fra et utrygt barndomshjem. Min stedfar var hård og var både fysisk og psykisk voldelig. Stemningen derhjemme var sådan ”du skal ikke tro, du er noget”, og jeg vidste aldrig på forhånd, om det var en god eller dårlig dag," husker i dag 47-årige Annika Hayn.

Og det budskab tog lille Annika til sig.

"Jeg havde det svært i skolen. Jeg havde svært ved at læse, og jeg stammede. Derfor kom jeg til skolepsykolog, men da hun spurgte, hvordan jeg havde det, svarede jeg: ”Fint”."

Da Annika blev udsat for seksuelle overgreb af sin venindes far, kom sandheden dog alligevel frem. Hun fortalte en pædagog, hvad der foregik, og på den måde blev hendes forældre og politiet indblandet.

"Da de afhørte mig, nedtonede jeg det. Jeg sagde, at det ikke var sket så ofte, som det rent faktisk var, og jeg prøvede at få det til at lyde af mindre," husker hun.

"Jeg tror, at jeg som det antennebarn, jeg var, ret hurtigt aflæste, at det var bedst i forhold til, hvordan mine forældre ville reagere. Jeg var bange for, at de ikke ville tro mig, og jeg var bange for, at min mor skulle blive for oprørt."

Resultatet var, at overgrebsmanden ikke blev straffet.

"Det var jo 100 procent noget, jeg gjorde for at skåne min familie," siger Annika.

Men løgnen stoppede ikke der. Kort tid efter prøvede Annika nemlig at drukne sig i familiens badekar. Hun overlevede, men undlod at fortælle sin familie, at hun havde det så dårligt, at hun som tiårig ikke ønskede at leve mere.

Mad og løgn

Annika kan ikke huske, at hun siden har løjet så stort, som hun gjorde i den periode af sit liv, men siden fulgte en byge af mindre løgne, for hun udviklede en spiseforstyrrelse som 19-årig.

"Spiseforstyrrelser består af mange lag, og løgnen er et af dem – hvor meget jeg har spist, hvor meget jeg har tabt mig, hvad jeg vejer," siger hun.

"Du kan slå op på side to i bogen om spiseforstyrrelser og læse, at det hele handler om løgn. Jeg kunne sidde og spise slik og kage hele vejen i bilen hjem fra arbejde, komme hjem til min kæreste og sætte mig ned og spise aftensmad uden at sige, hvad jeg lige havde spist."

Men mest af alt husker Annika, hvor meget hun i den periode løj for sig selv.

"Jeg kunne virkelig mindfucke mig selv til at tro, at det var godt for mig at spise alt det, jeg gjorde. At mad var min ven, som ville hjælpe mig, når jeg havde det dårligt," siger hun.

Det fortsatte senere i livet. Annika havde det i en periode så dårligt, at hun ikke kunne gå på arbejde, og da løj hun om, at nogen i familien var døde.

"Så behøvede jeg ikke at sige, at det var, fordi jeg havde det ad helvede til, for sandheden var jo, at jeg lå derhjemme med så meget angst, at jeg ikke kunne gå på arbejde," fortæller hun.

"Det var en måde at beskytte mig selv på. Jeg havde simpelthen ikke lært hjemmefra at sige: ”Jeg har det ikke godt.”"

Som at tisse i bukserne

I dag har Annika fået en maveoperation og tabt 55 kilo.

"Men jeg er helt ærlig om, at jeg stadig har en spiseforstyrrelse. Jeg kan ikke overspise mere på grund af operationen, så jeg har været nødt til at lære at rumme mine følelser i stedet for at spise. Det er virkelig selvudvikling på første parket," siger hun med et smil.

Hun lever i dag et ærligt liv med sin kæreste, men fortiden har alligevel gjort hende til lidt af en ekspert i løgn.

"At lyve er ligesom at tisse i bukserne: Det hjælper et kort øjeblik. Men jeg ville ønske, at jeg havde lært ”sandhed fremfor alt”," siger hun.

"Gang på gang slap jeg af sted med at lyve, men det havde jo været meget bedre for mig, hvis det var blevet opdaget, hvordan jeg havde det. Løgnen var en måde til at undgå at sige, hvordan jeg havde det, og slippe for at gøre nogen omkring mig kede af det," fortsætter hun.

"Jeg smilede bare og sagde, at alt var godt. I dag fortrækker jeg sandheden, og jeg vil aldrig mere sige, at jeg har det godt, hvis det ikke passer. Ja, alle mennesker lyver lidt, men mennesker lyver ikke for at være onde, men fordi sandheden gør ondt."