Årets 10 bedste bøger
Anbefalet af ALT for damernes bogredaktør, Marie Louise Truelsen
Mangler du en god bog til juleferien eller et sidste bud til ønskesedlen, så læs med her, hvor vi har samlet en liste over årets 10 bedste læseoplevelser. Der er bøger om alt fra knas i parforholdet og skilsmisse til ensomhed og forsoning, samt bøger, der giver et humoristisk indblik i samtiden, eller som er poetiske fortællinger om kærligheden.
De 10 bøger er udvalgt og anbefalet af Marie-Louise Truelsen, som hver uge i ALT for damerne skriver om nye bogudgivelser.
”Jeg hører, hvad du siger” er Kathrine Marie Guldagers tredje og sidste bog i rækken af historier om vrede kvinder. ”Birgithe med th” og ”Endnu en dag i Guds skaberværk” har været meget populære, og derfor er forventningerne til den aktuelle roman kæmpestore. Den handler om parterapeuten Marianne, som selv har knas i parforholdet, og det er en historie om at finde tilbage til kærligheden. Handlingen tager fart, da Mariannes søn bliver indlagt på psykiatrisk afdeling, og hendes kæreste stikker af, fordi han ikke kan rumme det. Marianne, der er vant til at hjælpe andre mennesker med deres problemer, kommer under maksimalt pres.
”Jeg hører, hvad du siger”, Kathrine Marie Guldager, Gyldendal, 200 sider, 200 kr.
En bog, der kredser om en skilsmisse, og hvordan børnene i den bliver tilskuere til et liv, der forandrer sig for øjnene af dem.
”Resten af sommeren”, Lotte Kirkeby, Gutkind, 252 sider, 250 kr.
”Når jeg ser dig fra en vis afstand” er Trine Lundagers debutroman. Historien handler om Kristine, der som kendt tv-psykolog er ekspert i andres parforhold. Da hun står midt i en kæmpe krise, efter at hendes mand har haft en affære, mister hun imidlertid kontrollen over sig selv, og for at finde vejen videre søger hun tilflugt i et forladt sommerhus på en vinterkold ø i Vadehavet. Her vil hun give sig hen til smerten og ensomheden, men mødet med den ældre ravsamler Ejvind sætter en helt ny historie og andre tanker i gang. Trine Lundager er uddannet journalist og BA i statskundskab og var i mange åransat på Politiken. Når hun ikke skriver, arbejder hun som forlagsredaktør og keramikbilledkunstner. En stor del af tiden bor hun på Fanø, og mon ikke øen har været en stærk inspiration til debutromanen?
”Når jeg ser dig fra en vis afstand”, Trine Lundager, Alpha, 300 sider, 235 kr.
Tyske Jenny Erpenbeck vandt i år den internationale Booker-pris for sin knugende roman om den purunge Katharina, der i 80’ernes DDR forelsker sig stormende i den mere end 30 år ældre forfatter, Hans. Deres forhold bliver snart altopslugende, særligt for den unge kvinde, og igennem de år, de er sammen, bliver deres hemmelige kærlighedsaffære gradvist mere og mere destruktiv. Sideløbende med affæren fortæller Erpenbeck også historien om DDR-tilblivelse – og fald. Tidsmæssigt spænder romanen helt fra nazisternes Tyskland (Hans’ far var nazist) til tiden efter Murens fald, og i takt med at Katharina og Hans’ kærlighedsaffære bliver gradvist mere usund, gennemsyret af mistro, kontrol og desperation, så smuldrer verden også omkring de elskende, idet østblokken begynder at gå i opløsning. Romanen kan læses for det tidsbillede, den lader danne baggrund for affæren, ligesom den giver et uforglemmligt (og dybt ubehageligt) indblik i et forhold, der kører af sporet.
”Kairos” af Jenny Erpenbeck, Gads Forlag, 364 sider, 300 kr.
Deborah Levy har været shortlistet til Booker-prisen og har senest haft stor succes med sin såkaldte ”levende selvbiografi”, der består af de tre bind: ”Ting jeg ikke vil vide”, ”Livets omkostninger” og ”Fast ejendom”. Nu er hun aktuel med romanen ”Augustblå”, som handler om den unge koncertpianist Elsa M. Anderson, der forlader scenen under en koncert i Wien, mens hun er på højden af sin karriere. Tre uger senere sidder hun i Athen og betrager en anden ung kvinde, der er ved at købe et par mekaniske, dansende heste. Kvinden har en slående lighed med hende selv. Faktisk i så høj grad at hun kan betragtes som hendes dobbeltgænger. Elsa følger efter kvinden, men mister hende af syne. Da hun rejser videre gennem Europa, på flugt fra sin historie og sit talent, er det med skyggen af den mystiske kvinde som følgesvend.
”Augustblå”, Deborah Levy, Vinter Forlag, 250 sider, 300 kr.
Linea Maja Ernst har høstet mange roser for sin debutroman ”Kun til navlen”, der udkom tidligere på året. Det er en humoristisk og romantisk samtidsroman om at være fanget i en livsfase og panikken over måske at være blevet mere småborgerlig, end man nogensinde havde frygtet. Handlingen udspiller sig i et sommerhus, hvor en gruppe venner midt i 30’erne mødes. Et vennepar skal giftes, og gruppen forbereder sig og holder samtidig fri, skændes, mindes, flirter, poserer og funderer over, hvad man stiller op med længslen og følelsen af, at alt kunne være anderledes. Linea Maja Ernst har en kandidat i litteraturvidenskab og skriver også om bl.a. litteratur, teater og følelser i Weekendavisen.
”Kun til navlen”, Linea Maja Ernst, Lindhardt og Ringhof, 294 sider, 270 kr.
En fortælling om en uforglemmelig søskendeflok og en sommer hjemsøgt af opbrud og fortidens spøgelser af forfatteren bag en af 2023’s store hits ”Fri kærlighed”.
”Søskende”, Tessa Hadley, C & K, 384 sider, 200 kr.
Debutromanen fra 2015 af forfatteren til bl.a. ”Vand til blomster” udkommer nu på dansk. Den handler om uforløst kærlighed og om fortidens indflydelse på nutiden.
”Glemt på en søndag”, Valérie Perrin, 336 sider, 240 kr.
Den irske forfatter Sally Rooney har haft enorm international succes med sine romaner ”Samtaler med venner”, ”Normale mennesker” og ”Skønne verden, hvor er du”, og nu er hun klar med endnu en god historie. ”Intermezzo” handler om to meget forskellige brødre, Peter og Ivan, som mister deres far. Succesfulde Peter forsøger at klare sorgen ved at medicinere sig selv og kæmper samtidig med at håndtere sit forhold til to meget forskellige kvinder. Ivan, som er lidt socialt akavet, møder en ældre kvinde, der selv har en turbulent fortid, og deres liv flettes sammen. Det er en historie om stor sorg, kærlighed og forløsende forsoning. Romanen udkommer samtidig på dansk og engelsk.
”Intermezzo”, Sally Rooney, Gutkind, 450 sider, 270 kr.
En poetisk fortælling om, hvordan kærlighed kan forandre et menneskes tilværelse. Af forfatteren til succesromanen ”Alt må vige for natten”.
”En aften i december”, Delphine de Vigane, People’s, 200 sider, 250 kr.