Catfight-vibes, FLERE kys og ”wacamole” – vi har svært ved at kapere ugens Bachelorette

Her samler vi redaktionens bedste observationer fra ugens tre afsnit af datingprogrammet ’Bachelorette’. Programmet, der viser os, hvad moderne dating også handler om – nemlig det første møde, misforståelser og knuste hjerter …

Ugens tredje og sidste afsnit af Bachelorette er netop frigivet, og vi har samlet vores observationer fra ugen, der er gået. Og ligesom hos kvinderne er Boris all over vores tanker.

Ægte bromance

Uanset hvor mange af fyrene, der får den højtagtede solotid med én af de to kvinder – og flere endda giver udtryk for, at de er statister i Boris’ datingprogram, da han bliver inviteret på solodate med Julie – så hygger de sig. Altså, sådan ægte.

Mændene mediterer i flok på terrassen, laver perlearmbånd og kysser i poolen. Yes, yes. Og igen er det Boris, der fyrer op for den gode stemning.

Artiklen fortsætter under videoen ...

I poolen får Boris, der har kropskontakt i ascendanten, skovlen under Niklas med salatslyngen. Han overbeviser ham – der ellers er en anelse skeptisk over for projektet til at starte med – om, at man sagtens kan kysse andre homies, uden at der er noget seksuelt i det.

”Det er en måde at vise omsorg på,” fastslår han, efter Niklas har fået en lille trutter.

Står det til Boris, bør alle mænd i huset have prøvet at kysse en anden mand, når Mexico-tiden er forbi. De beviser således kun, at de hviler i sin egen seksualitet. Der er gang i Boris, og det er egentlig meget befriende!

Catfight-vibes … eller hvad?

Kampen om Boris fortsætter. I løbet af ugen er Julie på date med ham, og som seer overbevises man faktisk om, at de hygger sig. Hun virker langt mere afslappet, end hun ellers gør, når kameraet ruller. Og den del forstår vi faktisk godt.

Nå, men udover at hygge sig med Boris, forsøger hun også at fritte ham for, hvordan hans date med Mette er gået dagen forinden. Og her fornemmer vi altså, at der er en lillebitte (sagt med mussestemme) form for jalousi at spore i hendes stemme. Lidt. I hvert fald er hun ikke begejstret for at skulle kæmpe om ham.

”Ville du så helst på date med Mette eller mig i morgen?” Boris? Han vælger da at svare noget i retningen af, at det må være oplevelsen, der afgør det – ikke kvinden. Goddaw. Nok er det dejligt, at du er så umiddelbar, Boris, men det er måske ikke lige svaret, du bringer på bordet i den situation. Julie er IKKE imponeret – og det er vi faktisk heller ikke. En 10’er på akavet stemning-skalaen.

Brødrene fra Aarhus

Brødreparret fra Aarhus aka de rebklatrende muskelmænd får sig en heart to heart, inden lillebror Stig skal på gruppedate med både Mette og Julie og fire andre fyre. Daten betyder samtidig, at én skal sendes hjem, og Stig skal derfor pakke sine ting inden afgang.

Storebror Kasper og Nikolaj sender Stig afsted med ordene (fra brormand) ”jeg tror, du er safe, bro”, knuckles og en ”patbølge”??? Altså, wtf?! Hvad er det? Vi har faktisk lidt svært ved at sætte ord på den … er den kikset? For meget? Sjov? Måske vi bare skal lade den stå der.

Rallefar ❤️

Er det bare os, eller er Rasmus ikke for nuller? Først prøver han ihærdigt at imponere Julie ved at ofre sine smagsløg til fordel for en chili, fordi hun ikke skal tro, han ikke kan klare mosten – eller lide stærk mad.

rasmus og julie.jpg
Nurh! Se ham lige, helt storsmilende ...

Sidstnævnte er han faktisk ikke så vild med, når alt kommer til alt, konstaterer han, mens hans mund er ved at brænde op i helvede af chilien, citat slut, men Julie opdager ingenting. Det er da cute! Og så har han ”altid virkelig gerne ville have børn” og have fire styks. ”Fuck, jeg vil gerne være far snart!” udbryder han. En udmelding, der godt kan give bagslag, men vi har altså tabt vores hjerter lidt til Rasmus – og vi håber, Julie gør det samme.

Boris og kærlighedssproget

Igen er Boris på banen, sorry, not sorry. Men hans forhold til begrebet ”kærlighedssprog” fortjener et lille afsnit for sig selv. Han er jo nærmest et kærlighedssprog i sig selv – og han vil bare gerne vide, hvad alle andres kærlighedssprog er, og fortælle hvad hans eget er. Hvis NOGEN skulle være i tvivl, så er hans kærlighedssprog altså berøring. Og det var berøring. Han er en fysisk krammemand, der elsker at kysse og vise kærlighed dérigennem – til mænd og kvinder, det hele.  

alexander og rasmus.jpg
Vi kan ikke helt huske, om det her er øjeblikket, hvor Alexander aka 'wakamole-boy' og Rallefar får at vide, at de skal lave mexikansk mad til damerne ... Det kunne det godt være.

Wakamole-boy

Bro code-Alexander laver altså IKKE ”guacamole” til damerne, men ”wacamole”. Julie småklukker. Vi gør det samme, da han insisterer. Ak, det er jo ham, der kan tale spansk. Nå ja, og fem andre sprog. Så måske han faktisk har ret? Heldigvis smager den næsten lige så godt som Rasmus’ salsa …

Et vandfald af … kønsroller???

Mette fanger Kasper og byder ham på solotid ved en mingling, mens de øvrige mænd ser slukøret til. Og storebror Kasper benytter muligheden til at ævle løs om kønsroller – tror vi nok – evolution, og og og … mja … vi aner faktisk ikke, hvad det er, han gerne vil frem til og tænker mest bare, don’t.go.there! 🫠

Til sidst kommer han så alligevel – med god og TÅLMODIG hjælp fra Mette, der kniber øjnene lyttende sammen – frem til spørgsmålet: ”Hvad søger du (i et forhold, red.)?”

I sin efterfølgende sync lader det ikke til, han har følt situationen lige så pinlig, som vi gjorde, for han ”synes egentlig, Mette griber emnet ret godt – til gengæld er HAN blevet lidt mere forvirret oven på snakken”. Så altså … pludseligt sad vi alligevel dér i samme båd. For hvis ikke engang Kasper ved, hvad der skete, hvem skulle så vide det??? 😅😅

DE KYSSER

Ved minglingen i ugens tredje og sidste afsnit har Mette samlet mod til sig; hun vil gerne fortælle Boris, at hun fortrød, de ikke kyssede på deres seneste date i flyveren.

Boris storsmiler. For han har heller ikke fortrudt, at han prøvede … The sexual tension rammer som en hammer gennem skærmen, og kinderne blusser. SÅ KYS DOG! Det er jo katten om den varme grød, vi er vidner til … *Klap, klap* på armen og ”mm, mm”, ”så deeet”, øjnene vandrer.

… OG SÅ SKER DET! Igen og igen.

mette og boris kysser.jpg
Mette og Boris STORKYSSER!

Faktisk kan de slet ikke få stoppet igen og må gøre holdt flere gange på deres vej tilbage til selskabet. Uh!!! Vi glæder os til at finde ud af, hvor dén ender henne! Og også til at se, hvordan Julie reagerer, når hun finder ud af det 🫣

Til allersidst i ugens sidste afsnit får vi en status på det spørgsmål, vi bare gerne vil kende svaret på: HVEM ER BORIS MEST INTERESSERET I??? Efter kysset med Mette, lader han ægte til at være i tvivl, fordi daten med Julie også var hyggelig. Manden er forvirret. MEN! Kysset, der var ”fint-fint”, gav sgu pote. Og barometeret tipper til Mettes fordel … for nu i hvert fald.