Hvad er det vigtigste, du har lært af dine forældre?
– De har lært mig, at uanset hvad jeg ville lave, så skulle jeg ikke ligge på den lade side. F.eks. fik de andre børn i klassen lommepenge, og det ville jeg jo selvfølgelig også gerne have, men mine forældre glemte det hver måned, så jeg måtte ydmyge mig til at spørge efter dem. Og på et tidspunkt syntes mine forældre, det var fjollet, at jeg skulle have de penge, så de sagde, at hvis jeg ville have penge, måtte jeg lære at tjene dem selv. Så allerede som 12-årig fik jeg mit første job i en bager. De lærte mig at arbejde for tingene.
Hvilken beslutning har du fortrudt?
– Jeg boede på et tidspunkt i London i halvandet år, hvor jeg arbejdede meget intenst på et musikprojekt. Jeg havde skyklapper på – på en usund måde. Jeg ænsede ikke andet, så jeg forsømte venner og familie. Og der fortryder jeg, at jeg ikke trak stikket noget før. Man skal kæmpe for tingene, men man skal også kende sine grænser og kunne give slip.
Hvilken begivenhed har ændret dit liv?
– Jeg spillede engang på et spillested i Vejle, hvor 400 mennesker skreg med på min sang ”Når tiden går baglæns”. Det var altså livsændrende. Jeg kunne ikke holde tonen, fordi tårerne pressede sig på. Det var meget overvældende. Efter at have været i gang i så lang tid og have turneret store dele af verden rundt: Bang! Så var der pludselig hul i gennem. Jeg har tidligere overlevet i branchen, men nu kan jeg leve af musikken.
Hvornår føler du dig mest som kvinde?
– Når jeg har en mand. Jeg sætter pris på, at der er forskel mellem mænd og kvinder, når det kommer til romantik. Sådan tror jeg altså, de fleste kvinder har det. Jeg elsker, når min kæreste kurtiserer mig som en gentleman. Åbner døre for mig, lægger armen om mig og holder mig i nakken, når han kysser mig.
Hvilken sang betyder mest for dig?
– Min single ”Ild & Vand” betyder meget for mig, fordi jeg endevender hele følelsesuniverset, og så er det også lidt et udbryderalbum, jeg kommer med denne gang. Jeg bryder med den mere house-prægede lyd, som jeg fik mit gennembrud med, og går mere over i noget organisk. Jeg håber, folk kan lide det, for jeg er stolt over det. Men så længe folk har lyst til at danne sig en mening om det, så er jeg glad. Så kan de hade eller elske det. Bare de lytter.
Har du et ar, der fortæller en historie?
– Jeg har et ar på mit venstre underben, der ligner et skudhul. Folk synes, det ser herre gangster ud. Men det kom sig af, at jeg havde kløet mig på benet, og der var så gået hul og kommet noget snavs i såret. På få timer svulmede min læg op til dobbelt størrelse, og det svimlede for mine øjne. Det viste sig at være rosen. En aggressiv bakterieinfektion. Hvis man kan klare den smerte, så kan man sgu klare det meste.
Hvornår føler du dig allermest lykkelig?
– Det er, når jeg har præsteret, f.eks. færdiggjort en sang. Så har jeg det bedst. Min identitet er bundet så meget op på musik, at det er det, der kan gøre mig allermest lykkelig, men også allermest ulykkelig.
Hvad er dit mest mindeværdige barndomsminde?
– Jeg tog på ekspedition i mine forældres kælder, da jeg var barn. Det var ligesom at gå ind i en anden tid. Min far havde en masse specielle ting fra Indien, som han har rejst meget i, fordi han har været buddhistisk munk. Og så var der gamle spolebånd fra 60’erne med Rolling Stones og Beatles. Det var altid en magisk oplevelse at gå på opdagelse i kælderen.
LÆS OGSÅ: 5 kendte kvinder om deres livs vendepunkt