Barbara Moleko

Barbara Molekos kæreste var hende utro: Kunne høre dem gennem væggen

Kan du huske, hvordan et knust hjerte føles? Det kan sanger Barbara Moleko. Som 17-årig oplevede hun nemlig det ultimative svigt, da hendes kæreste var hende utro. Det fortæller ’Dum for dig’-sangeren i ny podcast.

Barbara Moleko er bare 17 år, da hun møder den mand, hun tror, at hun skal dele livet med.

Hun er netop begyndt på højskole og er lykkeligt uvidende om, hvor meget man kan slå sig på kærligheden.

Mens sangerinden forestiller sig en fremtid med sin højskolekæreste, går han imidlertid med andre planer. Planer, Barbara først delagtiggøres i, da hun tumler ind i ham og en anden kvinde til en fest.

Det fortæller hun i den populære podcast 112 for knuste hjerter.

”Så sidder frøken smukke, seje dame på min kærestes skød, og det kunne jeg ikke forstå. Han havde trukket sig lidt, så jeg tror, at han følte, at han havde sagt, at vi ikke var noget. Og så ender det med, at de kysser. Jeg kan huske, at jeg bare løber min vej og løber ind på mit værelse og sidder der og græder og er fuldstændig knust.”

Kunne høre dem bolle

Fyren ignorerer Barbara Moleko i flere dage efter den uheldige episode, og da de endelig taler sammen, møder hun ham med forståelse.

”Nåh ja, man kan jo ikke styre sit hjerte” og ”godt for jer” får hun sagt, selvom det egentlig ikke er sådan, hun tænker. Det fortæller ’Dum for dig’-sangeren i podcasten.

Vreden viser sig først for alvor en uge senere, hvor Barbara Moleko er endt på et værelse på højskolen, der støder op til sin eks og hans nye kæreste.

”Jeg kan høre dem bolle. På det her tidspunkt har jeg gået i en måned til halvanden og været fuldstændig knust, men det dér, det var bare the last nail i kisten. Jeg var rødglødende. Jeg teede mig og gjorde alle mulige underlige ting,” siger hun i podcasten.

Handler ud af desperation

I ren arrigskab får sangerinden kaldt den nye kvinde for grimme ting, selvom det egentlig er ekskæresten og hans manglende respekt, hun er rasende på.

”Jeg tror, at jeg reagerede fuldstændig normalt, og fuldstændig som et normalt menneske ville gøre, når de udsættes for sådan en situation, men man føler sig sindssyg, og man føler, at man handler sindssygt, fordi man handler desperat.”

Barbara Moleko, som i dag er mor til to, har ikke længere kontakt til fyren. Og da hun tilfældigvis møder ham på en gåtur små tyve år senere, er han både kold og afvisende. Et møde, der kunne have været en forløsning, ender i stedet som ”en mavepuster”.

OBS. Artiklen er Barbara Molekos udlægning af sagen. Du kan lytte til hele podcasten her.