Byens bedste Croque Madame og andre hemmeligheder i byernes by: 10 tips til smukke Paris
Stylist og kreativ konsulent Stephanie Gundelach, 32, er flyttet til byernes by og venter sit første barn med kæresten, håndboldspilleren Mikkel Hansen. Vi var med hende rundt i Paris’ gader og fik hendes 10 bedste tips til sin nye hjemby fra den lækreste Croque Madame og skulpturerne på L’Atelier Brancusi til yndlingsparken Place des Vosges, den hemmelige bar og hotellet i Pigalle.
Morgenmaden
– Buvette serverer efter min mening den bedste Croque Madame i byen. Det er en lille charmerende café i det 9. arrondissement, som er mit yndlingsområde. Gaderne er fyldt med små hyggelige caféer, bagerier og butikker.
Ilovebuvette.com. 28 Rue Henry Monnier, 75009 Paris
Butikken
– Alt hos The Broken Arm er så gennemført og nøje kurateret. Du kan få fingrene i det nyeste fra bl.a. Céline, Prada, Jacquemus og Asics, og så har de et godt udvalg af magasiner og en lille hyggelig kaffebar ved siden af med den bedste kaffe.
12 Rue Perrée, 75003 Paris. The-broken-arm.com
Museet
– Du kan ikke tage til Paris uden at besøge et museum eller to. Ved siden af Centre Pompidou ligger L’Atelier Brancusi, hvor du kan se kunstneren Constantin Brancusis inspirerende værksted. Jeg tager tit forbi, sætter mig på bænken og dvæler over hans skulpturer i lang tid ad gangen.
Place Georges Pompidou, 75004 Paris. Centrepompidou.fr
Frokosten
– Miznon har den bedste lammekebab i byen. Du kan få hjemmebagt pitabrød med det lækreste hjemmelavede indhold, og så har de også et frækt ovnbagt blomkål. Det er populært hos de lokale, så der er altid kø, men det er ventetiden værd.
22 Rue des Écouffes, 75004 Paris
Parken
– Min yndlingspark er Place des Vosges, hvor du får en tiltrængt pause fra storbyens stress og jag. Der hænger vi en del ud om sommeren på et stort tæppe med picnickurv og en taske propfyldt med spil.
Place des Vosges, 75004 Paris
Supermarkedet
– Jeg elsker at lave mad, og jeg kan bruge flere timer i Le Bon Marchés supermarked. Udover at være byens bedste shoppingcenter, har de et kæmpe supermarked i stueetagen med de lækreste råvarer. Det er ret dyrt, men oplevelsen værd.
24 Rue de Sèvres, 75007 Paris. 24sevres.com/le-bon-marche
Aftensmaden
– Jeg har mange yndlingsrestauranter i Paris, og én af dem er Le Square Trousseau. Jeg er fan af stemningen og alt på menukortet.
1 Rue Antoine Vollon, 75012 Paris. Squaretrousseau.com
Baren
– Bag tacobaren El Candelaria, som serverer byens bedste tacos, gemmer der sig en hemmelig bar med ekstra farlige cocktails, som jeg varmt kan anbefale.
52 Rue de Saintonge, 75003 Paris. Quixotic-projects.com
Hotellet
– Jeg elsker området omkring Pigalle, og på en lille gade gemmer hotellet Le Pigalle sig. Alt er indrettet meget hjemligt, så du føler, at du bor i en lille pariserlejlighed. De har en hyggelig café i stueetagen samt et charmerende fællesrum, hvor jeg tit sætter mig med min computer og arbejder.
Metroen
– Når trafikken er slem, er metroen den eneste rigtige måde at komme rundt i byen på. Det er hurtigt og billigt, og så er metrostationerne ret smukke og inspirerende.