Betinna kom til skade og endte i kørestol: ”Birgitte har givet mig troen på mennesker igen”
For 12 år siden kom Betinna Pedersen til skade på sit arbejde og endte i kørestol. Med en blind mand og en hudsygdom oveni kan det være svært at få hverdagen til at hænge sammen, ligesom det indimellem kan være svært at holde humøret højt. Heldigvis mødte hun en ny veninde, der hjælper til med begge dele.
Selvom Betinna Pedersen elskede familiens nye hus i Gørding, var der stadig noget, der nagede hende. Faktisk så meget, at hun lå søvnløs om natten.
Fordi hun sad i kørestol, kunne hun ikke komme rundt i sin egen have. Dermed kunne hun heller ikke hverken nyde eller holde den. Hun vidste, at det kostede omkring 90.000 kroner at få anlagt en kørestolsvenlig sti hele vejen rundt om huset.
Men de penge havde Bettina og hendes mand, Kenneth, ikke. Kenneth var blevet blind for 14 år siden som følge af din diabetes. En dag nævnte hun sine bekymringer for veninden Birgitte. "Det skal du da ikke tænke på. Den klarer vi, lød svaret."
Allerede et par dage efter troppede Birgitte Lambertsen op med sin mand og tre sønner, og før mørket faldt på, havde Betinna fået sin havesti.
"Det betød alverden for mig. Det fyldte så meget i mit hoved, og så kommer der én og bare løfter det væk."
"Min mand arbejder med store maskiner, så for ham var det ingen sag. Og mine drenge har godt af at tage lidt fat," siger Birgitte, 43 år, med et grin og fortæller, at begge familier spiste pizza sammen om aftenen for at fejre den nye havesti.
Birgitte har tre drenge, Betinna to piger og en dreng. De to mødte hinanden for fire år siden til et forældremøde. Siden blev Betinnas datter og Birgittes søn gode venner, hvilket ved flere lejligheder bragte de to kvinder sammen. Snart var det ikke bare børnene, der hang ud, deres mødre gjorde også.
"Mange mennesker tager afstand til mig. Jeg sidder i kørestol og har en hudsygdom, som lægerne ikke ved, hvad er, og derfor ikke kan behandle. Nogle tror tilmed, det smitter. Derfor kan jeg slet ikke beskrive, hvor fantastisk det var for mig at møde Birgitte og få hende som veninde," siger Betinna, 45 år, og fortsætter:
"Hun har givet mig troen på mennesker igen. Troen på, at mennesker faktisk godt kan være søde, fornuftige og hjælpsomme."
Gør mig glad
Birgitte har svært ved at tage rosen helt til sig:
"Jeg har jo aldrig set det, som at jeg skulle komme her og hjælpe dig. Jeg har set dig som en veninde, og du har også givet mig og min familie virkelig meget."
Annonse
Birgittes sønner er kommet meget i huset i Gørding, hvor Betinna har været en ekstra voksen, som altid har stået klar til at lytte.
"I hende har mine drenge haft en fortrolig, én de kunne dele svære ting med, som man måske ikke lige fortæller sine forældre. Samtidig har hun sat dem op på en piedestal og virkelig forkælet dem, hvilket de i den grad har nydt godt af," fortæller Birgitte.
Birgittes yngste er havemand hos Betinna, men det er nu ikke altid, han får arbejdet så meget, for han bliver bænket ved køkkenbordet til både snacks og snak.
De to veninder ses mindst en gang om ugen, gerne mere. Indimellem kører de på tur, men ofte snakker de bare – og drikker masser af kaffe.
"Forleden kom jeg ud fra Smerteklinikken med en rigtig træls besked. Jeg tudede hele vejen hjem. Men så ringede jeg til Birgitte, der straks kom over til kaffe. Snart efter kunne jeg igen grine. Hun gør mig bare altid glad."
Annonse
Julehygge på gården
Kørestolen endte Betinna i efter en arbejdsulykke som social- og sundhedsassistent. En dag på jobbet fik hun en af patienterne ned over sig. Et år efter ulykken blev hun tilkendt førtidspension.
"Men sammen med Birgitte har jeg aldrig følt mig handicappet. Jeg er bare normal. Jeg er ikke god til at bede om hjælp. Jeg vil jo helst kunne klare mig selv, og ofte, når jeg så har bedt om hjælpen, har folk været fulde af undskyldninger. Men Birgitte tilbyder den helt af sig selv. Hun er nok det mest uselviske menneske, der findes."
Birgitte bliver igen meget rørt over de søde ord. For hende er omsorg for medmennesker en selvfølge, og hun bliver både vred og ked af det, når veninden fortæller om folk, der tager afstand, fordi hun sidder i kørestol. Også i hverdagen deler hun ud af sin omsorg i arbejdet som pædagog på en døgninstitution, hvor tyske børn fra det danske mindretal kommer på rekreationsophold. Sammen med sin familie bor hun på en gård tæt på Betinna i Gørding.
"De har en hel gildesal, og hver jul inviterer de folk forbi til at lave juledekorationer. Det er altid enormt hyggeligt," fortæller Betinna, mens Birgitte sender hende et drillende blik.
"Nogen laver dekorationer. Du snakker mest bare med folk. Og drikker gløgg og spiser æbleskiver."
"Ja, men det er fordi, det er så befriende at komme ud et sted, hvor jeg bare kan rulle ind med min kørestol, og hvor jeg virkelig kan mærke, at jeg er velkommen," siger Betinna glad.
"Jeg blev meget rørt"
”Jeg tror nok, at jeg har verdens ALLERBEDSTE veninde. Eller det VED jeg, at jeg har”.
Sådan startede Betinnas brev til Hjemmet, hvor hun indstillede Birgitte til at modtage Hjemmets julekurv. Længere nede skrev hun: ”Jeg ved simpelthen ikke, hvor mange gange Birgitte og hendes familie har hjulpet os helt uden at spørge eller at ville have noget igen.
Hun har givet mig ro, når jeg har været stresset. Hun har givet mig støtte, når jeg har haft mest brug for det, og hun ved det faktisk ikke engang, for jeg har desværre ikke engang fortalt hende, hvor meget hun har gjort for mig. Jeg er bare altid glad, når jeg er sammen med Birgitte og hendes fantastiske drenge/mand.”
Birgitte fik tårer i øjnene, da hun læste brevet:
"Jamen jeg er simpelthen bare så rørt, siger hun. Jeg har aldrig tænkt det som, at jeg gav en masse. For mig er det virkelig bare et venskab, hvor vi er der for hinanden."
