Birgit fik en illegal abort i Polen: ”Det er ikke en naturlig ting, at abort er tilladt”

På et hospital i Warszawa, en sen aften efter lukketid i 1966, tager 21-årige Birgit Petersson ejerskab over sin fremtid.

Lige her, lidt over 1.000 kilometer hjemmefra, skjult for love, hospitalsregistre og sin indremissionske familie, stopper Birgit Petersson sin graviditet.

Beslutningen om at få en abort er hverken uovervejet eller hovedkulds. Der findes simpelthen ikke andre løsninger hos den arbejdsomme medicinstuderende, som er faldet for en ung arkitekt med kone og børn i bagagen. Hun skal hverken være mor eller gravid lige nu. Sådan er det bare.

Desværre ser Danmark anderledes på sagen. Retten til fri abort ligger endnu syv år ude i fremtiden, og selvom Mødrehjælpen alligevel hjælper unge kvinder gennem nåleøjet med særlige tilladelser, bliver den mulighed aldrig præsenteret for Birgit Petersson. Hun er, med sin kvindelige læges ord, for ”sund og stærk”.

Birgit Petersson selv er uenig.

”Det eneste, jeg var helt hundrede procent klar over, var, at jeg ikke skulle have det barn. Det var en umulig situation. Jeg tror heller ikke, at jeg havde fået mine forældres accept. Men det væsentlige var ikke, hvad andre tænkte. Det var, at jeg tænkte på min fremtid, og jeg ville færdiggøre mine studier, finde et arbejde og klare mig selv.”

Gennem nogle medstuderende finder Birgit Petersson ud af, at hun kan rejse til Polen og få foretaget en provokeret abort. Egentlig er aborter på det tidspunkt lovlige i det østeuropæiske land. Men der gælder andre regler for udefrakommende, medmindre de hoster op med store summer i den eftertragtede dollar-valuta og lader sig skjule for loven.

Det bliver et kapløb med tiden for at få skrabet nok penge sammen til indgrebet og den dyre rejse, inden graviditeten er for fremskreden til at afslutte. Da Birgit Petersson og en veninde endelig kan fragte sig med toget til Warszawa i Polen, ved de ikke, hvor lang tid de har igen. Eller hvor de skal gå hen, når de ankommer.

På gebrokkent engelsk får de kontakt til en gruppe unge studerende, som kender til en abortklinik, der kan hjælpe. De får sat en aftale i stand, og et par dage efter sin ankomst, møder Birgit Petersson op på klinikken en aften efter lukketid. Alene og uden evne til at kommunikere på polsk.

De to læger, som skal foretage indgrebet, er vant til at lave aborter. Ja, faktisk laver de ikke andet. Men da de finder ud af, at Birgit Petersson er omtrent 16 uger henne – og dermed i en gråzone for, hvad der praktisk kan lade sig gøre – bliver de alligevel nervøse.

”De var pludselig betænkelige ved at gøre det – om de turde – men så var det alligevel fristende med de temmelig mange penge, de fik. I stedet for at lave en udsugning, som man normalt gør, lavede de derfor en blanding af det hele, så jeg kunne komme ud af vagten med det samme uden nogle papirer og uden at blive en del af systemet. For det skulle skjules, at jeg var der.”

En umulighed

Birgit Petersson kan ikke huske, hvor meget det nøjagtigt kostede at få foretaget en illegal abort. Kun, at det var dyrt. Hun kan heller ikke fortælle om svære følelser eller tøven – for det eksisterede ganske simpelt ikke. 21-årige Birgit Petersson så ingen anden udvej, og så var der ikke grund til at dvæle mere ved det.

”Jeg tror slet ikke, at jeg havde kræfter til at være bange. For i sådan en situation, er det dét, man gør. Man kan ikke sætte sig ned og tude. Det fører ingen steder hen.”

”I selve situationen er jeg fuldstændig kold og rummelig, ligesom mange mennesker er, hvis der sker en katastrofe eller nogen er ved at dø. I sådanne situationer er jeg fuldstændig rolig og kan gøre alle de ting, der skal til. Og så, bagefter, er jeg følelsesmæssigt påvirket af det. Og det var jeg selvfølgelig også dengang.”

Hun læner sig tilbage i læderstolen på sit kontor i hjemmet på Frederiksberg. Hver en overflade er pyntet med kunst i alle mulige absurde og fascinerende former. De fleste symboliserer kvinder og børn.

”Jeg har ikke skyldfølelse eller noget som helst. Det var bare ren afklaring. Jeg vidste, at det var en umulighed at få et barn i min situation, når man både skulle tjene penge til at læse og skulle læse alt det, jeg skulle. Og så ville jeg også bare gerne være sammen med mine venner og være ung. Men det var en frygtelig, ulykkelig hændelse.”

LÆS OGSÅ: Ditte Giese: "Selvfølgelig skal kvinder have lov til selv at vælge"

Retten til selv at bestemme

Aborten bliver ikke kun afslutningen på forholdet mellem Birgit Petersson og den gifte mand. Den bliver også et endeligt opgør med en opvækst i en indremissionsk familie, der dæmoniserer det valg, hun selv insisterer på.

Og så bliver den startskuddet til det, der skal vise sig at gøre Birgit Petersson til en af dansk feminismes koryfæer.

I dag, 77 år gammel, er hun stadig aktiv som speciallæge i psykiatri. Hun har flere bogudgivelser bag sig, er Danmarks første lektor i medicinsk kvindeforskning og en fremtrædende person i kvindesagen. Blandt andet som tidligere medlem af Abortankenævnet, der behandler klager og fører tilsyn med aborter, som udføres efter grænsen for fri abort på 12 uger. Her sad hun i 18 år.

”Min abort lærte mig, at vi kvinder SKAL eje retten til selv at kunne bestemme, hvornår vi skal have et barn. Manden, jeg blev gravid med, var vildt charmerende, klog og spændende, så han var jo tiltrækkende på alle mulige måder, men han havde også den der mandlige arrogance – at verden er min. Det blev jeg vækket af, og jeg har ikke fundet mig i hvad som helst siden.”

Abort til debat

I 49 år har ingen dansk kvinde været nødt til at dele oplevelse med Birgit Petersson. Men rundt omkring i verden står det anderledes til. På Færøerne er det stadig ikke tilladt at få foretaget en provokeret abort, mens den amerikanske højesteret den 24. juni omstødte den historiske ”Roe mod Wade”-afgørelse fra 1973, der ellers sikrede amerikanske kvinders ret til abort i hele USA. I stedet bliver det nu op til hver enkelt delstat selv at lovgive i spørgsmålet om abort. En beslutning, der har skabt store protester både på den anden side af Atlanterhavet og i resten af verden.

I Danmark er der de seneste år blevet foretaget cirka 15.000 provokerede aborter om året, viser tal fra Sundhedsdatastyrelsen. Og det tal er faktisk det laveste, siden aborten blev legaliseret i 1973. En del af forklaringen er, at præventionsmidlerne er blevet bedre.

Alligevel er aborten stadig omgivet af sejlivede myter – også i Danmark. Kritiske tunger hævder blandt andet, at en provokeret abort er blevet en præventionsform i sig selv. Men det argument hører ingen steder hjemme, mener Birgit Petersson.

”Det er jo en hånlig og nedværdigende behandling af kvinder som nogen, der ikke tager ansvar for deres liv og passer godt på sig selv. At de bare bliver gravide, som om det var noget, de gjorde for sjov skyld. Og det er det jo ikke.”

Skammen over at have valgt et foster fra lever også i bedste velgående herhjemme. For nyligt kunne 30-årige Nanna blandt andet fortælle, at den abort, hun fik foretaget som 17-årig, ikke havde skabt psykiske mén - men at skammen stadig havde et fast greb i hende. 

Den oplevelse kan Birgit Petersson godt nikke genkendende til, selvom hun ikke selv har følt sig skamfuld.

”Det ligger i hele samfundet, at man er forkert, hvis man får en abort. Der findes hånlige, nedladende bemærkninger alle vegne. Man får ikke den store omsorg, fordi man har været i en proces, hvor man har taget den beslutning. Og nu synes jeg heller ikke, at det er noget, man skal fortælle hvem som helst, for så forherliger man noget, der er en ulykkelig livsbegivenhed. Men det er desværre, stadigvæk, noget skamfuldt.”

Sejlivede myter og stigmatisering til trods så er Danmark endnu ikke på samme kurs som USA, spår Birgit Petersson. Til det er vi ganske enkelt for rationelle.

Men der er én ting, vi ikke må glemme: Retten til fri abort må aldrig blive en sovepude.

”Det har været klart for mig – lige siden jeg begyndte at beskæftige mig med det – at det aldrig er en naturlig ting, at abort er tilladt. Det kan tages væk af nogle myndigheder fra dag til dag. Og den viden skal man have, så man bliver ved med at tage spørgsmålet op til diskussion. Det synes jeg heldigvis er lykkes. Ikke på en måde, så man er ved at brække sig over det, men tværtimod så folk rent faktisk engagerer sig i det, når diskussionen blusser op.”