Bodil Jørgensen: "Jeg er ikke bange for at dø. Men jeg er bange for at forlade nogen i utide"

Tro

”Gid tiden kunne stå stille”

– Det er jo mærkeligt, at tvivl dukker op som det første, ikke? Ordet tvivl. Men jeg tror, at de er tvillinger. Troen og tvivlen. Og jeg tror, at tro kom først til verden. Det kan jeg jo sagtens påstå, men sådan har jeg det. Troen er stærkere end tvivlen. Og derfor er bare tanken om, at der er et liv efter døden eller noget, der hedder evighedernes evighed, sådan set for mig at tro. Jeg begynder at forestille mig, hvordan der ser ud. Jeg får billeder inde i hovedet.  

Hvordan tænker du, at der ser ud i livet efter døden – i evigheden? 

– Fantastisk enestående. Som store naturoplevelser, man kan have. Som når man stirrer ud over havet og ser solen, der blander sig med havet. Det er sådan et evighedssyn for mig. At tiden står stille. Det er noget, jeg somme tider tænker: Bare tiden kunne stå stille et øjeblik. Og bare det, at jeg knytter tanker til det, som jeg gør lige nu, det er faktisk som at beskrive tro for mig. 

Hvornår ville du ønske, at tiden stod stille? 

– Når alle tre børn er her samtidig. Det er ikke så tit mere, men aj, hvor jeg virkelig nyder det, når det sker. Det er som om, jeg smelter midt i det. Hvis de kunne se, hvor meget jeg nyder det … Der ville jeg ønske, at åh, bare vi lige kunne blive i det her lidt længere. Men så skal alle hver til sit. 

Ved dine børn godt, at du har det sådan?

– Naaahj, det har jeg ikke lige fortalt dem, ha ha. Men det er i de øjeblikke, hvor jeg tænker, aj, det er da fantastisk. Og så er det samtidig så hårdt at tænke på, at der er så meget i verden, der splitter familier ad. Tænk bare Lesbos, hvor flygtningelejren brændte – er det ikke forfærdeligt? Der vil familier også bare være sammen. De laver små rum i gaderne, hvor de kryber sammen, og så er det hjemme. Hvad skal de dog stille op? 

– Jeg kan også have ønsket om, at tiden står stille, når jeg er ude i naturen. Når solen er ved at forsvinde, og jeg tænker, bliv bare lige et øjeblik mere. Jeg vil ikke videre lige nu.  

Er det blevet mere udtalt med alderen? 

– Ja, måske er det det. Jeg har egentlig samme drivkraft i mig, som jeg altid har haft. Jeg har for nylig lavet forestillingen ”De forbudte sange”, jeg er i gang med to tv-serier, og nu kommer bogen med Mikkel Wold, så jeg laver stadig en masse. Men måske kan jeg godt begynde at mærke det lidt i min krop og på min stemme. Jeg kan somme tider tænke: Kan jeg blive ved på den her måde? Jeg er snart 60 år. Men jeg tror stadig, at jeg kan det hele. Og jeg bliver ligesom bare ved. Det er der jo også noget forunderligt ved. For selvom jeg har lyst til, at tiden står stille, har jeg ikke lyst til stilstand. 

Har tro altid været en del af dig? 

– Ja, det er ikke nyt. Troen har været med mig altid. Fra jeg var lille og bad Fadervor, og min far ikke lukkede døren ind til værelset helt i, så der var en stribe lys. Den der stribe lys – sammen med Fadervor – gjorde, at jeg kunne sove. Så var det trygt og godt. 

Var du bange, hvis der var helt mørkt?

– Ja, man skulle ikke lukke døren. Men striben af lys og Fadervor, så var det tid til at sove. At jeg så senere opdagede, at Gud også er i mørket, det var jo kun en ekstra bonus. Det var i forbindelse med min ulykke i 2014, hvor jeg faldt af en traktor og blev ramt af den. I dagene derefter blev det hele mere og mere mørkt og iturevet. Hvem var jeg? Hvor var mit liv? Det var som at få revet tæppet væk under sig. Dér var jeg bange, men jeg opdagede også, at jeg bare kunne følge med ind i mørket. For der var der trøst. Det var en meget god erkendelse. At Gud også bor i mørket. 

Hvordan kunne du mærke det? 

– Først var jeg meget bange og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Men så gav jeg slip. Jeg gik med  angsten og mørket. Og det var trygt, fordi der så var noget, der tog sig af det. Noget, som jeg regner med, var Gud. 

Så det med at gå med, ville det også have betydet at gå med det i døden, hvis det var? 

– Ja, det ville det. Med en større tryghed. Men så døde jeg jo ikke, og det kan være, at der er lys næste gang. Måske en stribe af lys. Men dengang – efter ulykken – der var der helt mørkt derinde. 

Kærlighed

”Jeg er til stede i verden”

– Kærlighed er lig med næstekærlighed for mig efterhånden. Det er måske sværere for unge mennesker. For dem betyder kærlighed også noget andet. Den eneste ene eller jagten på kærlighed til sig selv. Man bruger mange kræfter på at blive den, man vil være. Men for mig handler det om, at vi også er her for at blive mennesker. Ikke bare lækre unge mænd og kvinder. Vi er her for at blive menneskelige. Og der er næstekærlighed noget virkelig utroligt. Man kan spørge, hvem der så er ens næste? Og der er mit svar, at når du går ud ad døren, møder du din næste. For din næste er ikke bare ens nærmeste. Det er meget vigtigt. Jeg har den formodning, at hvis vi alle levede efter den tankegang, så ville verden altså se anderledes ud. Det handler om at kunne sætte sig i en andens sted. ”Du skal elske din næste som dig selv”. Det kan ikke siges klogere. 

Hvordan praktiserer du næstekærlighed i din hverdag? 

– Jeg prøver altid at være til stede. Hvis jeg går i Netto, og der er en, der skvatter lige foran næsen af mig, så gør jeg jo noget, og jeg tager ikke billeder af det. Jeg ER simpelthen til stede i verden. Og når der er en, der taler til mig, så tager jeg mig tid til at svare og taler måske i fem minutter eller mere. I stedet for at tænke: Nej, jeg har fandeme ikke tid til at tale med dig, hvad bilder du dig ind at tale til mig? Og de fem minutter, dem vil jeg påstå, at man altid har. Jeg tror, at næstekærligheden ligger dybt i os alle. Nu kan man efterhånden ikke se, om folk smiler eller ej med de her mundbind, men man skal stadig huske at smile. Læg mærke til, hvordan folk lyser op, hvis du smiler til dem. Øjne kan også smile. Og øjnene kan man stadig se over masken. Livet kommer sjovt nok tættere på os, når døden kommer ind på livet af os. Som nu med coronaen. 

Hvordan har du oplevet tiden med corona indtil nu? 

– Jeg læste en rigtig fin bog, der hedder ”Den vemodige eneboer”. En japansk bog fra 1200-tallet. Den er skrevet af en mand, der trækker sig tilbage til bjergene efter at have levet et hektisk liv i en by. Ligesom vi trak os tilbage, da coronaen ramte os. Det var en stærk oplevelse for mange. Også for min familie og mig. Det med at trække stikket og tænke sig om. Jeg hørte på et tidspunkt en historie – måske var det en vandrehistorie – om en indisk mand, der sad ude i lufthavnen og ventede på, at hans sjæl landede. Han var fløjet så hurtigt hertil, at sjælen ikke var kommet med. Måske var det sådan, mange havde levet, indtil pandemien kom. Uden at få sjælen med. Og måske var det derfor rigtig godt, at vi pludselig fik god tid. 

Så du fik noget godt ud af isolationen? 

– Ja, helt bestemt. Al den tid med ting, der skulle hæve, og ting, der skulle stå i blød. Tid til at sige: ”Neeej … hold da op, sikke det hæver”, ha ha. Verden holdt en pause. En pause, som den havde brug for. Jeg ser, hvordan de sociale medier folder sig ud gennem mine børn, og det er jo blevet en indkøbscentral. Hvis min datter, Rigmor, søger på bageforme, så popper der hele tiden annoncer for bageting op. Altså, det skulle have været en søgemaskine, hvor verden kunne åbne sig, men i stedet blev det en indkøbscentral, der lukker sig om sig selv med en masse varer, der skal fragtes rundt i verden. Det blev også sat lidt på pause. Og det var DEJLIGT med den pause. 

Har du ændret på noget i dit liv efter coronaen? 

– Jeg ville vel nok gerne bevare tiden til at læse. Det var dejligt at sætte sig med Rigmor, som også skulle læse. Det kan være svært at finde tid til normalt. Og jeg kan allerede nu se, at alting er ved at blive speedet op igen. Også for mig. Jeg er lidt bange for, at vi bare kommer tilbage til, hvordan det hele var. Man troede, at alt ville være anderledes. Det er det ikke. Nu, hvor vi har fået lidt travlt igen, kan Rigmor sige til mig: ”Åh mor, kan du huske, hvor dejligt det var, da vi havde al den tid sammen?”. Jeg håber i hvert fald, at de evindelige rejser to gange om året til Thailand holder op. I sommer rejste folk rundt i Danmark og opdagede, at aiii, vi er jo et ørige, og sikke meget kyst, vi har. Det skal vi holde fast i. Vi skal væk fra al den tunge trafik landene imellem. 

Livsmod

”Når man knækker, er det rigtig svært at få fat igen”

– Hvis jeg skal tage udgangspunkt i mig selv og mit eget liv, så er livsmod det, der gør, at jeg orker at tage fat i livshjulet, efter jeg har været knækket ned. At jeg får lyst til livet igen. Og der spejler jeg mig nogle gange i solens gang. Når man trækker gardinet fra om morgenen og siger til sig selv: ”Tænk engang, solen skinner sgu igen, aj, det er da mageløst, at den orker!”. Det er da livsmod, at solen skinner på os hver dag og giver os liv. Man kan sagtens have skyklapper på, men lige pludselig falder de bort, og så ser man tingene, som de er, og forundres. Den forundring er vigtig at få fat i. For den giver også liv. Mine samtaler med Mikkel Wold har virkelig udvidet mit perspektiv. Jeg er blevet klogere, vil jeg vove at påstå. Det handler om at opsøge andet end sit eget lille ekkokammer. Mikkel lægger stor vægt på forundring som en adgang og tilgang til livet. Både til det lyse og det mørke. Vi skal bevare evnen til at kunne forundres. Man bliver ydmyg af at blive forundret. 

– Livsmod er også at turde se noget vokse. At få øje på det, der gror. At gå ud i naturen og kigge på en svamp og tænke: Hold da op, hvordan er den kommet op af den mørke, mørke jord? Det giver en lyst til at sætte det ene ben foran det andet og vandre ud i verden. Og det er nok egentlig livsmod for mig: At gribe fat i livet. Være i det og se andre mennesker være i det på godt og ondt. Livsmod er også alle de mennesker, der kæmpede for, at jeg kom på benene efter min ulykke. Kirurgen, sygeplejersken, fysioterapeuten. Eller alle dem, der lige nu står tidligt op og forsker i en vaccine mod corona. De gør det ikke kun for penge. De yder for os alle. Og det skal man huske. 

Du vender ofte tilbage til ulykken, fylder den stadig meget? 

– Når man knækker, er det rigtig svært at få fat igen. Jeg var heldig, at ulykken ikke var gået ud over min forstand, men det at vælge livet, det kræver livsmod. 

Hvad gav dig livsmodet dengang? 

– Det var selvfølgelig, at jeg ville tilbage til mine børn. Da jeg begyndte at kunne sætte tankerne sammen igen, og det gik op for mig, at jeg havde tre børn, så ville jeg gerne tilbage til livet. Lille Rigmor var bare seks år, nu er hun 12, og jeg er så glad for, at jeg har været her med hende i de seks år. Det kunne jeg lige så godt ikke have været. Rigmor er sådan en, der giver mig livsmod. Hun vokser i det, der er, og med det, der er. Med alt det, som de små skal vokse med. Og bokse med. Og jeg er så glad for at være bisidder.

Håb

”Der er et liv efter livet”

– Håb er noget meget underliggende. I symbolet for tro, håb og kærlighed er håbet jo ankeret. Og ankeret ligger på bunden, sådan at skibet ikke fiser rundt, men i stedet ligger nogenlunde stille og skvulper rundt. Ankeret er usynligt. Du ser det ikke. Men det holder dig på en eller anden måde fast. Det er et meget fint billede på, hvad håb er. Håbet holder dig fast. Det KAN jo ske, at man mister håbet. Man kan miste sit eget lille håb. Men det store fælles håb … det, synes jeg, lever. 

Hvad er dit anker? 

– Det er egentlig håbet om at se Guds milde ansigt til sidst. Det, at der er noget, man kan hvile sit hoved ved, og som er større end en selv. Ellers er det svært at overskue det hele. 

Så du tror på, at der er et liv efter livet eller …?

– Ja. Det tror jeg egentlig på. Nogle gange blander jeg det lidt sammen med det liv, jeg allerede har med de døde her i mit levende liv. Min mor og far er stærkt til stede hos mig. Ofte i mine egne bevægelser eller i min måde at gøre tingene på. Pludselig dukker de op. Min ældste søns far, som heller ikke lever mere, er også hos mig. Og jeg regner da med, at jeg skal se dem alle en dag. Om vi samtaler, eller om vi bare stryger hinandens hænder eller flyver sammen, det ved jeg ikke. Men jeg regner med at se dem igen. Der er nogle, der vil sige, at det er naivt, men det er noget, der styrer min kurs

i verden. Håbet om at se dem. Håbet om, at de er der. Det er en skat, jeg har.   

Giver det en form for ro at tænke sådan?

– Ja, det gør det faktisk. Og det giver mange smukke, indre billeder. 

Hvilke billeder? 

– Lyset, der står stille på livets kyst, er et billede for mig. Ofte er det billeder fra salmer. Salmer betyder meget for mig. Jeg synger også for Rigmor om aftenen. ”Sov sødt barnlille”.

Jeg holder så meget af sjette vers: 

”Da drypper som duggen

der manna på vuggen

til barnet på jord

fra englenes bord, 

du finder med smil det i morgen; 

og klarøjet brat

du siger godnat

til tvivlen og frygten og sorgen”

– Er det ikke smukt? 

Jo – synger I den hver dag? 

– Den synger vi, når jeg er hjemme og putter hende. 

Det vil hun stadig gerne?

– Ja. Hun kan godt finde på at kalde det en ”femårs-putning”. Lige nu forstår hun nok ikke storheden i de ord, men at sige godnat til frygten og tvivlen og sorgen, det virker tryghedsskabende. 

Ondskab

”Det er ikke alt, man kan tilgive”

– Ligesom tvivlen og mørket findes ondskab også. Og ondskab er en del af os. Man skal acceptere, at den findes, og at den kan være alle vegne. Vi skal kæmpe med den, og vi skal lære at skelne den fra andet. Ondskab har mange ansigter, men det, der er så smukt, er, at man kan bede om at blive befriet fra den. Man kan angre. Og vi kan tilgive hinanden. Vi kan sige: ”Ved du hvad, det gør ikke noget”. Der er ikke så mange, heldigvis, der begår onde gerninger lige i vores nærmeste kreds, men vi skal bare huske på, at vi har muligheden for at forstå og for at tilgive hinanden. 

Tænker du, at man kan tilgive alt?

– Jeg tror, man kan forsone sig med mange ting. Men det er ikke alt, man kan tilgive. Der er nogle ting, som er op til en højere instans. Man kan ikke tvinge en pige, der er blevet misbrugt af sin far, til at tilgive ham. Det kan man ikke. Men man kan måske forsone sig med det og komme videre i sit liv. Tilgivelse skal komme et sted fra. Fra noget, der er større end os. Og i eksemplet med faren, skal han angre noget så dybt, hvis hun skal tilgive ham. Det er en mulighed for alle. 

Hvor på din vej har du mødt ondskab? 

– Da jeg var 19 år, var jeg i England og lejede mig ind på et værelse hos et ældre par. Manden havde været præst, men han var stoppet på grund at svære gigtsmerter, som han fik meget medicin for. Han udspionerede mig. Sneg sig ind på mit værelse om natten. Det endte aldrig med voldtægt eller fysiske overgreb – fordi jeg afviste ham – men det var virkelig tæt på. Og jeg flyttede ikke, selvom han blev ved med det. Han kunne ringe til mit arbejde og sige, at nu ville han tage sit liv, hvis jeg ikke kom hjem. Når jeg så kom hjem, havde han lukket sig inde på biblioteket eller på badeværelset – uden tøj på i badekarret – og så var det kun mig, der måtte komme ind og hjælpe ham. Jeg hjalp ham, fordi han var gammel. Jeg så ham lidt som sådan en bedstefar, der havde brug for hjælp. 

Hvorfor blev du?

– Det kan jeg ikke forklare, faktisk. Måske er jeg konfliktsky. Men samtidig tog jeg diskussionen med ham flere gange. Det hjalp bare ikke. Han mente, at det var mig, der var åndeligt frigid. Han var ligesom sådan en sektleder, der forsøger at hverve unge piger. Det var en form for besættelse. Og hans kone var så glad, for hun syntes, at han var livet op, efter jeg var flyttet ind. Det var synd for hende. Hun var så sød. Men det var ikke nemt at være i for en 19-årig. 

Var det ondskab i dine øjne?

– Ja, det vil jeg nok sige. Fordi han også brugte det religiøse og sagde, at jeg var åndeligt frigid. Men måske var han ikke engang klar over, hvad det var, han gjorde. 

Tilgav du ham? 

– Ja, det gjorde jeg. Og jeg fik også et meget smukt brev af ham bagefter, hvor han prøvede at forklare mig, hvad der var sket. Det brev har jeg stadig. 

Og kom du videre, fordi du tilgav ham, tror du? 

– Ja, det tror jeg. Og det er også livsmod i øvrigt. At der er en dag i morgen, hvor alt kan ske. Der er hele tiden et nyt øjeblik, hvor man kan leve.

Døden

”Jeg er bange for at forlade nogen i utide”

– Det er jo den store finale. Og så er det slut. Man kan gemme hinandens telefonnumre, men det er godt nok forbi. Og uerstatteligt. Sorgen fylder meget, men det skal den også, fordi sådan hylder man den, der ikke er her mere. Ved at sørge over det. Jeg har været rigtig meget i Jylland med forestillingen ”De forbudte sange”, og på en af turene kørte jeg for nylig til Stenderup Kirkegård, hvor min mors og fars gravsted er. Min mormor og morfar ligger der også. Og det var virkelig den skønneste udflugt. Vejret var så dejligt, og jeg blev bare på den kirkegård rigtig længe. Snakkede lidt med dem. Og kyssede deres gravsten. Det gør jeg altid. Der sidder to små fugle på den. Mor og far elskede småfugle og kunne navnene på dem alle. De er stadig rigtig meget til stede, og jeg kan stadig mærke fornemmelsen af min fars store hånd i min. Det er døden, men det er jo også livet, ikke. Døden er det eneste sikre i tilværelsen, men den kan alligevel godt komme bag på os. Jeg er ikke bange for at dø. Men jeg er bange for at forlade nogen i utide.  

Hvem er Bodil Jørgensen

• 59 år og skuespiller kendt for film som ”Idioterne”, ”Hvidsten Gruppen” og ”De forbandede år” og for tv-produktioner som ”Badehotellet”, ”Det slører stadig” og ”Rytteriet”.
• Aktuel med bogen ”Gå med fred – samtaler om tro og livsmod” sammen med præst Mikkel Wold. 
• Gift med filmfotografen Morten Søborg. Sammen har parret sønnen Østen, 19, og datteren Rigmor på 12 år. Bodil har desuden sønnen Johannes på 24 år fra sit tidligere ægteskab.