Jeg magter ikke at have min sårbare familie med til bryllup
Jeg skal giftes, men jeg er i tvivl om, jeg vil have min familie med til fejringen. Min nære familie har hver især deres problemer, og jeg har oftest ondt i maven, når jeg tilbringer tid med dem. Jeg er bange for, at denne følelse kommer frem på min store dag, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.
Spørgsmål om families deltagelse i bryllup
Min kæreste og jeg skal snart giftes, og jeg glæder mig til at fejre vores kærlighed med vores to børn, venner og familie.
Det fylder dog meget for mig, at flere af mine tætte familiemedlemmer har det svært.
Min barndom var præget af min fars psykiske sygdom, min mor har også problemer, hun er til tider meget virkelighedsfjern og i økonomisk uføre. Derudover kæmper alle mine søskende med mentalt dårligt helbred.
Jeg er således den eneste fra min familie, som er velfungerende og lever et normalt liv. Det er jeg taknemmelig over, men jeg skammer mig samtidig også over at evne livet, når nu min øvrige familie ikke er så gode til det.
Samtidig er jeg også ofte vred og skuffet over, at de næsten ingenting magter. Jeg er i det hele taget træt og drænet af i årevis at være den eneste, som står selv. Min krop er begyndt at reagere fysisk, når jeg er sammen med min familie. Jeg bliver urolig og har svært ved at trække vejret. Jeg får ondt i maven og bliver i dårligt humør, hvilket så går ud over min mand og børn.
Jeg ønsker at vores bryllup skal være en dejlig dag, som jeg kan nyde. Min tvivl går nu på, hvor stor en plads mine forældre og søskende skal have? Hvis jeg f.eks. vælger, at min far skal følge mig op til alteret, tager det så for meget energi fra mig? Eller kommer det til at fylde mere, hvis ikke han gør det?
Jeg har i det hele taget en akilleshæl med min familie, der skal så lidt til, før jeg bliver utilpas i deres selskab, og det stiger eksponentielt jo flere af dem, der er til stede. Det er meget sorgfuldt og forvirrende for mig. Specielt til denne fest, hvor jeg ville ønske, at de kunne være der for mig, og at jeg kunne finde tryghed og støtte hos dem. Hvordan griber jeg det her an?
Vibeke Dorph råder til at tage tyren ved hornet
Jeg kan sagtens sætte mig ind i de udmattende og voldsomme følelser, du rammes af, når du er i selskab med din sårbare familie; Afmagt, vrede, skam over vreden, håbløshed, håb, irritation – modsatrettede følelser, der stikker i hver deres retning og dræner dig.
Det er dog også helt ”normale” følelser at døje med, når man er pårørende til psykisk sygdom, og hvor ville jeg ønske, at der fandtes hjælp til mennesker som dig, sådan som man f.eks. hjælper pårørende til alkoholikere.
Nu tænker jeg, at det, der bekymrer dig, hvad angår dit bryllup, er, at din familie qua deres lidelser skal fylde alt for meget. Det kan jeg godt forstå, for det er din dag, og den skal du have lov til at nyde. Men i stedet for at du i skjul skal gå og bide negle, så ville jeg tage tyren ved hornet og få talt med din familie om din frygt.
Her skal det ikke handle om, hvordan du gerne vil have, at de skal opføre sig på dagen, for det kan du alligevel ikke kontrollere, og det vil kun få dem til at føle sig forkerte.
I stedet skal du sige det, du skriver her; Det her er din store dag, du glæder dig, men du er også nervøs for, hvordan den skal gå og håber derfor på, at de vil støtte dig, for det har du brug for.
Spørg også her din far, om han mener sig i stand til at føre dig op ad gulvet på dagen, gør han det, så gå ud fra, at han gør det, så godt han formår, ellers må I finde en anden løsning.
Du skal også huske på, at din familie sikkert ser dig som en, der kan klare alt, og den vildfarelse har både du og de godt af at komme ud af.
Husk ligeledes på, at din familie er en del af dig, men de er ikke dig. Hermed ment, at du skal forsøge at forlige dig med dem, som de nu engang er, men du har også selv lov til at være i verden præcis som den, du er.
Det gælder i den grad også til din fest, som du skal insistere på at nyde. Skulle en fra din familie derfor træde lidt ved siden af, så tag pyt hatten på. For det siger jo kun noget om, hvad din familie kæmper med og ingenting om dig, hvilket dine øvrige gæster også udmærket ved.