Vibeke Dorph Brevkasse Hjemmet

Corona har smadret vores forhold

Min kæreste og jeg har været sammen næsten uafbrudt siden pandemiens begyndelse. Det resulterede for nylig i et kæmpe skænderi, hvor han pakkede sine ting og forlod lejligheden. Hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Spørgsmål om parforholdskrise under pandemi

Jeg står i den situation, at jeg blev fyret under corona og endte med at gå hjemme sammen med min kæreste. Vi har indtil nu boet i min lille lejlighed, hvor hans to børn også er kommet hver 14. dag. Det har stået på i et år, og jo længere tid, der er gået, des mere irriteret er jeg blevet. Jeg har dog gjort alt for, at det ikke skulle gå ud over min kærestes børn.

Efter en periode med arbejdsløshed, endte jeg med at begynde på en ny uddannelse, der har medført, at jeg nu er på SU. Det har også været en økonomisk udfordring, da min kæreste heller ikke har haft fast arbejde. Hans sidste del af et kursusforløb blev aflyst på grund af corona, han har haft lidt arbejde her og der, men ikke noget fast.

Vi bor som sagt i en meget lille lejlighed, hvor der knap er plads til os alle, så jeg begyndte at se på en større lejlighed eller hus og kom nok til at drømme lidt for stort, hvilket også skabte problemer. Vi havde så et kæmpe skænderi, hvor han sagde, at han var så træt af det hele. Han mente, at jeg konstant var sur, så han pakkede sine ting og flyttede.

Han har meddelt, at han ikke vil tale med mig, før jeg får gjort noget ved mit dårlige humør. Jeg synes dog ikke, at jeg var sur, jeg var blot stresset og frustreret over situationen. Hvad skal jeg gøre for at få ham tilbage igen?

Vibeke Dorph råder til at planlægge tid hver for sig

Corona har været en hård omgang for mange, især under denne anden nedlukning har de fleste fået nok af at skulle være sammen i døgnets 24 timer. Personligt synes jeg kun, at den træthed er et sundhedstegn. For mennesker er sociale dyr, vi har brug for at være sammen med andre, vi er ikke skabt til at sidde lukket inde, hverken alene eller i selskab med kun vores nærmeste familie.

Du og din kæreste lyder så til at være ekstra udfordret på grund af manglende arbejde og dårlig økonomi. Der er derfor ikke noget at sige til, at I er endt med at knurre af hinanden, og at du har derfor drømt dig væk ved at kigge på en ny bolig – en corona-hobby, du deler med rigtig mange andre. Nu har din kæreste så fået nok af det hele og er forduftet med en trods alt lovende bemærkning om, at han godt gider at se dig, hvis du gør noget ved dit humør.

Det med humøret, kan du nok ikke sådan bare ændre på, men jeg ved til gengæld, at det hjælper et coronaramt forhold, hvis man starter med at se realiteterne i øjnene og indretter sig derefter. For det er en hård tid, og nej, det er ikke løsningen at gå og snerre af hinanden. Det kan nok ikke undgås, at det sker, men at bruge hinanden som mentale skraldespande er ikke vejen frem.

I stedet skal I få talt om, hvad I skal gøre for, at der bliver plads til jer begge to. Skal I have lidt tid hver for sig nu og da? Skal I starte dagen med at gå en tur? Hvordan får I hverdagen til at fungere? Det kræver disciplin at overleve mentalt i disse tider, sådan er det bare.

Derfor: Start med at kontakte din kæreste og spørg ham, hvorledes han synes, at I skal indrette jer, hvis I skal give jeres forhold en ny start. Slå så ørerne ud, drop de tilbageskuende beklagelser og få så i stedet lagt en konstruktiv plan, der peger frem.

Om Vibekes Brevkasse - nu på podcast

VibekesBrevkasse.jpg

I podcasten Vibekes Brevkasse kan du blive klogere på alt fra parforholdsproblemer til familiekonflikter og få gode råd til at håndtere svære følelser som svigt, jalousi og vrede. Her vil Vibeke Dorph, der er mangeårig brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, i selskab med journalist og vært Sara Wilkins nemlig gennemgå nogle af de mange dilemmaer, Vibeke har modtaget i årenes løb for at nå til bunds i nogle af de hverdagsproblemer, der fylder allermest hos danskerne.

Lyt til podcastserien her.

Skriv til Vibeke

Vibeke_2018efterår.jpg

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk.

Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.