doven kæreste

Min kæreste er gået fuldstændig i stå

Efter min kæreste er gået på pension, laver han ikke andet end at sidde derhjemme og se fjernsyn eller spille computer. Det er mig, der ordner alt det praktiske i hjemmet, og når jeg siger noget til ham, svarer han bare, at han bare vil have lov til at være pensionist, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Spørgsmål om at blande sig i andres liv

Jeg er en kvinde på 61 år, der bor sammen med min jævnaldrende kæreste på fjerde år. Efter at have pendlet frem og tilbage er vi nu flyttet sammen. Jeg arbejder, mens min kæreste er gået på – en meget god – pension, efter at hans virksomhed lukkede.

Min kæreste er efter sin pensionering ikke særlig aktiv, og det er her, mit problem ligger. Når jeg kommer fra arbejde, kører fjernsynet konstant, også mens vi spiser. Er det ikke fjernsynet, han er optaget af, så er det hans iPad eller telefon. Når jeg påtaler det, er hans svar, at det er hans måde at slappe af på. Det er jo i orden med mig, men jeg føler mig overset, når han sidder med hovedet begravet i en skærm, selvom jeg forsøger at føre en samtale med ham.

Det er ikke særlig længe siden, at vi er flyttet ind i vores hus, og her er meget, der skal gøres. Når jeg spørger til det, lyder svaret, at det bliver gjort, når han har overskuddet, hvilket han ikke har haft endnu. Jeg synes også, at han drikker for meget – en flaske vin og et par øl om dagen glider let ned, men når jeg nævner det, siger han, at jeg ikke skal blande mig. Det er også mig, der står for alt det praktiske med rengøring, tøjvask osv. Jeg har tit bedt ham om at lave et par ting, før jeg går på arbejde, men når jeg kommer hjem, har han glemt det.

Når jeg spørger ham, om det ikke keder ham at sidde herhjemme og se på fjernsyn og spille på computer, så lyder svaret, at han nyder det, og at han vil have lov til at være pensionist. Jeg synes bare, det er en tidlig alder at trække sig helt tilbage på, og det smitter af på mig. Er jeg urimelig?

Vibeke Dorph om at tilgodese egne lyster og behov

Nej, og jeg kan godt forstå, hvis du er kørt fast i jeres forhold. For det lyder til, at din kæreste betragter jeres fælles hjem som et sted, hvor han kun har en opgave, nemlig at tilgodese egne lyster og behov. Naturligvis skal vi kunne slappe af hjemme hos os selv, men vælger vi at dele vores liv med et andet menneske, så vælger vi også at tilgodese dette andet menneskes behov. Det kræver lydhørhed, samarbejde og fleksibilitet, og at vi viser vores kærlighed til hinanden i kraft af gerninger og ikke kun i ord.

Her synes jeg da nok, at din kæreste er noget fodslæbende. Hans skærmsjusk – ja, det er sjusk, når man i tide og utide sidder og glor dumt ned i en skærm – hans manglende vilje til at deltage i tøjvask, rengøring osv. hans ditto manglende vilje til at overholde aftaler om praktiske gøremål, hans hverdagsdruk, alt det får mig til at tænke, at han opfører sig mere som en doven og egoistisk teenager end en fuldvoksen mand. Så jo, jeg forstår fuldstændig, hvis du er kørt træt og ikke bare ønsker, men kræver, at jeres hverdag skal ændre sig, så du også trives.

For at det kommer til at ske, så må du gøre din kæreste klart, hvordan du går og har det. Du må får ham til at forstå, at de ting, der giver nydelse i hans liv, ikke er de samme ting for dig. Du har brug for en struktureret hverdag, du har brug for orden og ro, og at du og han aktivt gør ting sammen. Han kan så helt sikkert diske op med ting, han savner, og så må du jo slå ørerne ud. For som sagt, et godt parforhold er ikke en sovepude, det kræver tværtimod en aktiv indsats fra begge parter for at lykkes, så det må du få din kæreste til at forstå.

Skriv til Vibeke

Vibeke_2018efterår.jpg

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk.

Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.