Er min søde, gamle genbo virkelig mit ansvar?
En læser bliver ofte ringet op af sin genbos datter. Genboens datter beder hende om at hjælpe ham. Men det har taget overhånd, og hun magter ikke ansvaret. Læs Vibeke Dorphs råd i Hjemmets brevkasse.
Læser ved ikke, hvordan hun skal fortælle sin genbos datter, at hun ikke magter ansvaret for ham
Jeg er en kvinde i 50’erne, der i mange år har boet i et dejligt villakvarter med min mand og mine nu voksne børn.
Min genbo er en ældre og vellidt enkemand, som vi har haft sporadisk kontakt med gennem årene. Vi har lånt lidt haveredskaber af hinanden og talt sammen, når vi har mødtes på vejen.
Vores genbo er nu desværre blevet meget svagelig, og i efteråret faldt han. Her hjalp jeg ham ind fra haven og kunne konstatere, at han var konfus. Jeg fik derfor kontaktet hans datter, der bor 30 km. fra os.
Hun dukkede op, og her fik hun mit nummer, som hun er blevet lidt for god til at gøre brug af.
Problemet er nemlig, at jeg ikke føler, at hun tager ansvar for sin far. Han er blevet meget forvirret, og kan han ikke finde ud af at tænde for sit fjernsyn, og har han smidt noget væk, så er det hende han kontakter.
Hun har så fået den vane at ringe til mig og har her bedt mig om at gå ind og hjælpe ham. Hun er altid sød og meget undskyldende, men opkaldende tager til, og jeg bliver efterhånden ringet op en gang om ugen. Når jeg er gået derover, kan jeg konstatere, at hans hjem er kaotisk og i den grad trænger til en kærlig hånd, hvilket gør mig ked af det på hans vegne.
Jeg er nu der, hvor jeg konstant gruer for at blive ringet op af datteren, der i øvrigt ikke er så flink til at besøge ham.
Jeg tvivler derfor på, at hun ved, hvor galt det står til. Har du et råd til, hvad jeg stiller op, for jeg magter ikke ansvaret, men nogen må vel gribe ind?
Vibeke Dorph råder til at sige fra overfor naboens datter
Prøv at vende den rigtig nok svære situation, du står, i om: Var det dig, der blev ringet op af en hjælpsom nabo til din gamle far, der kunne fortælle dig, at han var faldet om og var konfus. Ville du så kvittere for hjælpsomheden ved fremover at udnytte samme nabo som ulønnet stik-i-rend-dreng?
Tror du ikke, at du i stedet ville blive dybt bekymret for din gamle far og derfor tage ansvar og sørge for, at han fik den hjælp, han havde brug for?
Ikke (kun) for naboens, men da mest af alt for hans skyld.
Jeg tror, at de fleste af os ville have det sådan, for ingen af os ønsker for vores kære, at de skal overlades til andres tilfældige lune. Sådan har datteren det så ikke, hun holder i stedet sin far og de problemer, han døjer med på afstand, og det hjælper du hende helt sikkert ufrivilligt med at gøre.
For det er dig og ikke hende, der er vidne til hans hjælpeløshed, og det er dig og ikke hende, der oplever, hvordan både han og hans hjem forfalder, uden at nogen griber ind. Og gribes ind skal der, og det skal hans datter sørge for sker.
Det vil kun ske i det øjeblik, hvor hun selv får lov til at opleve sin fars forfald og dermed tvinges til at handle. Og den erkendelse får hun kun, hvis du stopper med at løse hendes problemer.
Start derfor med at sige fra, når hun ringer til dig.
Sig ganske enkelt, at du ikke har tid til at hjælpe. Tilføj så, at hendes far har brug for, at der bliver taget seriøst hånd om hans situation og undlad her at komme med løsningsforslag til, hvordan det skal ske, for igen, hun og ikke du skal overtage ansvaret for den gamle herre.
Nu lyder datteren jo til at være typen, der er ganske dygtig til at sætte andre i sving.
Så når hun et par gange er blevet tvunget til at køre de åbenbart meget lange 30 km. ind for at hjælpe sin gamle far, så skal hun sikkert nok få sørget for, at han får den hjælp, han ikke bare har brug for, men også har krav på at få.