Kvinde trist

Hvad stiller jeg op med min selvoptagede mor?

Jeg er vokset op i et hjem, hvor alt har handlet om min mor. For to år siden brød jeg med hende, men dette har hun svært med at acceptere, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Spørgsmål om selvoptaget mor

Jeg er en kvinde i 20’erne, der for to år siden brød med min mor.

Min mor er narcissist, og jeg er vokset op i et miljø, hvor jeg konstant blev kritiseret, og alt handlede om hende.

Hun har aldrig forstået mig eller så meget som prøvet på det, alt har været på hendes præmisser. Det endelig brud kom, da jeg blev udsat for et overgreb af en ven af familien. Da jeg betroede mig til min mor, blev hun vred og beskyldte mig for at lyve. Hun tror grundlæggende ikke på mig, og alting er altid min egen skyld.

Efter den oplevelse gjorde jeg min mor klart, at vi ikke kunne ses, før hun fik psykologisk hjælp. Det nægtede hun, i stedet begyndte hun at stalke mig og anklage mig for at være psykisk syg. Jeg fik hjælp og har i dag et godt liv, selvom jeg selvfølgelig er ked af, at min mor ikke kan være en del af det.

Problemet er, at min mor helt negligerer mit ønske om ikke at have kontakt til hende. Hun sender mig konstant invitationer og lader som om, at alt er i den skønneste orden. De sidste to år har jeg ignoreret hendes henvendelser, men hun bliver ved. Hun forsøger også at nå mig gennem min bror ved at fortælle ham, hvor synd det er for hende, at vi ikke ses. Jeg har en god relation til min bror og har ingen interesse i, at han skal blandes ind i vores konflikt.

Jeg kan da også sagtens være i stue med min mor til familiesammenkomster. Her opfører jeg mig selvfølgelig ordentligt, men jeg har ingen interesse i at tilbringe tid med min mor privat, hvilket hun godt ved, så hvorfor bliver hun ved med at kontakte mig?

Vibeke Dorph råder til at trække på skuldrene

Det er imponerende, at du på trods af din opvækst, har formået at tage vare på dig selv og således også beskytte dig selv mod din mors uberegnelige og grænseoverskridende adfærd. For når du beskriver hende, så lyder det fornuftigt, at du for så vidt skærmer dig imod for meget kontakt med hende samtidig med, at du ikke får konflikten imellem jer til at blusse op.

Nu er det sådan med narcissister, at de ingen selvindsigt har og derfor heller ikke har en forståelse af, at det er dem, den er gal med. De forstår ikke, at de er syge, det er derfor, at de er svære at hjælpe og sjældent selv søger hjælp. Som regel er de nemlig af den overbevisning, at de konflikter, de gerne løber ind i, ikke skyldes dem, men deres omgivelser.

Når din mor bliver ved med at kontakte dig og lade som om, hun helt har glemt, at du har brudt med hende, så skyldes det også hendes psykiske brist. For som du nok har erfaret gennem din barndom, så respekterer din mor ikke andre menneskers grænser. Det skyldes ikke ondskab, det skyldes, at hun ikke ved og forstår, hvad grænser er.

Derfor vil din mor sikkert også fremover blive ved med at ignorere din insisteren på at holde hende ude af dit liv. Du kan således ikke ændre på hende, men kun på dig selv. Hold derfor fast i, at du kun omgås din mor, når det ikke kan undgås og forsøg så ellers at trække på skuldrene, når hun ikke forstår din afvisning.

For hun vil som sagt blive ved med at forsøge på at trænge ind i dit liv. Ikke fordi hun er ond, men fordi hun er syg og derfor ikke ejer en følelsesmæssig forståelse for andre menneskers ønsker og behov.

Skriv til Vibeke

Vibeke_2018efterår.jpg

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk.

Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.