Hvordan slipper jeg ud af sorgen over min mands død?
Jeg mistede min mand for et år siden. Vi havde lavet mange planer for vores seniorliv, men nu står jeg pludselig alene, druknet i sorg, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.
Spørgsmål om sorg
Jeg er en kvinde i start 60’erne, der mistede min mand for præcis et år siden til kræft. Han var min mand nummer to, og han var mit livs helt store kærlighed. Vi levede et travlt og rigt liv med arbejde og fritidsaktiviteter.
Vi havde begge børn fra tidligere forhold, men sammen fik vi en søn, der i dag er i 20’erne. Vi havde glædet os til et snarligt seniorliv, hvor vi skulle rejse og nyde vores dejlige hus og sommerhus. Økonomisk sad vi godt i det, og det gør jeg sådan set fortsat. Jeg har alt, blot ikke min mand.
Grunden til, at jeg skriver, er at jeg her efter et år stadigvæk har det forfærdeligt. Jeg er ellers et stærkt menneske, der kan klare det meste. Oveni min mands død flyttede vores søn hjemmefra, og jeg mistede mit job på grund af nedskæringer. Jeg har således inden for ganske kort tid mistet tre store ting i mit liv, der er gået fra at være travlt og levende til absolut ingenting, og det er den stilstand, der er ved at gøre mig vanvittig.
For at komme videre, har jeg oprettet en gruppe på Facebook for efterladte, lavet madklub, prøvet at date andre mænd, lavet venindetræf, taget på ferier, men det hjælper ikke, jeg føler, at alt er meningsløst.
Jeg græder over savnet af min mand, mine børn, der er blevet voksne og sorgen over, at den skønne del af mit liv er forbi. Jeg har gået hos flere psykologer, uden at det har rykket, jeg har det faktisk bedst, når jeg er aktiv, cykler eller er på vandreferie og bruger mig selv fysisk hårdt. Hvad gør jeg? Har du et råd? Jeg risikerer jo at skulle leve i mange år fremover, men jeg orker ikke at have det, som jeg har det nu.
Vibeke Dorph råder til at tage tingene i et roligt tempo
Stærke mennesker er ofte dem, der har sværest ved at tackle stor sorg og seriøs modgang. Som regel fordi, I indtil sorgen rammer jer, har levet med en tro på, at I kan handle jer ud af det meste.
Det er en skøn og livsbekræftende indstilling at have, desværre opstår der blot situationer i de fleste menneskers liv, som man ikke kan handle sig ud af. Som f.eks. den voldsomme sorg og det savn, du lige nu helt naturligt døjer med grundet din mands død. Her nytter det ikke at flytte sig rent fysisk, for sorgen er sjælelig, den kræver tid og plads, før den kan lette og finde en lille plads i dig, hvor den stadigvæk kan bo, uden at den forhindrer dig i at komme videre med det rige liv, du nok skal få igen.
Nu er det kun et år siden, at din mand gik bort. I sorgens tidsregning er det altså ganske kort tid. Især da, hvis du har brugt det meste af den tid på at kaste dig ud i alt muligt for at flygte væk fra sorgen. Det er som sagt fint og konstruktivt, at du er et handlede menneske, men måske skal du vente lidt med at date og stable diverse venindekomsammener på benene. Måske skal du i stedet lukke sorgen ind, lade den fylde ikke alt, men bare mere og tag så ellers et lille skridt ad gangen.
Øv dig i at turde være i dit eget gode selskab, gør én ting om dagen, som du kun gør med og for dig. Drop diverse fix-det psykologer, læs i stedet nogle kloge bøger og overvej eventuelt nogle samtaler med din lokale præst. Det sidste gjorde jeg selv engang, jeg var hårdt ramt, og det var en særdeles øjenåbnende oplevelse.
For jeg fandt ud af, at der bag sorgen gemmer sig mange tankevækkende og smukke ting, i hvert fald kom jeg videre mere klog, end jeg var det før. Lidt som om, jeg havde fået installeret et lille nye klogt og hyggeligt værelse i min sjæl.
Jeg synes også, det er fint, at du dyrker motion, men sørg nu og da for at gøre det i et roligere tempo, hvor din sjæl også kan være med. I det hele taget, lad være med at være så panisk, lad sorgen være der, indtil den er klar til at rejse videre. For de gamle ord om, at tiden læger alle sår, er sande, det vil du helt sikkert erfare, hvis blot du tillader dig selv at lade sorg være sorg og derfor sænker skuldrene og skruer ned for tempoet.