Vibeke Dorphs brevkasse

Hvorfor er vores svigerdatter så afvisende og kold?

Vores svigerdatter er afvisende over for min mand og jeg. Vi er aldrig inviteret hjem til hende og vores søn, og når vi skal aflevere vores børnebørn, bliver vi koldt taget imod i døren, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Spørgsmål om afvisende svigerdatter

Min mand og jeg er meget kede af det forhold, vi har til vores svigerdatter.

Vores søn fik job i Island for 14 år siden og mødte her vores svigerdatter. Hun er dansk og ud af en akademikerfamilie. Hun har beskrevet sig selv som et ensomt barn, fordi forældrene arbejdede så meget. Hun har dog en bror, der virker sød og varm, hendes mor lever også stadigvæk, de har dog et ret problematisk forhold.

Da vi første gang besøgte min søn og svigerdatter i Island, var de flyttet sammen i en lejlighed, som de havde købt sammen. Der var et ekstra værelse, hvor min mand og jeg sov på luftmadrasser, som vi selv måtte lægge sengetøj på. Da vi ankom, efter at vores søn havde hentet os i lufthavnen, stod vores nye svigerdatter i entréen og sagde bare hej, hvorefter hun ellers tog ud for at løbe.

De endte med at bo i Island i 10 år, men er nu rykket til Danmark, hvor de bor ganske tæt på os med deres to dejlige børn. I starten inviterede vi dem ofte, men vi er nu holdt op, fordi der aldrig kommer invitationer den anden vej. Vi bliver kun inviteret til børnenes fødselsdage, til jul og så måske tre gange mere i løbet af et helt år.

Vi passer tit vores børnebørn hjemme hos os selv, men når vi vender retur med dem, bliver vi oftest mødt udenfor af vores svigerdatter, der tydeligt markerer, at vi ikke skal ind. Der er mange andre ting i vores forhold til vores svigerdatter, som gør os kede af det. Vores søn virker fuldstændig passiv, selvom han aldrig har set os modtage mennesker på en så uhøflig og kold måde i sin barndom. Vi forstår ikke, hvad det er, vi gør galt. Kan du komme med et råd?

Vibeke Dorph råder til at stå med åbne arme og stoppe med at bebrejde

Desværre er det ofte sådan, at vi mennesker har det med at læse os selv ind i andre, hvis vi føler os afvist af dem. I de fleste tilfælde bunder afvisning og reserverthed dog i den reserverede selv. Det kan også sagtens være tilfældet med jeres svigerdatter, og derfor tror jeg også, at I skal passe på med at se hendes opførsel som en personlig afvisning af jer.

Hendes reserverede væsen har nok snare rod i nogle problemer hos hende selv stammende fra hendes baggrund. Det kan også skyldes, at hun fra sin barndom har vænnet sig til at være meget alene og derfor ikke har lyst eller brug for at være for tæt med andre.

Derfor stop med at bebrejd hende, for det fører under alle omstændigheder ingen gode steder hen. Jeres svigerdatter har jo dybest set lov til at være, som hun er – men det har I så også. Derfor synes jeg da også, at I skal fortsætte med at invitere familien, når I har lyst til det. Mød hende her med åbne arme og lad for gudsskyld her være med at komme med småbebrejdelser eller anklager, for det kan jeg love jer for, ingen gode steder fører hen.

Lad i stedet jeres svigerdatter være, den hun er og vis hende, at hun er velkommen præcis sådan. Det kan på sigt resultere i, at hun åbner op for, hvordan hun har det med andre mennesker og med jer, og måske I derfra kan finde en mere fri og naturlig måde at være familie på.

For husk også på; der findes ingen særlige regler og kodeks for, hvordan en familie skal fungere og se ud på, vigtigst er det, at alle trives og har det godt præcis som dem, de nu engang er.

Skriv til Vibeke

Vibeke_2018efterår.jpg

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk.

Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.