Kvinder holder sin datter

Min ekskæreste higer efter min medlidenhed

Jeg gik fra min kæreste, da vi havde et meget turbulent forhold, og han var utilregnelig. Vi er nu deleforældre til vores datter, og hans manipulerende evner er begyndt at gå ud over hende, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Spørgsmål om ustabil ekskæreste

Jeg mødte min kæreste, da jeg var i starten af 20’erne. Han havde mange problemer på grund af sin barndom, og vores forhold var derfor turbulent.

Jeg var faktisk der, hvor jeg ville gå fra ham, da jeg opdagede, at jeg var gravid. Jeg blev, og forholdet holdt i et år, men da han faldt fuld om på gulvet foran vores lille datter, fik jeg nok og flyttede fra ham.

Vores forhold som deleforældre er siden kørt op og ned. Han har mange dæmoner, og jeg har skullet hjælpe ham i en sådan grad, at vores omgangskreds mener, at han udnytter mig, men han er jo min datters far. Selvom der nu er gået ni år, siden vi gik fra hinanden, så har han fortsat konstant brug for min hjælp.

Pludselig kan han skrive, at jeg skal ringe, fordi det er alvorligt, men gør jeg det, svarer han ofte ikke. Han har også bildt mig ind, at han var alvorlig syg og skulle indlægges, men det viste sig at være løgn. Det samme var tilfældet, da han påstod, at han skulle i fængsel. Han ringer også og beklager sig over, at han er deprimeret, men når jeg forsøger at få ham til lægen, bakker han ud.

Nu er hans humørsyge begyndt at gå ud over vores datter. Til jul plagede hun om, at vi skulle holde den hos ham. Det viste det sig, at hendes far havde sagt til hende, at han var ensom og ellers skulle sidde helt alene juleaften.

Hun føjer sig også efter hans humør og gør ting, hun ikke har lyst til, for at han ikke skal blive ked af det. Jeg synes ikke, det er i orden, men jeg frygter også, at den dag hvor vores datter siger fra, vil han gå helt ned. Jeg kan snart ikke mere, for han fylder alt for meget i vores liv. Hvordan får jeg ham til at ændre sig og stoppe med at køre på vores medlidenhed?

Vibeke Dorph råder til at tage afstand

Der findes mange former for psykisk terror, den, din ekskæreste udøver, tilhører den mere raffinerede af slagsen. For hvor vi forhåbentligvis ret hurtigt gennemskuer den psykisk voldelige, så er det straks svært med en person, der som din ekskæreste benytter sig af medlidenheden som våben.

Og hold da op, her er din ekskæreste da en sand mester. Han lyver stort om både sygdomme og anholdelser, han ringer og gør dig urolig i tide og utide, men er overhovedet ikke interesseret i at få hjælp. Han kører ad den vej rundt i manegen med dig, og er nu også ved at få spundet jeres lille datter ind i sit net. Det er sikkert ikke så svært, for små børn er lette at manipulere, og når hun tilmed ser, hvordan du også føjer hendes far, så gør hun kun det samme. Det skal der hurtigst muligt ændres på, for det er usundt for din datter og kan få syge konsekvenser for hende fremover.

Nu er det sådan, at vi ikke kan lave om på andre menneskers dårlige adfærd, vi kan kun lave om på vores egen, og det er her, du har et arbejde at gøre. Du skal starte med at huske på, at din ekskæreste har to arme, to ben og et hoved, der tilsyneladende fungerer udmærket, hans fantasi fejler da i hvert fald ikke noget.

Du skal holde op med at lade dig spinne ind i hans manipulerende net og i stedet lægge diplomatisk fysisk afstand til ham, for så får du også gjort det følelsesmæssigt. Du skal også få ham til at forstå, at fortsætter han med at manipulere med jeres datter, så kan han ikke se hende, og det budskab skal du leve op til for hendes skyld.

Søg eventuelt hjælp hos en psykolog, det er ikke sikkert, at du behøver mere end et par times hjælp for at forstå det, der står så lysende klart for både mig og dine venner; Din ekskæreste kører psykisk rundt med dig, og det vil han blive ved med, indtil du selv siger stop.

Skriv til Vibeke

Vibeke_2018efterår.jpg

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk.

Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.