Frustreret mand tager sig til hovedet

Min eksmand har gjort vores søn arveløs

Min eksmand har skrevet vores søn ud af sit testamente, og han arver derfor ikke noget. Min eksmand ønsker at vente med at afsløre vores søns arveløshed til han går bort. Jeg ved, at min søn vil blive knust, når han finder ud af det samt, at jeg har vidst det også, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Spørgsmål om tilbagetrækning af testamente

Min eksmand og jeg mødtes, da vi var meget unge. Vi havde svært ved at få børn, men adopterede sammen en lille dreng.

Ægteskabet holdt ikke, og vi blev skilt et par år senere. Vi mødte begge nye partnere, og livet gik videre, men ingen af os fik nye børn. Vi bevarede venskabet, og det har været godt for vores søn, der altid har været knyttet til sin far. Vores søn hjalp f.eks. senere min eksmand med at istandsætte den gård, min eksmand købte og bor på i dag.

Vi er nu i 60'erne, og vores søn er selv gift og har børn. Min eksmand var i en del år gift med en kvinde, som ikke brød sig om vores søn. Det dårlige forhold mellem dem, påvirkede også forholdet mellem far og søn. Min eksmand blev så pludselig alvorlig syg. Her betroede han mig, at han havde ændret sit testamente, så vores søn ikke arver ham, hvilket han ikke ønsker, at vores søn skal vide, før min eksmand er gået bort.

Begrundelsen for at ændre testamentet var konflikterne mellem vores søn og hans stedmor og så at min eksmand følte sig svigtet, da vores søn i en periode boede i udlandet. Under alle omstændigheder, er det endt med, at min eksmands bror og hans familie skal arve min eksmand, en aftale, han ikke mener, der kan ændres på nu.

Jeg ved, at min søn vil blive knust over at høre, at den gård, han selv har lagt så mange kræfter i at sætte i stand, skal arves af andre. Jeg ved også, at han vil blive ked af det og skuffet, når han erfarer, at jeg hele tiden har vidst, at hans far havde besluttet, at han ikke skulle arve ham. Den viden er tung for mig at bære. Jeg er meget knyttet til min søn og hans familie, så det tynger.

Vores søn er flink til at besøge sin syge far, der i øvrigt har ladet sig skille fra sin tidligere kone og nu er gift med en kvinde, som ifølge vores søn er langt mere imødekommende. Alligevel vil hans far ikke ændre på sin beslutning. Hvad tænker du?

Vibeke Dorph råder til konfrontation

Jeg synes, det er et helt urimeligt og uholdbart dilemma, din eksmand har sat dig i. Det er ikke i orden, at han videregiver en så alvorlig beslutning til dig og så samtidig insisterer på, at jeres søn ikke må få noget at vide.

Du er mor til en søn, som kan se frem til at få sig en meningsløs og trist overraskelse, når hans far er gået bort. At din eksmand har truffet, det valg, han har, er i mine øjne ubegribeligt og tangerer det ondsindede. For at tilgodese fjernere familie til fordel for sit eget barn, hvad er det dog for en ukærlig besked at sende barnet? Endda vil den nyhed falde, når din eksmand er død, og jeres søn får således ikke engang få lejlighed til at forstå, hvorfor hans far har truffet det valg, han har.

Det bliver en knusende mavepuster for din søn at få, så selvfølgelig skal du gøre dit for, at det ikke kommer til at ske. Du skal derfor skynde dig at meddele din eksmand, at du finder hans opførsel overfor jeres søn urimelig, og at han også har sat dig i en urimelig situation.

Dernæst skal du fortælle ham, at han har en uge til selv at indvie jeres søn i sin beslutning om arven. Gør han ikke det, så gør du det, og det kan du gøre med den reneste samvittighed. For det er jeres søn og ikke din eksmand, det handler om her.

Din søn kan måske ikke lave om på sin fars beslutning, men han har krav på at vide, hvorfor hans far har handlet, som han har gjort. Den begrundelse skylder din eksmand ham, og han kan ikke tillade sig at drage herfra uden at give jeres søn den. Vil han ikke det, ja, så er der tale om en kynisk, og ubarmhjertig opførsel, som du selvfølgelig ikke skal tage part i, så skynd dig at få sandheden smidt på bordet for din søns skyld.

Skriv til Vibeke

Vibeke_2018efterår.jpg

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk.

Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.