Min kæreste nægter at omgås min mor
Min kæreste bliver provokeret af min mor og nægter at omgås hende, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.
Spørgsmål om kærestes kritik af mor
Jeg er en 40-årig mand, som er vokset op som enebarn med en enlig mor, som nu er 75 år gammel.
Jeg er selv fraskilt og far til en lille pige, men har i dag en vidunderlig kæreste.
Problemet er forholdet mellem hende og min mor. De to har mødt hinanden i alt tre gange, herunder til min 40-års fødselsdag, hvor jeg havde inviteret min kæreste, min mor og min datter ud at spise. På restauranten blev min kæreste provokeret af min mors opførsel, navnlig hendes højlydte utilfredshed med bordet og maden, ligesom det i det hele taget går hende på, at min mor kun taler om sig selv og ikke udviser interesse for at lære hende at kende.
Det går hende også på at se på, hvordan min mor behandler mig, og hvordan jeg bare finder mig i det. Det får hende til at miste respekten for mig og lysten til i det hele taget at omgås min mor – det gælder også, når og hvis vi en dag for alvor stifter familie og får et barn sammen.
Jeg forstår udmærket min kæreste, for min mor er selvoptaget og grænseoverskridende, og jeg har i perioder helt brudt kontakten til hende. Samtidig ved jeg, at hun også er dybt traumatiseret af sin barndom. Hun er krigsbarn og oplevede store svigt og afsavn, hvilket har skadet hende. Jeg vil ikke tøve med at sige, at hun er narcissist og har en psykisk brist. Hun har dog gjort sit bedste for mig, og hun er nu engang min mor, så jeg nægter at slå hånden af hende, selvom hun aldrig kommer til at ændre sig.
Min kæreste kommer selv fra en harmonisk familie, hvor alle kan lide hinanden. Hun er aldrig bleg for at sige sin mening, det beundrer jeg hende for, men jeg frygter også de sammenstød, det fremover vil opstå mellem min mor og hende. Er der derfor noget, jeg kan gøre eller sige for at forhindre det, og hvordan håndterer jeg bedst konfrontationen, når den kommer?
Vibeke Dorph råder til, at kæresten bakker op
Egentlig er jeg ked af, at det er dig og ikke din kæreste, der skriver til mig. For i min optik er det hende, der har et problem og dermed også løsningen på det.
For det er da heldigt for din kæreste, at hun er vokset op i en harmonisk kernefamilie befolket af lutter sunde og venlige mennesker, men det er de færreste af os, der er så heldigt beskåret. De fleste af os må – som du – døje med enkelte forkrøblede eksistenser, som det kræver mere end almindelig pli og diplomati at omgås. Kender vi ikke til den type mennesker fra vores egne familier, så skal vi helt sikkert senere nok løbe på dem via koleriske kollegaer, kriseramte venner og naboer, som heller ikke står mentalt knivskarpt.
Nu bærer din mor tilmed grundet sin svære barndom ar på sjælen, som hun ikke kan gøre for eller noget ved. At løse den udfordring ved at bebrejde hende eller undgå at ses med hende, ville jeg mene er både barnligt og kynisk, for din mor er, som hun er, og hun kan ikke gøre for det.
I stedet for at sætte dig i klemme mellem din mor og din kæreste, så burde din kæreste tage de lidt større sko på og bakke dig op. Vi bliver nogle gange her i livet nødt til at holde nogen ud, fordi der er en anden, vi holder af, og det gælder vel her?
Selvfølgelig skal I passe på jer selv og hinanden, men at sætte dig stolen for døren i forhold til din mor, er ikke rimeligt. Din mor er lidt skør, ja, men hun har gjort tingene så godt, som hun nu formåede, og du lyder da i hvert fald til at være et både sundt og harmonisk menneske, så noget godt har hun da gjort. Gør derfor din kæreste klart, at det ikke er alle kampe her i livet, man skal tage, for nogle kan og skal bare ikke vindes.
Din kæreste skal i stedet bruge sit krudt på at lade være med at lade sig provokere og i stedet skrive sig bag øret, at bag din mors excentriske adfærd gemmer der sig et skrøbeligt menneske, der ikke kan gøre for, at hun er, som hun er, så her skal bæres over.