Jeg føler mig økonomisk svigtet af min mor
Min mor har foræret min bror og svigerinde store pengesummer for deres hjælp, efter vores far døde. Jeg skammer mig over det, men jeg er ked af, at min mor belønner min bror, da jeg også har gjort meget for at hjælpe hende, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.
Spørgsmål om skammen ved at føle sig overset
Jeg er en kvinde på 55 år og mor til to store børn. Jeg mistede min far for tre år siden, men jeg har stadigvæk min bror og min mor. Både min bror og jeg har hjulpet min mor meget efter min fars død. Jeg hjalp hende med at få solgt hendes gamle hus og købte en lejlighed til hende, som hun nu sidder i afdragsfrit.
Min bror og svigerdatter har også været meget, meget hjælpsomme og gjort meget for min mor. Det skal siges, at de bor meget tættere på hende og har derfor også haft lettere ved at gå til hånde, end jeg har haft det. Jeg bor nemlig længere væk og har fuldtidsarbejde. Til gengæld har jeg talt meget i telefon med min mor, sørget for at besøge hende, sørget for bankaftaler, ejendomsmæglere, håndværkere og også besøgt hende og handlet ind for hende, når jeg har haft fri fra job og forpligtigelser.
Mit problem er, at min mor i den seneste tid har givet min bror og svigerinde store pengesummer. Hun har selv glædestrålende fortalt mig, at det er fordi, de har været så utrolig hjælpsomme. Min bror og jeg er nogenlunde ens stillet økonomisk, ingen af os har for meget, men vi klare os. Jeg skammer mig over det, men jeg må indrømme, at jeg er ked af, at min mor belønner min bror på den måde og ikke har betænkt mig.
Jeg har nævnt det forsigtigt for min bror, han undrede sig over min reaktion, men han sagde også, at han aldrig ville have haft råd til at købe en lejlighed til vores mor, hvilket da heller ikke var helt enkelt for mig. Pengene nager mig stadigvæk, men jeg har ikke lyst til at plage min gamle mor med det, og min søde bror kan jo heller ikke gøre for det. Hvad tænker du?
Vibeke Dorph om "storesøstersyndromet"
Når jeg læser din mail, så kan jeg ikke lade være med at tænke, at du lider af det, jeg (og sikkert også andre) kalder for "storesøstersyndromet". Man behøver såmænd ikke være storesøster eller -bror for at hænge på den ”diagnose”, man skal blot at opføre dig derefter: Være utrolig pligtopfyldende, betænksom, hensynsfuld og være hende, der klarer det hele uden nogen brok.
Det er nobelt at være sådan, men det resulterer ofte i, at et menneske som dig bliver overset og ikke påskønnet af omgivelserne. Som regel ikke af ond vilje, men netop fordi I fremstår stærke og som dem, man ikke behøver at bekymre sig om. I dit tilfælde har du endda også selv meget travlt med at fortælle, hvor meget du holder af og forstår din bror og din mor – men hvad med dig? Føler du dig ikke ofte alene og en lille smule brugt? For jeg synes da også, at det er underligt, at du og din bror bliver behandlet forskelligt økonomisk.
Det er en god regel at behandle sine børn ens – også økonomisk. Med mindre altså, at et (voksent) barn står i akutte økonomiske problemer. Så kan det være i orden at gøre forskel, men det er en god idé, hvis forældrene så forklarer, hvorfor de handler, som de gør. Det har din mor ikke gjort endnu, men du er da i din gode ret til at spørge hende om det. Det kan være, at din mor fejlagtigt har tænkt, at når du nu har så mange penge, at du kan købe hende en lejlighed, så mangler du jo ikke noget.
Det kan være noget andet, under alle omstændigheder så spørg hende. Ikke med vrede og anklage i stemmen, men med nysgerrighed. Det handler nemlig ikke kun om penge, det handler om, at du får lejlighed til at vise din mor, at du ikke kun er hende den stærke. Du er også din mors elskede barn og datter, og det, tror jeg, vil være godt for jer begge to at få slået fast.