Jeg er en kvinde i 50’erne
med voksne børn og en ellers
dejlig kæreste. Vi har igennem de
seneste tre år holdt nytårsaften
med nogle af hans gamle venner,
hvor vi har været mellem 10-12
mennesker.
Min kærestes venner er søde,
men en del af dem lever nok mere
”flippet” end jeg selv gør det.
Bl.a. har min mands ven for nogle
år siden mødt en yngre kvinde,
som han har fået små børn med.
Mit problem er, at vennen og
hans kone altid har børnene med
nytårsaften. Det er i orden for mig,
hvis de altså tog sig af dem. Det er
dog ikke sket de forløbne år, hvor
de begge er blevet berusede som
resten af selskabet.
Jeg har altid ment, at små børn
og alkohol ikke hører sammen,
derfor er jeg også de sidste par år
endt med at holde mig ædru nytårsaften. For børnene har i mine
øjne virket utrygge og opmærksomhedssøgende, og jeg har til
dels taget mig af dem, selvom jeg
synes, det er forældrenes opgave.
Jeg har faktisk antydet det for
vennen, men uden at blive hørt.
Tværtimod, synes han og konen,
det er fantastisk, at jeg gider
sidde og spille spil med børnene.
Det er nu ikke noget, jeg har gjort,
fordi jeg har lyst, jeg har gjort det
af medlidenhed. Vi står foran at
skulle holde nytår som vi plejer og
altså også med vennens børn, og
det magter jeg næsten ikke. Min
kæreste antyder, at jeg er en sippet, mens jeg holder fast i, at børn
og sprut ikke spiller sammen. Vi
er ret uenige om det her, så hvad
tænker du?
Vibeke Dorphs svar
Jeg har selv med
skam at melde en
enkelt gang kommet til
at drikke mig fuld i
selskab med børn
og stedbørn, da
de var små. Det
var til en fest, og
jeg græmmes her
mange, mange år
efter fortsat over
det.
Skulle det lykkes mig
at fortrænge det, så har
jeg altid børnene til at
minde mig om det, for
selv om de i dag kan le
af det, så har de aldrig
glemt det. For der er ikke
tvivl om, at det gjorde et uudsletteligt indtryk på dem, og det var ikke
et positivt af slagsen.
Så nej, du får aldrig mig til at
bifalde fuldskab foran små børn.
Uberegnelighed gør børn usikre og
rædselsslagne, for de er afhængige af andres omsorg, især deres
forældres, og fornemmer de, at de
ikke kan få den, så bliver de ude af
sig selv. Når det er sagt, så synes
jeg selvfølgelig godt, at man kan
drikke et glas vin og have det sjovt
i selskab med børn, for børn har
godt af at opleve, at deres forældre
kan more sig. De skal dog selv være
en del af festen, og det er de ikke,
hvis de ikke kan regne med deres
forældre, og fulde mennesker kan
man aldrig regne med.
Nu har du sagt til
både din kæreste og din
mand, hvad du mener
om situationen. Så har
du ikke lyst til igen i år
at agere barnepige
for de små børn, så
sæt handling bag
dine ord og bliv
hjemme og hyg dig.
Sig så, at du med
største fornøjelse
deltager igen til næste
år, hvis der altså er
ædru forældre til stede
eller slet ingen børn.
Skriv til Vibeke
Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.
Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk. Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø.
Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.
Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.