Jeg savner min far efter bruddet med min mor
Jeg savner min far efter jeg har brudt kontakten med min mor. Hvad skal jeg gøre? Sådan lyder en ung kvindes dilemma, som Vibeke Dorph svarer på i Hjemmets brevkasse.
Jeg er en ung kvinde, hvis barndom var præget af min mors psykiske misbrug og vold. Efter mange forløb hos psykologer, valgte jeg som 20-årig helt at afbryde kontakten til hende. Jeg fortalte hende, at jeg ikke ville se hende, og at der fremover ikke ville være nogen kontakt mellem os.
Min far har jeg derimod altid haft et fint forhold til. Jeg tøver med at sige ”godt”, da vi aldrig har haft dybe, følelsesprægede samtaler, men jeg holder af ham, og ønsker stadig kontakt til ham. I starten gik det også fint, han kom til min afslutning i gymnasiet og hjalp mig med at flytte. Jeg fornemmer dog, at min far føler sig presset af ikke at kunne fortælle min mor, hvor han befinder sig, når han er sammen med mig. Af den grund har vi ikke talt meget sammen, siden jeg startede på universitetet og flyttede til en anden by.
Min far er ikke typen, man lige ringer til, og når vi ikke har noget fysisk at lave sammen, så ved jeg simpelthen ikke, hvordan jeg skal holde kontakten, især når han fortsat holder det, at vi ses, skjult for min mor. Det er jeg også ked af, for hvis han fortalte hende, at han ser mig, ville han stå ved mig og indirekte fortælle min mor, at det er hendes opførsel, der er skyld i vores brud. På den anden side, så har min far altid været under tøflen, så hans ageren er ikke overraskende. Jeg har ingen søskende, men holder stadig kontakt til andre i familien, dog kommer jeg aldrig med til familiesammenkomster, fordi min mor så er der, hvilket jeg også finder hårdt. Har du et råd?
Vibeke Dorph svarer ud fra egen erfaring
Det hjælper dig nok ikke, hvis jeg foreslår dig at slå i bordet over for din far, hvilket naturligvis var min første tanke. For som du selv skriver, så er han under tøflen, og det vidner hans tøvende opførsel i forhold til konflikten mellem dig og din mor, da også om, at han er. Det er trist, men det er, som det er, og jeg har et forslag, der måske også kan være med til at løsne op for det problem på sigt. Nu behøver man ikke at have en dysfunktionel familie for at opleve, at man har svært ved at finde melodien med et familiemedlem. Mennesker er forskellige, også selvom de er i familie med hinanden. Jeg havde selv en mor, som jeg elskede højt, vi var blot som dag og nat og havde som du og din far tit svært ved at tale sammen.
På et tidspunkt foreslog hun, at vi tog ud på en rejse sammen. Det var jeg først lidt beklemt ved, men det endte med at blive en fantastisk tur, som vi gentog, og det er jeg lykkelig for i dag, hvor hun er gået bort. For det, at vi gjorde noget sammen, endte med at bringe os sammen, og jeg tror slet ikke, vi ville have oplevet den samhørighed, hvis vi i stedet havde brugt tiden på at italesætte vores forskelligheder og således gjorde det til et problem. Jeg tænker, at du skal prøve noget lignende med din far.
Det behøver såmænd ikke være en rejse, men blot en fælles interesse eller et projekt, I kan dele og mødes om. Så bliver det det, der er i centrum, og ikke udfordringerne med din mor. Jeg tror også, at det vil gøre det lettere for din far i forholdet til din mor, at han skal noget med dig, som han gerne selv vil, således, at det ikke kun handler om dig, men også om ham og det I to skal sammen. Hvad angår din øvrige familie, så synes jeg, at du skal melde ud, at du savner dem. Fortæl dem her, at du ikke forventer, at de skal blandes ind i konflikten, du ønsker blot fortsat at have en familie at ses med. Jeg er sikker på, at gør du det, så vil der være nogen, der rækker hånden ud, alt andet ville i mine øjne være mærkeligt.
Skriv til Vibeke
Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.
Mails sendes tilbrevkassen@hjemmet.dk.
Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø.
Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.
Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.
