Kvinde kigger opad

Skal jeg redde min hjælpeløse kæreste?

Jeg har slået op med min kæreste gennem 6 år. Problemet er bare, at han er utrolig afhængig af mig, både følelesmæssigt og økonomisk. Han er meget ked af det og flytter ikke ud af min lejlighed lige foreløbig, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Spørgsmål om knust ekskæreste

Jeg er en 28-årig kvinde, der netop har slået op med min kæreste gennem seks år.

Jeg har overvejet det længe og ønsket det virkelig længe. Jeg havde ikke kærlige følelser for ham længere, ville ikke have sex med ham, og jeg mistede respekten for ham til sidst. Jeg var bitter og ville hellere være alene.

Problemet er, at han nu er dybt ulykkelig. Han har desværre været alt for afhængig af mig både økonomisk, socialt og følelsesmæssigt, så han er knust på mange planer, og når jeg taler med ham, kan han ikke stoppe med at græde.

På mine gode dage er jeg utrolig lettet og føler en frihed over endelig at have gjort det forbi. På dårlige dage føler jeg sorg over at miste det gode, vi trods alt havde, samtidig med at jeg lever mig ind i hans sorg og har lyst til at redde ham fra den.

Han er stadigvæk ikke flyttet ud af vores fælles lejlighed, som er min, så jeg bor hos mine forældre lige nu. Jeg tror, at han underbevidst udnytter, at jeg ikke har hjerte til at smide ham ud, og at jeg gerne vil redde ham, som jeg plejer. Det er nemlig min akilleshæl, når jeg er skyld i at andre har det dårligt. Jeg vil gerne have hjælp til hvordan jeg kan slippe hans smerte, så jeg kan koncentrere mig om mit eget liv. Har du et råd?

Vibeke Dorph råder til at slippe den dårlige samvittighed

Et godt forhold består af to ligeværdige parter, der begge tager ansvar for, at forholdet er sundt og fungerer. Et sundt forhold er det ikke, hvis den ene part slipper grebet og overlader ansvaret for det meste til sin bedre halvdel. Når det er sagt, så oplever de fleste af os selvfølgelig op og nedture i løbet af livet, og naturligvis skal vi være der og bakke hinanden op, når og hvis en af os går igennem en svær tid.

I dit og din kæreste forhold lyder det dog til, at du konstant har været den, der har taget ansvar, mens din ekskæreste har vænnet sig lidt for godt til, at det har forholdt sig sådan. Det er en umoden og uansvarlig adfærd, og det er derfor også kun forståeligt, at du har tabt respekt for og lyst til ham.

Spørg også dig selv, hvad han har budt ind med? Hvad har han givet dig og jer? Har han f.eks. været den faste skulder, du nu og da har kunnet læne dig op ad og søge støtte hos? Det lyder ikke sådan, snare virker det til, at han har fundet sig for godt til rette i rollen som et slags ekstra barn for dig, og det kan og skal ingen sund partner holde ud. For du er ikke hans mor, du er hans elskende og partner.

Derfor er det kun sundt, at du har smidt håndklædet, ikke kun for din egen, men såmænd også for hans skyld. I har begge fortjent ligeværdige partnere, og det kan jo være denne oplevelse, der får din ekskæreste til at vågne op og forstå, at han har sjusket med sit parforhold.

Så hold fast i din beslutning, nyd din frihed, og lad din ekskæreste om at samle sig selv op og blive klogere. Du har kun reageret sundt på en usund relation, så slip den dårlige samvittighed og øv dig i stedet i at nyde din nyvundne frihed for fulde gardiner, for det er også en utrolig vigtig ting at kunne her i livet.

Skriv til Vibeke

Vibeke_2018efterår.jpg

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk.

Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.