Min svigermor ødelægger mit ægteskab
Min svigermor fylder for meget i mit ægteskab og min lille familie. Hun taler gerne højt om sine utilfredsheder angående vores relation, men jeg ved ikke, hvordan jeg skal tage stilling til hendes opførsel uden, at min mand skal føle sig i klemme, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.
Spørgsmål om urimelig svigermor
Jeg føler, at min svigermor er ved at ødelægge min familie, og jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op.
Jeg er sidst i 20'erne og har sammen med min mand gennem 10 år en lille datter.
De første år havde jeg et godt forhold til min svigermor. Så blev jeg gravid, og her begyndte hun konstant at blande sig. Hun er uddannet pædagog og bruger det som argument for, hvorfor hun blander sig. Min mand og jeg kunne aftale noget og være enige om det, så pludselig havde han talt med sin mor og mente nu det samme som hende. Det kunne handle om alt fra mad, sengetider til hvilken barnestol, vi skulle give vores datter.
Selv da jeg fødte intrigerede min svigermor ved at insistere på at dukke op på hospitalet lige efter fødslen, selvom både jeg selv og lægerne gav udtryk for, at jeg havde brug for ro, fordi jeg blev syg under fødslen. Alle andre respekterede mit og lægernes ønske på nær min svigermor, der tilmed hev min mand til side og opfordrede ham til at sætte foden ned overfor mig.
Min svigermor har fyldt så meget, at min mand og jeg kortvarigt gik fra hinanden. Vi fandt dog sammen igen og tog her en snak med hende, men hun blander sig fortsat. Hun siger, at hun føler det nødvendigt, fordi hun ikke mener, at vi gør tingene rigtigt. Vi ser hende mindst en gang om ugen, hver gang beklager hun sig over, at det ikke bliver til mere.
Jeg prøver virkelig at kunne lide hende, for hun er mit barns farmor, og min mand skal ikke føle sig i klemme. Er det mig, der er problemet, hvilket hun antyder? Og har du et råd til, hvordan vi får det her løst, uden at familien går i opløsning?
Vibeke Dorph råder til at kræve handling fra partner
Nej, selvfølgelig er det ikke dig, der er problemet her. Det er tydeligvis din grænseoverskridende, og manipulerende svigermor, der har fået lov til at spille en alt for stor og helt forkert rolle i jeres lille familie. Var hun virkelig den dygtige pædagog, hun giver sig ud for at være, så ville hun også vide, at hendes opførsel er uacceptabel. For I er nye og sikkert lidt usikre forældre til jeres første barn.
I har således brug for at finde jeres egne ben som familie. Det sidste, I har brug for, er et menneske, der konstant belærer jer om, at I gør tingene forkert. Men I gør intet forkert, I gør tingene på jeres måde, og det er den eneste rigtige måde, at gøre dem på. Det er derfor din svigermor og hendes upædagogiske adfærd, der straks skal stoppes.
Her er jeg bange for, at det er din mand, der har bolden. For han lyder til at have et alt for tæt og umodent forhold til sin mor. Det er jo hos dig og jer, han skal søge svar hos for alt, hvad der angår jeres barn, det er ikke hos hans mor. For han har vel ikke tænkt sig at tilbringe resten af sit liv med at hænge mentalt i hendes skørter, som han gør det nu?
Derfor skal du sløjfe fløjlshandskerne og kræve, at din mand gør det, han burde have gjort for længst. Nemlig få lukket døren solidt i til både mor og barndom og træde ind til dig og voksenlivet i stedet. Det kan han sagtens gøre fredeligt ved blot at gøre sin mor klart, at I gør tingene på jeres måde og har brug for ro og fred til at gøre netop det.
Ad den vej vil din svigermor med tiden også falde til ro og forstå, at hun skal stoppe sin grænseløse adfærd og i stedet passe sit eget liv, alt imens I lever jeres, som I nu engang finder bedst.