Storslået natur og smukke sandstrande: 5 byer, du skal besøge på Mallorca
Vil du på solferie, vandretur eller romantisk getaway? Så er Mallorca et oplagt feriemål. Øen rummer masser af dejlige byer, der er unikke på hver deres måde. Vi har fundet de bedste fem.
Pollenca er kendt for sin historiske trappe. Foto: Emma Kleist Christensen.
Find billige rejser til Mallorca på Rejsepriser(sponsoreret).
Annonse
Den autentiske: Pollenca
Annonse
Vend bilen mod nordøst, hvis du gerne vil have en rigtig spansk oplevelse på Mallorca. Her finder du nemlig Pollenca, der er en historisk by, beliggende i et billedskønt, bjergrigt område.
Byen er også et mesterværk i sig selv, og er særligt kendt for sin lange trappe med 365 trin. Den fører op til en gammel kirke og en forrygende udsigt over bjergene.
Tapas og sangria på Bar Alhambra. Foto: Emma Kleist Christensen.
Når du har besteget den lange trappe, kan du slappe af med lækre tapas på en af byens hyggelige restauranter.
Du kan for eksempel nyde delikate, fritterede blæksprutter og velsmagende sangria på Bar Alhambra.
Find smuk keramik på markedet i Santanyi. Foto: Emma Kleist Christensen.
Den afslappede luksus: Santanyi
På Mallorcas sydlige del ligger Santanyi, der er en rolig by med luksuriøse undertoner. Hop i en let, hvid kjole og en flettet solhat, og gå en tur gennem byens flisebelagte gader.
Om lørdagen kan du gå på jagt på byens marked efter farverige lerfade og lokale specialiteter som olivenolie, havsalt og friske grøntsager.
Og hvis du skulle få lyst til at tage en tur til stranden, er der ikke langt til kysten, hvor du finder Cala Santanyi og Cala Figuera.
Du kan også tage en tur lidt uden for byen. Her ligger mange fine spa-hoteller og fincaer, der er en form for spanske gårde, du kan overnatte på.
Et af de steder, hvor du helt sikkert kan finde indre ro, er på Cal Reiet Hotel. Det ligger lidt uden for Santanyi, og har både spa, yoga og en lille gårdbutik.
Kør rundt på snoede bjergveje og oplev den smukke natur på Mallorca. Foto: Emma Kleist Christensen.
Den naturskønne: Arta (og området omkring)
Byen Arta er ikke så sædværdig i sig selv. Det er en meget typisk mallorcinsk by, men området omkring er helt fantastisk, hvis du er vild med natur.
Du kan for eksempel tage til ”Parc Natural de la Península de Llevant”, der er en naturpark med masser af vandreruter i forskellige længder, eller du kan tage længere nordpå til det gamle kloster Eremita de Betlem, hvorfra du kan vandre til Can Picafort.
Spis et måltid i landlige omgivelser på Sa Tafona de Song Fang. Foto: Emma Kleist Christensen.
Restauranten er et lille, familiedrevet sted, hvor de gror mange af deres egne råvarer og serverer virkelig vellavet, spansk mad.
Deia ligger i et smukt bjergrigt område. Foto: Getty Images.
Den romantiske: Deia
Deia er en gammel kunstnerby på den nordvestlige del af Mallorca. Den ligger i et meget smukt område med høje bjerge og grønne marker.
Selve byen ligger på toppen af et bjerg, og er bygget op af snoede gader, fyldt med små restauranter og kunsthåndværkbutikker.
Hvis du vil have en ekstraordinært romantisk oplevelse, kan du tage en tur til vandet.
Her finder du den legendariske (og meget romantiske) restaurant Ca’s Patro March. Den ligger på pæle ud over vandet, mellem klipper og strand, og serverer lækre fiskeretter i mange udformninger.