Cana Buttenschøn i Løvens Hule
Cana Buttenschøn i Løvens Hule.

Da Cana Buttenschøn satte sig et mål som iværksætter, blev hun kaldt sød og nuttet

Cana Buttenschøn har netop været med i Løvens Hule med sin virksomhed Cana Care. Inden hun trådte ind foran investorerne, havde hun et klart mål: Hun ville ikke undervurderes.

alt.dk logo

Da Cana Buttenschøn trådte ind foran investorerne i Løvens Hule, havde hun én ting i baghovedet: Hun ville stå fast på, hvad hun er værd.

”Noget af det, jeg har oplevet i min tid som iværksætter, er, at jeg ofte bliver undervurderet. Altså, det er meget sådan: Nårh, den der søde lille jordemoder. Hvor er det nuttet, at hun siger, at hun vil sende 50.000 ordrer næste år," siger Cana Buttenschøn til alt.dk, og fortsætter:

"Men så gør jeg det bare, Min oplevelse er, at mange førhen er blevet overraskede over, at jeg rent faktisk får de ting gjort, som jeg siger, at jeg vil. Inden Løvens Hule har jeg derfor sagt til mig selv: Okay, jeg er nødt til at udstråle, at jeg er det her værd i værdiansættelse." 

Virksomheden Cana Care sælger hudplejeprodukter, som i sin tid blev udviklet til gravide. Cana Buttenschøn er nemlig uddannet jordemoder, og når kvinder dengang spurgte hende til råds om hudpleje, indså hun, at der ikke fandtes produkter på markedet, hun kunne stå inde for. Og derfor satte hun sig for at udvikle sine egne.

”Jeg går jo ikke til hverdag og tænker over, hvad jeg kan, og hvad jeg er værd, men når man skal ind i et program som Løvens Hule,  gransker man sig selv. Jeg forberedte mig på flere af de ting, som jeg er blevet udfordret på tidligere, så jeg bedre kunne stå fast på, at jeg ikke ville indgå kompromis. For jeg ved, at mine produkter hjælper mange. Jeg skulle ikke tage imod en investering for enhver pris."

Alene ved et bord med mænd

Efter pitchet i programmet var løverne imponerede, og derfor havde Cana Buttenschøn frit valg til selv at vælge, hvem af investorerne hun ville samarbejde med. Hun endte med at takke ja til Nikolaj Nyholm og Tahir Siddiques bud – og det er der en helt særlig grund til.

Cana Cares primære målgruppe er kvinder, men Cana Buttenschøn har hørt fra sine kunder, at kvindernes mænd næsten bruger produkterne mere, end de selv gør. Og derfor havde hun sat sig et mål om at udvide forretningen til mændene også.

”Det føles dumt at afskære 50% af befolkningen ved kun at lave produkter til kvinder. Især når jeg hører, at mændene også er glade for de ting, vi laver. Jeg havde derfor bestemt mig for inden programmet, at jeg gerne ville have mandlige investorer med ombord. Hele min mission er jo at gøre en forskel for andre, så hvorfor skal det kun gælde kvinderne?"

Efter optagelserne af Løvens Hule har hun nu – i samarbejde med sine to nye investorer – startet brandet RSLT (Re'sult), som genskaber produkterne fra Cana Care, bare til mænd. 

”Jeg har nogle badass kvinder i mit team, som altid smøger ærmerne op, så jeg er vant til en smule maskulin energi. Men det er klart, at første gang, jeg sad til møde med Nikolaj Nyholm og Tahir Siddique, og de hver især havde taget nogle af deres mandlige samarbejdspartnere med, var det lidt skørt," siger hun og fortsætter:

"Pludselig sad jeg som ene kvinde blandt syv mænd, og det var helt anderledes end det, jeg var vant til. DSer kunne jeg godt mærke, at jeg skulle rette ryggen lidt mere, end jeg plejer, fordi jeg følte, at jeg skulle genbevise mit værd. Men det var fedt, fordi der opstår en anden dynamik, når man er forskellige køn, der arbejder sammen. Jeg får nogle helt andre input, end jeg normalt får.”

Cana Buttenschøn

  • Iværksætter, forfatter, influencer og uddannet jordemoder.
  • Indehaver af hudplejelinjerne Cana Care og RSLT.
  • Gift med Simon Thrane og mor til tre.