carolina björk

Carolinas tissekone-julekalender hitter igen på Facebook: 340.000 elsker denne video

For sjov begyndte Carolina Björk Søndergaard at lave en julekalender "til din tissekone” med satirefiguren Hella Bella. På ét døgn har den to år gamle video-kalender fået nyt viralt liv, og der er en vild historie bag projektet, som samlet er set over en million gange, fortæller kvinden bag.

”Velkommen til Hella Bellas julekalender. Det her er verdens første julekalender til din tissekone med 24 låger, der åbner din tissekone på vid gab.”

Sådan lyder åbningsreplikken i en video-julekalender, som samlet har over en million afspilninger på Facebook. En serie, som ikke er produceret af et stort selskab eller en professionel komiker, men som derimod blev lavet af en nyskilt mor fra den jyske by Ry, der savnede en måde at fortælle om sine skøre Tinder-dates på – og samtidig skabe opmærksomhed om et vigtigt budskab.

Selvom julekalenderen har to år på bagen, fik den i år på under 24 timer 50.000 nye visninger alene af særligt ét afsnit, hvor den komiske figur Hella Bella laver lydhealing af ”tissekonen” med flasker, tamburin og et grydelåg.

Og det er måske særligt overraskende set i lyset af, at julekalenderens hovedkarakter Hella Bella, en 70’er-hippiekvinde med gråt pagehår og iklædt strikket vest, i virkeligheden er en - på det tidspunkt - 38-årig kvinde med job som konsulent, der forinden havde spurgt sin Tinder-date, hun havde kendt i blot 14 dage, om han ville filme en juleføljetonen med hende – og i dag er de gift.

Det fortæller skaberen, Carolina Björk Søndergaard, til ALT.dk, da vi ringer til hende for at få historien bag den virale succes.

– Det hele kom sig af, at jeg året forinden var blevet skilt, og når man bliver skilt, sker der dét, at man går på Tinder og har det rigtig sjovt. For mig var det den VILDESTE åbenbaring og revolution i mit liv, og jeg havde simpelthen så mange sjove, skøre og helt gakkede oplevelser, som efterfølgende fik mig og mine veninder til at rulle os rundt på gulvet af grin. Det affødte, at jeg begyndte at udvikle nogle karakterer, fordi jeg havde lyst til at fortælle de her historier – men jeg kunne ikke rigtig fortælle dem, da det jo er i den private genre, og jeg er en forholdsvis offentlig person, forklarer Carolina med henvisning til hendes over 10.000 følgere på hendes Facebook-profil ”Carolina Björk”.

I fællesskab med veninden Prana udviklede hun derfor figuren ”Hella Bella”, som hun (k)ærligt indrømmer, er en parodi på hende selv og hendes egen omgangskreds af spirituelle mennesker.

– Så møder jeg i midten af november 2017 Christian, som jo er Fizz-Poul i et senere afsnit af kalenderen. Da jeg dagen inden 1. december får idéen til at lave en julekalender på Facebook, spørger jeg ham:  ”Skal du ikke være med?”

Hvad er hans reaktion på det?

– Han er faktisk positiv, så vi går i en genbrugsbutik i Vejle og køber matchende, lilla velourjoggingsæt og begynder allerede dér at udvikle på hans karakter. Men så fortæller han mig et par uger efter, at han egentlig ikke troede på idéen, men at han havde sagt ja, fordi han gerne ville bakke mig op. Og så kunne han jo også godt hurtigt se, at det virkede.

Christina Björk Søndergaard og manden kristian.jpg

Carolina med manden Christian, som hun havde kendt i 14 dage, da de sammen lavede Tissekone-julekalenderen for sjov. (Foto: Privat)

Hella Bella-videoerne er altså en blanding af parodi og virkelighed, når hun med titler som sexolog, tissekoneyoga-instruktør og englecoach kaster sig ud i skøre projekter med fx lydhealing af kvinders underliv, gode råd til en ”introvert” tissekone eller tissekone-tryk som julegave.

Reaktionerne og de mange visninger kom allerede meget kort tid efter, at de første videoer kom ud i december 2017.

Fakta - bag om Carolina Björk

Navn: Carolina Björk Søndergaard

Titel: Konsulent. Hjælper virksomheder med noget på hjertet med deres online marketing, så de bliver synlige og får det konverteret til kunder.

Alder: 40 år

Bor: Ry

Gift med Christian Søndergaard. Hun har tre drenge fra tidligere forhold, og han har to piger, og så har de sammen anskaffet sig to hunde og to katte.

Carolina Björk Søndergaard.jpgCarolina Björk Søndergaard står bag figuren Hella Bella. (Foto: Privat)

– Det gik meget hurtigt, især første afsnit fik jeg ret meget respons på, også fordi det var et chok og er lidt vildt. Mange af de kunder, som jeg har arbejdet med, er jo spirituelle, og jeg bekender mig også selv til det. Og Christian er ULTRA spirituel, altså han tror dybest set ikke, at der er noget af det, vi ser på, der eksisterer. Men der er bare så mange sjove ting i de her spirituelle kredse. Noget af det, som jeg legede meget med, efter jeg blev skilt, var blandt andet tantra, fordi jeg synes, at det var sjovt at arbejde med energier, men det er også bare nogle virkelig sjove miljøer! Og jeg så hurtigt den selvhøjtidelighed, der kan være i miljøet, og jeg kan simpelthen ikke lade være med at grine af det. Jeg synes, at det er så sjovt.

Jeg har selv været enormt skamfuld omkring min seksualitet næsten hele mit liv. Og det var også den proces, jeg gik igennem, efter jeg blev skilt, hvor jeg genopdagede min krop og opdagede, at der ikke var noget at skamme sig over.

Carolina Björk Søndergaard

Har du så lavet kalenderen for at gøre grin med tissekonen og gamle hippier – eller er der også et budskab bag al komikken?

– Ved du hvad, det er faktisk også megameget for ”at befri”. Altså befri vores seksualitet og putte nogle af alle de ting ud i lyset, som vi ellers godt kan skamme os over. Jeg har selv været enormt skamfuld omkring min seksualitet næsten hele mit liv. Og det var også den proces, jeg gik igennem, efter jeg blev skilt, hvor jeg genopdagede min krop og opdagede, at der ikke var noget at skamme sig over og fandt en lyst og alt det her. Så det har bare været en anden måde at gå ud og sige, at det hele er okay. Lad os havde det sjovt, lad os knalde, lad os nyde, lad os grine, lad os alt muligt andet - og lad os i hvert fald grine af os selv, fordi så bliver verden bare et bedre sted. Meget af det, jeg siger i videoerne, er noget, jeg har stået og sagt i virkeligheden, så jeg tager jo også TYKT pis på mig selv.

"Sig hej til min skygge, Hella Bella," skrev Carolina på sin Facebook i december 2017. (Foto: Privat) 

Og modtagelsen af tissekone-kalenderen overgik både for to år siden, men også i år, hvor folk igen ser med og tagger hinanden, Carolina Björk Søndergaards vildeste fantasi.

– Jeg arbejder til daglig med markedsføring på sociale medier, og det er jo altid "haters", men i alle de 100.000-vis af kommentarer, der foreløbigt har været, er der én negativ kommentar, jeg kan huske. Alt andet har været positivt, hvor folk skriver: ”Hvor er det sjovt", eller "det er for pinligt, jeg kan ikke se det!" - men alt sammen positivt. Det er dog helt klart mere kvindehumor end mandehumor. Rigtig mange mænd kan ikke holde den ud. Det bliver simpelthen for meget. Så på den måde har den delt vandene.

– Det sjove er faktisk, at året rundt er der hver uge nogen, der kommenterer på den, så den lever i det små, men det er helt tydeligt omkring jul, så begynder den at live op igen. Sidste år gjorde vi ikke selv noget for det, men nu har vi besluttet at ”genudsende” den i år, hvor vi prøver at fortælle nogle af de her baggrundsting og hele historien om, at jeg mødte Christian 14 dage inden, at han flyttede ind hos mig efter tre uger, og vi var gift fire måneder efter. Så det er også en meget, meget fin kærlighedshistorie. Der er ikke nogen af os, der havde forestillet os, at vi kunne få det, som vi har. Det er sådan noget, du læser om i bøger. Det med at kunne møde nogen, som bare er ens bedste legekammerat. Vi arbejder også sammen nu i hans virksomhed, bor sammen, har en sammenbragt familie. Vi laver alt sammen.

Kan vi forvente en ny kalender fra jeres hånd?

– Der kommer 100 procent noget på et tidspunkt, men det, jeg har lært af det her, er, at der skal ikke noget ud, før det ikke kan lade være med at komme ud.

Følg Tissekone-julekalenderen på Carolinas Facebookside - klik her: