Caroline Fleming
Caroline Fleming

Caroline Fleming var splittet mellem drømme og forventninger – så blev hun syg

Som ung jagtede Caroline Fleming drømmen om at blive model. Det blev ikke set på med milde øjne af hendes far, og splittelsen mellem egne drømme og farens forventninger gjorde, at hun blev syg. Det fortæller hun til ALT for damerne.

Da Caroline Fleming var ung, drømte hun om at rejse til udlandet og arbejde som model.

Det var ikke noget, der passede ind i hendes familie. Særligt hendes far, den afdøde lensbaron og ejer af Valdemars Slot, Niels Krabbe Iuel-Brockdorff, så ikke på det med milde øjne. Modelkarrieren var ikke passende for en med hendes baggrund, for i deres familie var det almindeligt, at man tog til USA og studerede på universitet.

Det fortæller hun til ALT for damerne, der er på gaden i uge 50.

Afsted tog hun dog for at arbejde som model, men hun var hele tiden splittet mellem egne drømme og faderens forventninger.

Balancegangen blev så svær, at Caroline Fleming endte med at udvikle spiseforstyrrelsen bulimi. Hun overspiste, til hun fik det dårligt, og lindrede det ved at kaste op.

Det fortsatte, indtil hun en dag bad om hjælp hos en af sin mors gamle veninder, der fik hende indlagt på en klinik i England. Familien besøgte hende på klinikken, men sidenhen blev der ikke talt mere om det.

”Spiseforstyrrelsen blev et stort tabu. Vi kunne absolut ikke tale om det, da jeg blev syg, og det var ganske forfærdeligt. Det er kun, fordi jeg fik den rigtige hjælp, at jeg kunne komme mig over det,” fortæller Caroline Fleming, der ikke er i tvivl om, hvorfor hun udviklede bulimi.

”Hvis man lever et liv, hvor der foregår mange voldsomme ting, og man ikke har nogen at tale med det om, så kan det ende ud i nogle forfærdelige ting som for eksempel en spiseforstyrrelse. Der var så mange ting, som vi ikke talte om hjemme hos mig. Tingene blev fejet ind under gulvtæppet,” siger hun.

Læs hele interviewet med Caroline Fleming i ALT for damerne, der er på gaden i uge 50. Her fortæller hun også om juletraditioner, konflikten om Valdemars Slot og forholdet til sin store kærlighed.