Det kom totalt bag på Caroline Stage, da hun blev forelsket i en kvinde

Det var en vild og voldsom forelskelse, da Caroline Stage fandt sammen med kæresten Rikke Holm. I dag undrer hun sig over, at hun ikke havde fundet ud af, at hun var til kvinder, noget før.

Hendes Verden logo

Digitaliseringsminister Caroline Stage ser sig selv som en open-minded person. Men da hun blev forelsket i en kvinde, gik det op for hende, at den åbne tankegang måske ikke havde indbefattet hende selv.

”Det kom totalt bag på mig, at jeg var til kvinder, og jeg brugte lang tid på at tænke over det,” siger hun i et stort interview med Hendes Verden uge 9.

”Hvorfor fandt jeg først ud af, at jeg var til kvinder som 27-årig? Jeg har ikke svaret endnu, men måske havde jeg bare ikke fundet den rigtige før.”

Første gang Caroline Stage mødte sin kæreste Rikke Holm, arbejdede de begge i den samme forvaltning – Rikke Holm som sekretariatschef og Caroline Stage som politiker. Men på daværende tidspunkt havde Caroline Stage en anden kæreste, som var en mand, og det var ikke i hendes tanker, at det skulle være på en anden måde.

”Senere skiftede jeg udvalg og fandt ud af, at jeg ikke skulle være sammen med min kæreste, og da jeg en aften mødte Rikke i byen, var det meget let at starte en samtale,” husker Caroline Stage, som bruger ordet ”sej” om sin kæreste.

”Hun har totalt styr på karrieren og er altid smart at se på. Hun er altid i pæn kjole og høje hæle og løber rundt og er sjov og elsker mennesker. Jeg er 16 år yngre end hende, men jeg forelskede mig vildt og voldsomt, og det føltes som om, alt kunne lade sig gøre."

Hun havde to børn, mens jeg festede hver weekend, men det mente jeg sagtens kunne forenes. Jeg må indrømme, at det indimellem har været komplekst, men jeg har alligevel aldrig været i tvivl om Rikke,” siger Caroline Stage.

Udover Rikke Holms to børn fra et tidligere forhold, har parret også en datter sammen.

Læs hele interviewet med Caroline Stage i Hendes Verden uge 9, hvor hun også fortæller om sin stærke reaktion, da Lars Løkke ringede og tilbød hende ministerstillingen, og om den shitstorm, der ramte hende, efter et døgn på posten.

Caroline Stage

• 34 år og uddannet cand.merc.

• Digitaliseringsminister siden august 2024. 

• Medlem af Moderaterne, tidligere spindoktor for Lars Løkke, og stiller op for partiet til næste folketingsvalg.

• Kæreste med Rikke, parret har tilsammen tre børn og bor i København.