Casual dating

Casual dating: Når målet ikke er kærlighed

Da Heidi Skodborg blev single efter 15 år med den samme mand, stod et nyt forpligtende parforhold ikke øverst på ønskelisten. Men kan man sige ja tak til nærhed og intimitet – og nej tak til villa, volvo og vovse? Heidi fandt svaret i casual dating, hvor målet ikke er kærlighed, men sex.

Casual dating handler om at møde nye mennesker, date på en afslappet måde og nyde nye, erotiske eventyr”.

Det var teksten, der poppede op på skærmen, da 37-årige Heidi Skodborg en sommeraften i 2012 klikkede ind på datingportalen C-date.dk. To måneder tidligere var hun blevet skilt. Efter 15 år var de sidste sommerfugle i maven forduftet, og kærligheden til ægtemanden var blevet til et venskab. Hun fik i perioden op til skilsmissen livets brutalitet smasket lige ind i hovedet. Hendes far blev ramt af kræft.

– Der sker nogle ting inde i én, når sådan noget sker. Jeg fik et wake up call og blev nødt til at mærke ordentligt efter. Var jeg der, hvor jeg gerne ville være? Svaret var nej. Livets skrøbelighed blev pludselig en realitet. Det blev klart for hende, at livet var for kort til ting, der ikke fungerede. Heldigvis var hun ikke ene om at synes, at udløbsdatoen for ægteskabet var overskredet. Etiketten ”mand og kone” blev revet af og udskiftet med ”gode venner”. En helt ny livssituation åbnede sig for hende. Nu stod hun kun til ansvar over for sig selv. Hun tog en pause fra jobbet som grafiker og købte en flybillet.

– Jeg tog en måned til New Zealand. Sprang i faldskærm, svømmede med delfiner. Ja, jeg var 25 år igen, og jeg nød det, forklarer hun og fortsætter grinende.

– Det kan også godt være, det var en 40-årskrise, jeg blev ramt af lidt tidligt.

Dating på andre præmisser

I lejligheden i Aalborg gik der ikke mange sekunder, fra Heidi Skodborg klikkede ind på datingportalen, til hun fandt ud af, hvad det handlede om. Dating uden forpligtelser. Et nyt begreb for hende, men langtfra breaking news i onlinedatingjunglen.

– Casual dating starter egentlig, da portalen Scor.dk kommer frem i 1998. De kalder det måske ikke casual dating, men idéen med, at man har uforpligtende forhold og dater på andre præmisser end tidligere, hvor dating var langt mere seriøst, og hvor målet var at indgå i et ægteskab hurtigst muligt, opstår med Scor.dk, forklarer Casper Høeg Radil, sociolog og ekspert i internetdating. Tendenser, der florerer online, afspejler i mange tilfælde samfundet, der udfolder sig i virkeligheden. Og Casual dating er ingen undtagelse.

– I singlekulturen, der opstår i slutningen af 90’erne, og som især er anført af tv-serien ”Sex and the city”, er det ikke længere nødvendigt at skulle definere, hvorvidt man er single eller i et forhold, fortæller Casper Høeg Radil. I slutningen af 90’erne var det ikke ligefrem frihed, frisind og power, der fyldte Heidis tilværelse.

– Jeg levede et liv, hvor jeg gjorde ”sådan og sådan”, fordi andre gjorde det. Jeg var meget forsigtig med alting, og jeg var absolut ikke typen, der skejede ud eller råbte højest.

Men i sommeren 2012 skete der noget. Hun var single og glad for det. Farens kræftsygdom var kureret, men havde alligevel sat sit aftryk på Heidis liv. Hun ville ikke længere bekymre sig om andres meninger.

– Det gik virkelig op for mig, at vi kun lever det her ene liv. Der er ikke nogen af os, der kan forudsige fremtiden, og jeg fandt ud af, at jeg blev nødt til at tage livet til mig. Jeg blev simpelthen nødt til at gøre det, der gjorde mig godt. Det var ikke kærestebriller, hun havde på, da hun nysgerrigt klikkede rundt på datingportalen, der hyldede de uforpligtende forhold, og hvor seksuelle fantasier var mere udtalte, end hvornår næste besøg i Baby Sam skulle finde sted. Tanken om ingen forpligtelser tiltalte hende med det samme, og hun nåede knap nok at oprette en datingprofil, før de første breve begyndte at poppe op i inboxen.

– Der var mange e-mails. 40-50 stykker, tror jeg. Jeg kan huske, at jeg blev fuldstændig overvældet. Hvad var det, jeg havde rodet mig ud i? Det var ikke lang tid siden, at jeg var kommet ud af et parforhold, der ikke fungerede, så jeg havde stadigvæk følelsen” er der overhovedet nogen, der gider mig?” i kroppen.

Men det var ikke de følelser, hun valgte at udstråle over for de mange interesserede mænd.

– Det er vigtigt ikke at kritisere sig selv og påtage sig en offerrolle. Hvis du udstråler glæde og overskud, så skinner det igennem. Og det er det, mændene vil have, fortæller hun smilende.

Der var rigtigt mange, der gerne ville lære hende bedre at kende. Det kom bag på hende, men det overrasker ikke datingeksperten Casper Høeg Radil.

LÆS OGSÅ: Få god sex med den rette timing

– Rigtigt mange, som forsøger for hårdt at få en kæreste på diverse datingportaler, oplever problemer. Datingen resulterer simpelthen i fiasko frem for succes. Dates bliver problematiske, fordi den ene part har en forestilling om, at daten skal føre til noget bestemt, forklarer han. En portal som Babyklar.nu, der reklamerer med sloganet ”Dating for os, der vil ha’ kærlighed og børn”, er alt for aggressiv i sin markedsføring for nutidens datere, mener eksperten.

– Det kan godt være, at man godt vil opnå de ting, som portalen står for, men man vil helst gøre det på en individuel måde, der tager højde for forskellige faktorer, fortæller Casper Høeg Radil og tilføjer:

– Casual dating er et udtryk for, at man ikke ønsker en fastlagt måde at date på. Det er samtidig en ideologi inden for singlekulturen, som handler om, at det faktisk ikke er så slemt at være single. Det er en tilstand, som godt kan være længerevarende, og det er ikke en sygdom.

Det første møde

Heidi følte sig langtfra sygelig, da hun bevægede sig ind på onlinemarkedet for casual daters. Men der var mandlige bejlere, der gav hende kvalme, fordi de var alt for frembrusende. Heldigvis var der også mænd, der henvendte sig på en måde, der passede meget bedre til hendes temperament. De var enige med Heidi i, hvilke præmisser datingen skulle foregå på.

– Der var en uforpligtende stemning, der gjorde, at der ikke herskede alle de her forventninger. Jeg behøvede f.eks. ikke svare på, om jeg var klar til at få børn. Jeg var i en situation, hvor jeg havde svært ved at svare på det spørgsmål, så det var rigtigt rart, at det ikke skulle diskuteres, fortæller Heidi. En af de mange, der kontaktede hende, var ”Happyman”.

– Han skrev den helt perfekte mail med den indgangsvinkel, at han godt kunne tænke sig at se, hvem der gemte sig bag profilen.

Heidi var ærlig og fortalte ham, at hun for nylig var blevet single. Hun var ny i datinggamet og så helst, at det hele foregik stille og roligt. Det passede ham fint. Han stod i nøjagtig den samme situation. Han var også kommet ud af et forhold og havde brug for at udforske singletilværelsen i en periode. Mailkorrespondancen udviklede sig til telefonsamtaler, og cirka en måned efter det første elektroniske ”hej” aftalte de at mødes i virkeligheden.

– Jeg havde et par veninder, der vidste, vi skulle ses. Og han var tjekket ud på alle digitale platforme, fortæller Heidi grinende om researchen før første date. Selvom hun havde taget alle de forholdsregler, hun kunne komme i tanke om, så var det alligevel med hamrende hjerte, at hun en fredag aften åbnede døren og inviterede ”Happyman” indenfor i sin lejlighed.

– Er du sindssyg, jeg var nervøs! Det hele hang uden på tøjet, og jeg nåede at tænke flere gange ”hvad er det, jeg har gang i?”

Heidi nåede knap at få et ”hej” ud over læberne, før hun modtog et stort kram fra ham. Det var en kæmpe lettelse, da hun så, at den veltrænede, lyshårede fyr, hun havde lært at kende igennem fotos, e-mails og telefonsamtaler, også fandtes i virkeligheden.

– Det var en lettelse at se, at profilbillede og virkelighed hang sammen. Og jeg tror, han gav mig to kram i løbet af kort tid for at berolige mig, for jeg var stadig en smule nervøs. De åbnede en flaske rødvin, satte sig i sofaen, og lige så stille begyndte samtalen at flyde.

– Vi havde det sjovt og grinte simpelthen så meget sammen. Vi kyssede hinanden, men der behøvede ikke at ske mere den aften, fortæller hun. Og det gjorde der heller ikke. Den aften.

Frihed frem for forhold

Daten, der fandt sted en fredag aften i august måned 2012, udviklede sig til et otte måneder langt forhold. Fra begyndelsen var de enige om, at det, de havde sammen, ikke skulle udvikle sig til et kæresteforhold. Han gav til gengæld Heidi noget andet. Noget, der var helt grundlæggende for, at forholdet varede i næsten et år.

– Jeg fik lov til at beholde min frihed, og jeg havde ingen forpligtelser. På det tidspunkt havde jeg brug for at finde og udforske mig selv både mentalt og seksuelt, fortæller hun.

– Ud over hyggelige stunder med rødvin, sushi og samtaler med et menneske, der blev en god ven, så var casual dating også en måde at lære mig selv at kende seksuelt på. Hvad var det egentlig, jeg havde lyst til?

Når Heidi fortalte om datingformen til andre, blev hun mødt med interesserede blikke, men også hovedrysten.

– Jeg sad sammen med en gruppe singlepiger en aften. Mange brokkede sig over, at de ikke havde fundet en kæreste. De virkede meget higende. Jeg prøvede at stikke lidt til dem, om de ikke bare kunne have det lidt sjovt, indtil de fandt den rigtige? De blev nysgerrige, men nogle blev også forargede. Hvordan kunne jeg have sex med en fyr, og så gik han kort tid efter?

– Datingformen gav mig et kick. Det gjorde mig mere sprudlende. Jeg havde tid til at tænke over, om jeg var den bedste udgave af mig selv, forklarer hun og afslutter:

– For når jeg er det, så kan jeg også gå ind i noget nyt, hvor den anden i forholdet får mig fuldstændig, som jeg er.

LÆS OGSÅ: 3 ting, du bør vide om mænd og sex

Casual dating

Casual dating er anderledes end den traditionelle datingform, hvor omdrejningspunktet er kærlighed og parforhold, forklarer netdating- ekspert Casper Høeg Radil. Ordet casual betegner det uforpligtende aspekt, der netop er rammerne for datingen. Formålet er intimitet og sex med en eller flere partnere frem for et fast forhold